‘Vejen hjem’: Et barskt og ærligt billede af at elske og give slip

Christian lader sig smugle ind i Syrien i en desperat søgen efter sin søn, Adam. Efterhånden indser Christian, at han må ofre alt for at blive genforenet med sin søn. Hvor langt vil han gå for at genforenes med Adam? Hvor langt vil han gå for sin elskede søn? 

I biografen Øst For Paradis til Aarhus Film Days sidder jeg nysgerrigt, næsten rystende i biografsædet. Klar til at se den nye, spændende ‘Vejen hjem’ med notesbog og blyant i hånden og klar til at notere alle de ting, en dansk produceret film på dumdristig vis mener, at netop den har at fortælle om, hvordan det er et leve i et krigshærget land. 

Med en efterhånden kynisk tilgang til krigsfilm om Mellemøsten forventer jeg at se hovedrollen Christian, der spilles af Nikolaj Lie Kaas, på magisk vis forenet med sin elskede søn uden større besvær. Han når måske endda på vejen at lære de traumatiserede, hjernevaskede unge soldater, hvad det vil sige at ofre og elske. 

Tværtimod. Alt, der kunne gå galt i denne her film, går galt. Vejen hjem er ikke så ligetil. Vejen hjem er besværlig. Hård og uventet modvillig. 

Klik her og Støt SEIN

Efter filmen er slut, sidder jeg mundlam og halvforvirret tilbage i biografsædet med en million spørgsmål drønende gennem hovedet. Til Aarhus Film Days er man så heldigt at have muligheden for ikke kun at se film, der endnu ikke er udkommet, men endda også at snakke med nogle af de mennesker, der står bag.

Holdet bag

Filmens instruktør, Charlotte Sieling, og en af dens manuskriptforfattere Nagieb Khaja er til Aarhus Film Days med til at fortælle lidt om, hvordan det har været at arbejde med ‘Vejen hjem’, hvilke tanker der har ligget bag, og hvordan processen har været. 

Filmen er et stærkt samspil mellem de to. Nagieb Khaja, der er bedst kendt for sit arbejde som journalist, kom med den umiddelbare idé til filmen og begyndte at udarbejde et manuskript sammen med manuskriptforfatter Jesper Fink.

Khaja fortæller til Århus Film Days, at han er kommet frem til, at han “bliver nødt til at bruge spillefilmen og fiktionen som en platform frem for at bruge dokumentaren”.

Derefter blev Charlotte Sieling kontaktet for at udvikle den historie, der kan rumme alt det, dokumentaren normalt gør. Sieling fortæller om sin første idé til filmen, som egentlig opstod en aften i et telt, da hun lå på en luftmadras med sit barnebarn og læste udkastet til manuskriptet.

“Jeg havde ikke lagt mærke til, at al luften var røget ud af teltet, fordi det var så skidespændende. Det var den far-søn-historie, som virkelig væltede mig,” siger hun

Derefter “løb hun bare med idéen”. Hun nævner også, at da holdet begyndte at filme på set i Jordan, oplevede de ikke stor uenighed og havde en stor respekt for hinanden. 

Albert Rudbeck Lindhardt i ‘Vejen hjem’. Foto: Scanbox

Albert Rudbeck Lindhardt om rollen som Adam

Da jeg en søndag eftermiddag for knap en måned siden sidder og snakker i telefon med nye, danske skuespillertalent Albert Rudbeck Lindhardt, som spiller Adam i ‘Vejen hjem’, er mit indtryk uden tvivl også, at der var en generel respekt og tiltro mellem alle inkluderet i filmen. 

Jeg fik muligheden for at stille ham en række spørgsmål om filmen, og om hvordan det har været at medvirke som karakteren Adam.

Hvordan var det at læse rollen første gang? Hvilke umiddelbare tanker gjorde du dig om Adam?

“Altså, første gang jeg læser alle manuser, så læser jeg det meget udefra og objektivt for at få en idé om retningen. Så kan jeg herfra dykke ned i en specifik karakter. Første gang jeg læste denne her … For at være ærlig tror jeg, det var lidt svært at forstå Adam fuldstændig.”

For hvem er Adam? I ‘Vejen hjem’ følger vi Adams far, Christian, der magtesløst vader rundt i ukendt terræn for at finde sin søn, der er draget mod Syrien. Men hvorfor Adam egentlig er taget af sted, får vi aldrig at vide. Om det på nogen måde har relevans for hans historie eller for filmen generelt, kan man diskutere. 

Alt det usagte om Adam og hans relation til sin far skaber en dejlig mystik og på sin vis en stor undren over, hvad det mon egentlig er, de begge to leder efter eller forsøger at flygte fra. 

I filmen bliver der hentydet til, at Adam har en diagnose eller under alle omstændigheder har døjet med en del psykisk besvær efter sin forældres skilsmisse. Det er noget, der bevidst ikke bliver undersøgt mere i filmen, men gjorde du dig nogle overvejelser om, hvilke diagnoser du kunne tage udgangspunkt i? 

“Der bliver hentydet til en hel masse ting, både om Adams opvækst og hvad han går og bakser med i hovedet. Der bliver også direkte hentydet til, at han har nogle diagnoser med i bagagen. Ikke nogle specifikke,” svarer Albert Rudbeck Lindhardt og fortsætter:

“Jeg har aldrig rigtig fundet det relevant for filmen eller for seeren, men det er noget, vi har snakket om, mig og Charlotte. Det handler jo ikke som sådan om Adams mentale helbred, det handler mere om de valg, han har taget, og de valg, han ville tage, når Christian så kommer.”

Filmen er ikke præget af en stor detaljegrad, men lader sit publikum undre sig og overveje, hvorfor karaktererne handler, som de gør. Albert Rudbeck Lindhardt og Nikolaj Lie Kaas giver begge overbevisende og imponerende skuespillerpræstationer.

De efterlader dig med en undren over, hvordan man som en person så langt fra krigens kolde og kyniske verden kan skildre så store spørgsmål om liv, tro og kærlighed på en så rørende, virkelighedsnær og fin måde. 

Nikolaj Lie Kaas i ‘Vejen hjem’. Foto: Scanbox

Jeg spørger Albert Rudbeck Lindhardt om processen i at sætte sig ind i konflikterne i Mellemøsten for at få et bedre overblik over, hvor meget tid og arbejde man egentlig lægger i roller, der ligger langt fra ens personlige virkelighed.

Da du fik at vide, at du havde fået rollen som Adam, gjorde du dig på nogle måder så klogere på emner som tro eller Islamisk Stat for at danne et overblik over, hvad det egentlig handler om? Og gjorde det arbejdet nemmere for dig, eller følte du, at det medførte flere udfordringer? 

“Charlotte satte mig op med en iman, som jeg kunne snakke med. Så snakkede jeg med en sprogofficer om sproget i virkeligheden. Klassisk arabisk, altså. Og det var meget givende,” svarer Albert Rudbeck Lindhardt.

“Vi kunne sidde og snakke om Koranen, og så så jeg Nagieb, som har været med på projektet. Jeg var i forvejen fan af ham. Det var super. Jeg lærte en masse i min forberedelse til rollen. Der var mange ting, der var praktiske at vide.”

Så det var ikke ligesom Nikolaj Lie Kaas? Skule du ikke til at lære arabisk for filmen?

“Nej, der tog han al opmærksomheden, det er pisseirriterende. Nej, det var overhovedet ikke lige så omfattende som ham. Overhovedet ikke. Men jo, jeg fik nogle få ting, jeg skulle læse op, men Adam er nok heller ikke forfærdelig god til det og har nok også ligesom mig lært enkelte vers fra Koranen, han skulle læse op fra,” griner han.

Adam er en karakter der umiddelbart kan være svær at gøre sig klog på. Han er et mysterium, vi aldrig helt når at løse. Et ufærdigt puslespil, så at sige. Sådan er det også for Christian. Undervejs i filmen snakker han blandt andet i telefon med Adams mor – en karakter, der aldrig formår at blive til mere end en stemme i en telefon.

De diskuterer rejsen til Syrien og håbet, som de begge to føler, for at blive genforenet med deres søn. Efterhånden som filmen udspiller sig, bliver man mere bekendt med deres fælles og individuelle relation til deres søn. Vejen i livet med Adam har været en lang og hård rejse, og måske er de hver især ved at indse, at de er ved vejens ende.

En af de mere rørende scener er mødet mellem Adam og Christian. Charlotte Sieling nævner på Aarhus Film Days at du og Nikolaj Lie Kaas havde øvet scenen på en bestemt måde, men da det kom til at filme den endelige scene i Jordan, begav du dig ud i et andet felt?

“Ja,” svarer Albert Rudbeck Lindhardt med et grin.

“Jamen, det er måske lidt rigtigt. Jeg var meget opmærksom på den scene hele vejen igennem. Jeg glædede mig til den. Jeg var nervøs for den. Den er ret essentiel, det er ligesom en nøglescene, som er meget afgørende for at forstå far-søn-forholdet, som man bare har hørt om, og som er blevet hentydet til af Christian,” fortsætter han.

“Mellem castingen og optagelserne skete der utrolig meget, og jeg lærte meget om Adam, så jo der er nok nogle ting, der var anderledes”

En fælles entusiasme for historiefortælling og film i det hele taget er tydelig at se i skuespilpræstationerne i ‘Vejen hjem’ og ikke mindst i filmens generelle udførelse.

Filmen skaber en smuk visuel stil med sine totaler af øde områder, ruiner og Syriens vilde natur. Ud over at fængsle sin seers opmærksomhed med grundige stilistiske valg, der indrammer, hvor ensom og fortabt Christian er i sin søgen efter Adam, får vi også en nær og sand skildring af krig og Syrien. 

Trods sin hårde og sørgelige tone formår filmen at have en godt timet, mild og forfriskende humoristisk sans, der skaber et øjebliksbillede af den frihed og lettelse, mange finder i de små magiske øjeblikke, der udspringer af den sympati, vi mennesker har for hinanden.

Til Aarhus Film Days siger Nagieb Khaja, at mange af karaktererne fra filmen er dannet på baggrund af mennesker, han har mødt på sin vej, da han arbejdede som korrespondent og var taget til fange som gidsel i Afghanistan.

Jeg stiller Albert Rudbeck Lindhardt endnu et spørgsmål.

Du fortæller i et interview med Soundvenue tilbage i 2022, at du ofte trækker brudstykker fra dit liv med i dine roller. Min umiddelbare opfattelse af dig fortæller mig ikke, at du ligefrem havde supermeget til fælles med Adam. Det siger jeg selvfølgelig uden at kende dig. Men var der alligevel nogle ligheder, som du kunne inddrage i din fortolkning af Adam?

“Absolut! Det synes jeg. Det var måske svært at se i starten, da jeg læste manus. Adams valg er jo vildt ekstremt, selvfølgelig, men det føles nødvendigt for ham. Han har brug for en retning og en mening med retningen i sit liv. Så kan han jo lide idéen om et stærkt fællesskab. Han søger noget større,” svarer han.

“Det ræsonnerer klart hos mig, og det tror jeg, det også gør hos mange andre. Følelsen af ikke at blive hørt eller forstået af en forælder og omvendt. Det er jo også noget, som mange unge kan relatere til, tænker jeg. I større eller mindre grad er der jo nogle ret universelle temaer, i virkeligheden.”

Filmen rummer, som Albert også selv nævner, alle de følelser, enhver far-søn- og ikke mindst forældre-barn-relation indebærer, selv når de som i ‘Vejen hjem’, er taget til ekstremerne. ‘Vejen hjem’ er lige så meget en skildring af at give slip og at tro på, at hvert menneske har sin vej gennem livet, som det er en fortælling om at kæmpe for dem, man elsker.

Med sin opmærksomme sans for et virkelighedsbillede bliver ‘Vejen hjem’ den tand mere rørende, da du på ingen tidspunkter finder et snert af happily ever after for at tilfredsstille et publikum.

‘Vejen hjem’ skaber et barskt og ærligt billede af at miste, at elske, at frygte og at give slip.

Tekst: Rebecca Hammerich Egendal
Redaktør: Laura Rye Bislev