Valmuens gemmested

Han har blålige farver på og gemmer sig bag busken. Han tror, at han er usynlig, men jeg ved godt, hvor han er. Hun lufter hundene. De er i snor. På hylden står valmueblomsterne. De har stået der længe og visner snart til uigenkendelighed. Jeg leder efter køkkensaksen for at klippe dem til, men den er ingen steder at finde. På stuebordet står det lortebrune askebæger, som min lillebror Janick lavede engang i første klasse. Askebægret er fyldt med hostebolsje-papir i stedet for smøger. En kop med kaffeslatter står alene i vindueskarmen. Den danner brune ringe i det lyse træ. Mine hænder er tørre, og Nivea-cremen er brugt op. Janick tog det sidste, inden han skred. Han er stoppet med at svare på mine beskeder.

En ældre kvinde sætter sig på sædet ved siden af mig. Hun stinker af tobak. ”Bussen var 12 minutter forsinket”, siger hun og ryster regnen af sin dunjakke. ”12 minutter”, siger hun igen, nu med ryggen til. Bussen lugter syrligt af tis, og regnvandet danner pytter på gulvet. Kvindens hår er uglet og sidder i stive totter. Indimellem går hun frem og tilbage i bussen. På de forreste sæder sidder der en ung mand iført blå hættetrøje og denimjakke. Han minder mig om Janick. De har samme runde næse og flade øre. Kvinden ved siden af mig rejser sig og går op til de forreste sæder. Hun spørger den unge mand om, hvornår de skal stå af. Han svarer ikke rigtig. Det ligner at han trækker på skuldrene, men så alligevel ikke. Jeg kigger ud af vinduet og kan mærke, at kvinden sætter sig igen. Hun går ikke mere, men råber i stedet fra sædet. ”Skal vi af nu?”. Jeg vender mig fra vinduet og ser at manden forrest i bussen kigger på hende igen, men han svarer stadig ikke. De står af to stop efter. Han trækker hætten over hovedet og smiler, da bussen drejer fra, og de forsvinder bag villahusene. Bussen lugter stadig af tis og en smule af hash. Jeg kan mærke, hvordan det trænger ind i mit tøj, men efterhånden som bussen kører fra villakvarteret, bliver lugtene svagere. En skoleklasse skriger, da bussen ikke holder ved deres stoppested.

Om mandagen går jeg i Brugsen. I denne uge er det Netto, som jeg vælger. Det tager ikke lang tid at gå til Netto, men sommetider føler jeg alligevel, at tiden går lidt i stå. På den anden side af gaden går et ungt par. Den ene af mændene kører en barnevogn med lyserødt regnslag. Han kigger mod solen og stopper op. Parret begynder at fjerne slaget. Jeg kan høre dem grine over en påskelinje, som titter frem. Den anden mand kysser sin kæreste på kinden og aer hans hånd. Foran Netto står en hjemløs og sælger Hus Forbi. Han tørrer sin næse i de slidte handsker, mens hans hund gemmer sig i cykelvognen. Jeg giver ham en flad 20’er og smutter avisen ind under armen. Den hjemløse smiler til mig og vifter med avisbunken som tak. Der er køligt i butikken modsat udenfor, hvor solen er ved at få fat. Her dufter af friske frostvarer og rengøringsmiddel. En af ungarbejderne vasker tomatsovs af gulvet. Det går ikke af, så hun bliver ved med at hælde gulvrens på den røde væske. Ved kassen står en mor og hendes to sønner. Den mindste fortæller om dagens skovtur med børnehaven, mens den ældre plager om chokofanter. De har begge fregner. Den yngste har flere end sin bror. Han piller næse og tørrer fingeren af i morens nederdel, når hun kigger væk.

Om sommeren fik Janick fregner ved øjnene og omkring næsen. De lignede små myrer, som kravlede fra øre til øre. Vores mor elskede, hvor fine de var, når de kravlede over den runde næse. Hun aede hver og en. Janick og jeg spiste trilleis med vanilje. Vores fingre blev fedtede, når isen smeltede i hænderne og løb langs armene. Den nåede helt ind under de gul-stribede t-shirts. Janicks knæ blev altid røde og skællede af det meste af sommeren. Han lod mig pille de store flager af, også selvom det gjorde ondt. Jeg husker den første sommerduft af tørre blomsterblade, og når vinden nev i mine kinder. Når vi legede i badebassinet, havde vi kun underbukser på. De var begge blå. Janicks havde striber, ligesom trøjerne der lå til tørre på havestolen. Mors lår havde mærker efter stolen. Mærkerne lignede næsten et stakit eller en indhegning, som fangede de hvide pigmenter, hun havde på benene. I bassinet kunne man intet skjule. Her kunne man se, hvor solen havde ramt værst, hvor vi var faldet, og hvor mors nye kæreste havde taget hårdest fat. Vores næser blev gule af mælkebøtteblomsterne, og vi brugte blomstersaften til at smøre på, der hvor brændenælderne havde rørt. Det sved, men med tiden forsvandt smerten.

De to brødre skændes ikke mere. De har begge en chokofant i hånden og smiler bredt. Deres mor beder dem om at hjælpe med at bære poserne ud af butikken og hen til bilen. Den yngste bærer en litermælk, mens han smasker det sidste af sin chokofant. Jeg tænker på dem på vejen hjem. Fregnerne, der var magen til Janicks. Den uendelige plagen om slik og de mange skænderier, som gjorde brødrene til brødre. Da vi var helt små, legede vi altid gemmeleg i mormors buske bag valmueblomsterne. Vi besøgte hende flere gange om sommeren og hjalp til i haven med at fodre fuglene. I buskene havde vi bygget en skjult hule. Det var kun Janick og jeg som vidste, at den var der. Mormor ledte og ledte, men fandt os aldrig. Til sidst kom vi selv løbende ind i det grønne tresserkøkken.

Der er stille i min lejlighed, og solen når ikke igennem mine gardiner. Jeg trækker dem fra, så solstrålerne kan komme ind. I entréen hænger billedet af Janick, fra da han lige var blevet syv. Han har en blå bøllehat på og en rød plastikskovl i hånden. Han havde altid blålige farver på og gemte sig bag busken. Han troede, at han var usynlig, men jeg vidste godt, hvor han var. Mormor luftede hundene. De var i snor. På mormors hylde stod valmueblomsterne. De havde stået der længe og var for længst visnet til uigenkendelighed. Jeg ledte efter køkkensaksen for at klippe dem til, men den var ingen steder at finde. Jeg ledte efter Janick. Hulen var tom, og billederne af ham var taget ned. Mormor gemte et i natbordsskuffen. Vi snakkede ikke om, hvor han var blevet af. Vi vidste alle godt, at han for længst var forsvundet. Siden dagen bag hulen havde han ikke rigtig været her.

Vi spillede fodbold i baghaven, Janick og jeg. Jeg lod ham altid vinde, for de drillede ham i skolen med hans dårlige ben. Han snublede ofte over sig selv og fik næseblod udover det grønne græs. Jeg skød hårdt til bolden, så den fløj over valmuerne og igennem vores hule. Janick løb efter. Jeg ventede længe på ham, men efter noget tid begyndte jeg at lede. Han var ikke i hulen. Mormor kom hjem med hundene og hjalp mig. Vi kunne ikke finde ham. En skoleklasse råbte ude fra vejen. Han ligner stadig sig selv på den runde næse og de mange fregner, men noget af ham forsvandt den sommerdag. Nu smækker han døren i med et smil på læben. Jeg kigger ud af vinduet efter ham, mens solen blænder mine øjne. Nivea-cremen er brugt op, og han svarer ikke på mine beskeder.