Ung og i rampelyset

Billede af Jacki Krog

Mandag d. 2. marts mødes jeg med min gode ven Sander på Nørre Bodega. Jeg har spurgt, om han ville møde mig til en samtale om, hvilke udfordringer og glæder han har mødt, siden han fik en plads i Dansk Melodi Grand Prix 2020. Med to fadøl foran os og Beyoncé rungende ud ad højtalerne sætter jeg min båndoptagerapp i gang.

Sander går på Musikvidenskab på KU på 4. semester, samtidigt med at han har fået mulighed for at deltage i Melodi Grand Prix. Jeg har selv tænkt meget over det her med at tage en uddannelse, mens man gerne vil følge en anden passion, og spørger ind til, hvad han gjorde sig af overvejelser i forhold til at balancere de to ting, da han fik tilbuddet. Til det var hans svar ”prioriteringer”.

”Der er et eller andet, der skal fylde mest. Jeg har jo altid gået og drømt om at få musikken til at være det, der fyldte i mit liv, så lige så snart jeg fik chancen for at lave noget så stort som Melodi Grand Prix, så var jeg villig til at ligesom skubbe min uddannelse lidt til side og prioritere at gå all in på det. 100p, at jeg godt kunne have prioriteret uddannelsen lige så meget, eller mere, men så ville jeg bare ikke have haft den samme zen og det samme fokus på den her drøm, som jeg ligesom har fået præsenteret for mig nu… Som er at vinde.”

Sander har før åbnet op for mig med overvejelser om at droppe ud af studiet, skulle musikken kunne føre ham frem i livet, og jeg spørger ham derfor, om han stadig overvejer helt at stoppe med at læse.

”Jeg er gået mere over til en idé om, at jeg måske skulle tage orlov, fordi jeg gerne vil ride på den her bølge så meget som muligt. Nu har jeg jo lige pludselig fået en masse offentlig anerkendelse, der er rigtig mange, der genkender mig, og jeg har en masse musik og en masse demoer, jeg bare venter på at komme ud med.”

Jeg bider mig fast i det, han fortæller om offentlig anerkendelse og at blive genkendt. Jeg kender mange unge med store drømme og tænker ofte på, hvordan det må føles at gå fra at være ukendt til kendt.

”Jeg kan faktisk godt lide det,” siger Sander med et grin, ”det er ret fedt, at jeg når ud til folk, for det er noget, jeg gerne har villet i rigtig lang tid. Jeg var til frisøren i dag, og så var der en lille pige ved siden af mig, som sagde sådan: “Ej, er det ikke dig, der er med i Melodi Grand Prix?” Det var ikke noget vildt og voldsomt, men det begynder at komme lidt, og jeg nyder det egentlig bare.”

Vi har tidligere i forløbet snakket sammen om denne blomstrende opmærksomhed, han har fået i løbet af processen. I takt med dén er Sander også blevet fremhævet på forskellige platforme som en repræsentant for nogle bestemte miljøer. Jeg spørger, om det er noget, han har lyst til at snakke om.

”Ja, altså det er jo lidt en spøjs ting, fordi man repræsenterer en gruppe mennesker. Altså, jeg er jo bare mig, og jeg er med i Melodi Grand Prix. Men jeg er jo en meget etableret del af LGBT+ miljøet, det er ikke en hemmelighed. 100p, at der sidder en masse mennesker derhjemme – hr. og fru Danmark og unge mennesker – der ikke er en del af den her verden, som jeg selv kommer ud af. For dem kommer jeg til at afspejle det, de tror, de kender til f.eks. homoseksuelle folk. Så derfor vil jeg jo gerne repræsentere alle de rigtige ting, hvis det giver mening? Og pointere de fede ting og nice ting, der er ved at være i det her community… Men altså, alle i det snakker jo også om, at ’så har vi homoen med’, og så har jeg dem i ryggen, men jeg synes bare, at homoseksuelle mennesker skal stemme på mig, hvis de synes, jeg er fed, og stemme på nogle andre. hvis de synes, at de er federe. Det er ikke, fordi jeg regner med deres stemme overhovedet.”

Et andet aspekt af det her med at være en repræsentant for en gruppe og at blive til et bestemt billede på noget er desuden mediernes fremstilling af Sander som person. Jeg spørger ind til hans oplevelser med pressen og den måde, han er blevet fremstillet på under denne optaktsperiode.

”Altså, det er jo fedt, at der er nogle, der gerne vil have mig med i det, de laver, og skrive min historie, og nogle ringer til mig og stiller en masse spørgsmål – det er bare cool. Men så har der været nogle situationer – og det kan jo godt være min egen skyld, hvis jeg ikke har formuleret mig godt nok – hvor det, jeg siger, kommer ud på en lidt forkert måde. Så står der f.eks. sådan noget som “Lev ikke igennem skærmen – siger Sander Sanchez”, og så står der “Bruger du meget tid på din telefon – du gør det måske lige nu? Det skal du lade være med, siger Sander Sanchez”, og altså, det er jo ikke det, jeg siger, det er jo ikke engang min sang…”

Vi griner lidt, men følelsen af at blive misforstået har altså også været til stede i Sanders første rigtige møde med pressen. Derudover har han oplevet at møde journalister, der gerne vil grave i hans fortid og gå mere i dybden med hans barndom og privatliv. Jeg spørger ind til, hvordan det er at være 23 og få hele ens liv kastet ud til offentligheden på den måde.

”Okay, så jeg synes, det er sjovt, når nogen har skrevet noget om mig og min fortid, og sjovt at læse det, de finder om mig. Du ved, nogle gange så bruger de her journalister ting i deres interviews, som de har været inde og researche, hvor jeg tænker: “Nå okay, vidste du det her? Hvor ved du det fra?” – så har de måske fundet noget om min mor, som de har inddraget, eller noget andet. Så jeg synes, det er sjovt at se, hvordan de vælger at udstille mig, men altså, man må tage det sure med det søde, når man ligesom begynder at blive mere offentlig. Det, der er nederen, det må bare være nederen, og det, der er godt, er mega fedt, og så er det dét, jeg fokuserer på.”

Jeg kan ikke rigtig forestille mig, hvordan jeg selv ville forholde mig, hvis der var nogen, der gravede i min fortid og mit privatliv og især heller ikke i min families. Jeg spørger Sander, om de tanker nogensinde har været med i hans overvejelser eller holdt ham tilbage i den måde, han har levet sit liv på.

”Jeg har jo, siden jeg var lille, tænkt, at jeg bliver stor en dag, og at jeg bare gerne vil ud til så mange som muligt med mine beskeder, mine følelser og mine erfaringer. Det har altid været min drøm. Så jeg har selvfølgelig reflekteret meget over, hvordan mit privatliv ville spille ind i at være offentlig. Til det har jeg det sådan her: alle kortene på bordet. Altså, selvfølgelig er der nogle ting, som jeg ikke siger, men hvis folk spørger ind til de ting, som jeg ikke taler om, så lægger jeg ikke et låg på overhovedet. Det er ligesom, hvis folk kommer hen til mig og spørger: ”Er du homoseksuel?”. Så siger jeg ja, men jeg ville ikke sige: ”Hej, mit navn er Sander, jeg er homoseksuel.”

Lige nu er Sander i rampelyset, men han skal være med i en konkurrence, hvor det efterfølgende er nemt at blive glemt. Jeg spørger ham derfor, om han er bange for at ende et sted, hvor folk husker ham som ”Sander fra Melodi Grand Prix”.

”Jeg er selv sådan én, der tænker over, at andre måske er den dér type fra X Factor eller MGP eller et eller andet, men jeg tror egentlig, at jeg faktisk passer virkelig godt ind i Melodi Grand Prix i forvejen. Så hvis det er, at jeg skal have et smart i-gang-spark eller et kickstart, så er det perfekt. Jeg er meget show, jeg er meget performance, jeg er meget ekstra – meget glimmer, meget spacy, meget sjovt tøj. Så ja – jeg er bare glad for, at jeg ligesom har muligheden for at vise folk med det samme, hvilken vibe jeg giver til et show. Jeg har et meget realiseret udtryk og en æstetik, som bare er hel. Det tror jeg også, at folk kan se, når jeg performer.”

Og det her med at realisere sig selv, at finde sit udtryk og finde sig tilpas med det, er noget, alle unge skal igennem – om de drømmer om at blive kendte eller ej. Det er også det, Sander siger, målrettet til SEINs læsere:

”En ting, som jeg altid har gjort meget, og som jeg måske også er lidt kendt for i min omgangskreds, det er at udtrykke mig visuelt. Jeg synes, det er vigtigt at huske at vise, hvem man er og ikke gemme sig selv væk. Så hvis man står derude og har lyst til at vise sig frem gennem et mærkeligt stykke tøj eller ved at tage et eller andet mærkeligt i hovedet – en mærkelig ørering eller en vild læbestift, men man er bange for, hvordan folk tænker om det, SÅ GØR DET. For det er dig, og det er den måde, du har lyst til at udtrykke dig på.”

Jeg synes, at det er en passende måde at slutte samtalen af på, for Sander har også, siden jeg mødte ham i en alder af 15 år, usikker og identitetsforvirret som jeg var, konstant været et forbillede for mig. Han har vist mig, at jeg altid skal gøre, som jeg vil, se ud, som jeg vil, tage alle muligheder, der byder sig, og møde livets nedture med positivitet og overlegenhed. I morgen til Melodi Grand Prix deler han ud af sin opløftende energi til resten af danskerne også, og jeg glæder mig til at stå med glitter i ansigtet og danse til “Screens” foran mit tv, mens Sander kickstarter sin drøm i Royal Arena.

Jeg slukker mikrofonen, og vi køber en fadøl mere – det er jo kun mandag én gang om ugen.