Veninder og knuste hjerter

13. november 2018

Camilla har skrevet om, hvordan det er at få sit hjerte knust af sin veninde. Om lynnedslag, livlige drømme og plastre, der trækkes af. Og om hvordan det slet ikke minder om de andre hjertesorger, hun ellers har kendt til.

GIF af Astrid Lund Johansen

Hjertesorger. Et ord, der konsekvent sættes i forbindelse med et brud med en kæreste. Som var det en ting, et objekt, et fænomen, vi kan holde ud i armslængde og betragte. Men hjertesorger er ikke noget, vi kan definere som en konstant. Den findes i forskellige udgaver og varianter, og nogle gange er den så godt forklædt, at man ikke engang opdager, at den er der.
Hvorfor snakker vi aldrig om, at ituslåede hjerter ikke altid stammer fra de kærester, der ikke længere er vores?

Jeg har lært, at et forlist venskab bringer hjertesorger, der på ingen måde ligner dem, der med et ildgreb sætter sig om hjertekulen, når man går fra en kæreste. Ekskærester efterlader en anden form for smerte – dén form for smerte, der laver solformørkelse over livet, beslaglægger hele bevidstheden og overskygger alle andre følelser. Den form for smerte, der som et plaster rives af med ét og efterlader et glorødt, brændende mærke, som gør næsten ubærligt ondt. Den form for smerte, der dog ofte forsvinder igen.

Måske går det endda så langsomt, at man ikke engang bemærker det i starten.

Mister man en veninde, derimod, bliver plasteret hevet af lidt efter lidt i noget, der minder om en evighed. Måske går det endda så langsomt, at man ikke engang bemærker det i starten. Indtil man pludselig lærer, at det ikke er smerten i sig selv, der er uudholdelig, men derimod det faktum, at den hele tiden er der, et eller andet sted i baghovedet, til minde om noget, som engang var. En langtrukken og diskret, og dog insisterende, smerte. Den slags, der ikke bare forsvinder – heller ikke, når den ikke optager hele ens bevidsthed. Den slags, der om natten gør drømme så livlige, at man vågner op og tænker, om hun mon havde samme drøm.

Jeg græd aldrig over at have mistet hende, som jeg gjorde over drengene. Jeg græd aldrig over at være blevet svigtet af hende, som jeg gjorde over drengene. Og jeg græd aldrig over selv at have svigtet hende, som jeg gjorde over drengene. Men hun hjemsøgte mig og gør det stadig. Ikke hele tiden, bare indimellem. Som en splint, der aldrig blev fundet, men fra tid til anden værker fra et uidentificerbart sted – som bare for at gøre opmærksom på sig selv.

Så er det nemt at glemme, at der engang fandtes en tid, hvor svigt og bristede hjerter ikke var noget, der kunne lave lynnedslag midt i livet. Og at der engang fandtes en tid, hvor jeg nægtede at tro på, at det gør mindre ondt at hive plasteret af med ét.

Det tror jeg på nu.

Hvad tænker du?

  1. agnes siger:

    wauw. meget smuk og relaterbar tekst. det er skide svært at beskrive den helt særlige følelse af tab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN