Unge på Udebane-Kommunalvalget: Demokratiet på algoritme

Det at kategorisere og forsimple noget meget komplekst til en række spørgsmål har altid fascineret mig. Det kan være en buzzfeed quiz om, hvilken type smoothie, jeg er, Harry Potters fordelingshat eller personlighedstests. Behovet for at kategorisere bunder i behovet for at forstå.

Forstå sig selv, sine værdier og dermed også holdninger. Lige så unægteligt fristende, som det er at indfange personlighedstræk i et Hogwarts-kollegium eller et par bogstaver, lige så fristende er det at forsøge at indkapsle holdninger i politiske partifarver. Særligt i politik, hvor vi gennem vores stemmeret skal vælge nogen, der repræsenterer os, opstår behovet for at finde en kasse at placere sig i.

Flere af os sukker dybt, når et valg igen står for døren, og vi endnu engang skal tage os tid til at sætte os ind i, hvor vi placerer os på det politiske spektrum; hvem og hvilket parti kan repræsentere os og vores kerneværdier, og hvis man går et spadestik dybere, hvad er vores værdier overhovedet?

For mange kan det virke uoverskueligt at sætte et meningsfuldt kryds på valgdagen – og endnu værre står det til ved kommunalvalg, der, særligt blandt unge, ikke just er hot. Derfor kan et redskab som kandidattesten være brugbart, når man som vælger skal navigere i et bombardement af informationer og kandidater.

Men hvad sker der, når demokratiet bliver et quizformat? Er kandidattesten manipulation forklædt som uskyldig vejledning, eller en dør ind til forståelse af den politiske virkelighed for nye og uerfarne vælgere?

Men hvor mange nye vælgere er der egentlig tale om? Tryk på lydklippet og få svaret.

Et klik, der kan ændre krydset

Allerede inden jeg kunne stemme, tog jeg kandidattesten for underholdningens skyld. Kandidattesten har siden lanceringen i 2000’erne vundet stadig større indpas, og særligt blandt unge førstegangsvælgere fik den hurtigt betydelig gennemslagskraft.

I dag er den fast inventar hos både public service-stationerne DR og TV 2 samt hos Altinget. Med sine typisk 20-30 spørgsmål og Likert-skalaen, der bruges til at måle graden af enighed med et udsagn, sammenligner testen via en algoritme vælgerens svar med kandidaternes og viser dem herigennem, hvilke kandidater, der bedst afspejler deres politiske holdninger.

Ved folketingsvalget i 2022 skiftede omkring 110000 danskere parti på grund af en valgtest. Kandidattesten siges at have betydning for hver fjerde dansker, og betydningen mærker jeg både blandt venner og i det offentlige rum. Når jeg sidder i bussen eller står i omklædningsrummet, og november står for døren, hører jeg ofte kandidattesten blive nævnt. “Ej, fik du også ham der den flippede fra SF?” eller et højlydt gisp: “Jeg troede aldrig, jeg kunne stemme Konservative!”.

Testen rummer både et enormt demokratisk potentiale for kandidater såvel som vælgere, men stiller også krav om refleksion over, hvordan den påvirker vælgere?

Farlig cocktail for demokratiet

En af problematikkerne ved kandidattesten er, at vinklingen og udvælgelsen af spørgsmålene bliver afgørende. Senest er DR’s kandidattest til kommunalvalget i København i 2025 blevet kritiseret af blandt andre Alternativet og Enhedslisten. Alternativet rækker kritikken mod ét af spørgsmålene, nemlig “Skal regeringen forhindre opførsel af moskéer?”. Ifølge partiet er formuleringen misvisende, fordi det både udfordrer den grundlovssikrede religionsfrihed og handler om et område, som kommunalpolitikere slet ikke har magt over.

Alternativet anfægter, at vinklingen og ordvalget i spørgsmålet kun giver anledning til yderligere polarisering og splittelse.

Også Enhedslisten var ude med riven, da Enhedslistens spidskandidat kritiserede DR for at lade Gaza fylde alt for lidt i deres kandidattest. Hertil kan man stille spørgsmålet, om emner som Gaza og opførelsen af moskéer overhovedet hører hjemme i en kandidattest, der omhandler kommunalpolitik.

Det er altså værd at overveje, at emnerne i testen er nøje udvalgt – og at stille sig kritisk over for både formuleringerne og motiverne bag. På samme måde kan man med fordel overveje sin egen rolle i besvarelsen.

Ofte opstår der et social desirability bias, der beskriver, hvordan vi mennesker er stærkt tilbøjelige til at ville fremstå som attraktive personer over for andre. På samme måde som vi måske ønsker at tilhøre Gryffindor og udvise Gryffindor-værdier, kan dette bias få os til at svare på en måde, der ikke nødvendigvis afspejler vores egentlige holdninger.

Dette, kombineret med mediealgoritmer og vinklingen af spørgsmål, kan gøre testens resultater mindre valide. Modstandere af kandidattesten mener, at vi vælgere bliver påvirket af mediernes valgtest, og at testene er misvisende, hvilket tilsammen giver en farlig cocktail for demokratiet, som Altinget og andre medier bør holde sig fra. 

Vejledning eller vildledning

Og hvad betyder det så, at testen måske slet ikke er valid? Forskning har vist, at mediernes valgtests, ofte vil vise os mod kandidater med de mest moderate holdninger, det vil sige, at testene belønner midterpositioner.

Men hvad sker der, når man omvender teori til praksis?

Megans forsøg sætter ord på, hvad forskningen kun antyder: at algoritmen måske ikke bare spejler vores holdninger, men også former dem.

Netop derfor bliver kandidattesten altså utroværdig, ifølge forskerne, der har undersøgt testene og kritiserer dem for at bruge forkert matematik.

Udover tendensen til at favorisere moderate kandidater, har Politiken beskrevet, hvordan Socialdemokratiet op til folketingsvalget i 2022 inddelte partiets kandidater i forskellige kategorier og foreslog nogle af dem at besvare visse spørgsmål i mediernes kandidattests i strid med partilinjen. 

Denne form for manipulation er naturligvis uhensigtsmæssig, hvis kandidattesten skal bevare sit oplysende og inkluderende formål. For kandidattesten er faktisk, hvis udformet med omhu, et enestående middel til at gøre demokratiet større. Kommunalvalg er notorisk usexet for unge, men her kan kandidattesten være en overskuelig entré ind på en uvant scene. Der er tilmed blevet udarbejdet kandidattest med udelukkende unge kandidater, eftersom analyser har vist, at unge vægter muligheden for at stemme på en ung kandidat højere end tidligere. Alder betyder altså noget.

En anden demokratisk fordel ved kandidattesten er, at den sidestiller den kendte borgmester med en ukendt kandidat. I den kamp om opmærksomheden som et valg altid vil være, sikrer kandidattesten, at det ikke kun er dem, der råber højest, der bliver hørt. På den måde får tomme tønder ikke lov til at buldre højst.

Og på den måde står kandidattesten i kontrast til den klassiske mediedækning. I besvarelsen af kandidattesten er partifarven underordnet, kun holdninger er afgørende, og man kan, selv hvis man er meget inde i politik, blive overrasket over resultatet. Gennem kandidattesten kan man altså få udfordret sin selvforståelse. Lokalpolitisk kan testen faktisk give særligt god mening, idet der her kan være stor forskel på, hvad den ene og den anden venstremand mener, selv om de er fra samme parti.

I testen kan kandidaterne selv komme til orde, og vi kan også stille politikerne til ansvar for deres holdninger, hvis det senere viser sig, at de ikke reelt praktiserer disse.

En hånd at holde i

Endnu en grund til at tilslutte sig kandidattesten er at spørge sig selv – hvad er alternativet?

Kommer jeg til at gå til vælgermøder, nærlæse samtlige Politikens debatindlæg uger i træk op til valget og ende som fuldt oplyst?

Selvom jeg læser statskundskab, kan jeg altså til tider stadig glemme, hvad forsvarsministeren hedder. Og selvom jeg bliver undervist i sproget, halser jeg også til tider forvirret rundt efter politikerne i cirkusmanegen. Det ville være mere end et fuldtidsstudie at skulle sætte sig ind i hver enkelt kandidats personlige profil.

Alternativet kunne være, at man per automatik stemmer det samme som sidst, det samme som ens forældre har gjort eller, at man bliver hjemme på sofaen. Og hvis alternativet er at slå plat eller krone om, hvor krydset skal sættes, så er kandidattesten klart at foretrække.

Kandidattesten er ikke en 1:1 målestok for et ‘rigtigt’ kryds, men en uvurderlig indgang i den politiske jungle af informationer og et anker, særligt for os unge. For måske handler det slet ikke om at farve sig definitivt i rød eller blå, men om at finde en hånd at holde i midt i al den politiske støj.

Du har nu læst sidste udgivelse i serien Unge på Udebane: Kommunalvalget. Hvis du gik glip af de andre artikler, kan du læse dem her. Og vil du vide mere om Unge på Udebane, kan du læse om serien her. Tak fordi du læste med.

Tekst: Lisa Mathilde Dalgas

Visuel: Asbjørn Nonbøl

Redaktør: Megan Vendelbo Owen