Venskab, aktivisme og blid autoritet

17. september 2022

SEIN har fået en ny chefredaktør.

Hvem er hun? Hvordan er hun endt på den post, og hvad vil hun med den?

Ledsaget af sin memo-app og en notesbog lærer Martin SEINs nye chefredaktør, Fria, at kende og tager temperaturen på hendes visioner for ungdommens eget medie.

Fria og jeg er begge født i Aarhus i juni 2001 – med 11 dages mellemrum. Vi er vokset op i den samme by, vi har læst og er blevet rørt af de samme artikler, vi er kommet nogle af de samme steder, og vi har fælles venner. Alligevel er vi ikke for alvor stødt på hinanden, før vi mødtes på SEIN. Fria har været her, der og alle vegne, men nu er hun her. Som både min chef og min ven.

Jeg har sat hende stævne til en snak og en kop kaffe, så SEINs læsere også kan lære hende at kende. Hende der nu er SEINs chefredaktør og et af ungdommens alt for få etablerede og accepterede talerør.

Vi har aftalt at mødes kl. 11 hjemme hos mig på Frederiksbjerg i Aarhus, men 11.15 ringer Fria og undskylder. Hun har været til akupunktør og er først lige blevet færdig. Der er gået en halv time, da hun kommer ind ad døren, svedende og lidt distræt. Seancen trak ud – akupunktøren havde ramt et bestemt punkt i Frias hånd – hjertepunktet. Da han trak nålen ud, begyndte det at bløde. Hun gav slip og kunne mærke blodet strømme rundt i kroppen på en helt særlig måde, fortæller hun. Den seneste tids frustrationer, store som små, stress og hjertesorger udgik fra punktet i hendes hånd til resten af kroppen. Forbi hjertet, hvor det trykkede en ekstra gang, og videre rundt i årene, indtil det løb ud af kroppen som blod fra hjertepunktet.

“Du må undskylde, hvis jeg er lidt grådlabil i dag, det var bare så stærkt”

Jeg foreslår, at vi venter lidt med at gå i gang, men Fria ved, at jeg har en bagkant, så hun giver go til, at jeg trykker start i memo-appen.

Vi taler begge to med det samme om SEIN. Hvorfor SEIN er så vigtigt for så mange, og hvordan vi kan gøre det vigtigt for endnu flere. Men for at komme ind under huden på Fria, for at forstå hendes drive og hendes ambitioner på ungdommens vegne, må vi starte lidt tidligere i hendes historie.

Fria vokser op som datter af en mor, der er kaospilot og en far, der er designer og i dele af hendes barndom rejser verden rundt – hun er født ind i den kreative klasse. I 2. klasse opdager lærerne, at hun er ordblind, og hun skifter skole fra en almindelig folkeskole til Aarhus Friskole. Skiftet er ikke så ligetil, men som årene går, finder Fria sig til rette i friskolemiljøet. Det er også her, hun begynder at spille musik, søge mod byens kreative hotspots og gå til ungdomsfester. Hun opdager, at hun trives med at være i rampelyset. At andre synes, hun er dygtig til det. At hun selv synes, hun er dygtig til det.

I mellemtiden er der sket nogle ting i Frias privatliv, der meget tidligt får hende til at påtage sig et stort ansvar og blive lidt mere voksen, end hvad godt er i den alder. Måske hendes indre ungdomskompas viser, at det er for tidligt. I hvert fald peger det hende mod Ungdomskulturhuset i Aarhus, hvor hun starter ungdomsmagasinet SEEK.

“Jeg tog med min far og vores familie til Californien og var der i næsten en måned. Fordi jeg var lang tid væk fra skolen, skulle jeg lave en lille opgave. Og den opgave blev SEEK, mit ungdomsmagasin. Jeg tog en masse billeder af street art og street style, interviewede folk og lavede en reportage fra Women’s March i 2017. Donald Trump var lige blevet indsat som præsident, og der var en kæmpe demonstration. Det har virkelig kickstartet al den feministiske aktivisme, jeg laver nu. Jeg øvede mig i at sætte bladet op, fik det printet og jeg syntes, det var mega grineren. Jeg mødte en journalist, Per, som syntes min idé var god, så vi startede en lille redaktion og havde to redaktionsmøder i foråret 2017. Det var også der, jeg første gang hørte om SEIN. Inden SEIN lancerede, var de ude i forskellige byer og spørge unge, hvad der var brug for, fortælle om projektet og få folk til at være med. Jeg kunne desværre ikke selv være med. Men Per var med og han gav mig nummeret på Sara Mering, som jeg endte med at tale i telefon med”

Fria vender flere gange i vores samtale tilbage til SEINs første chefredaktør, Sara Mering. De to talte i opkaldet sammen om, hvordan de kunne hjælpe hinanden. SEEK løb ud i sandet, mens SEIN som bekendt launchede i efteråret 2017. Her møder Fria for første gang Sara og bliver blæst bagover af hendes nærvær.
Anden gang de mødes er til et event på Institut for X i Aarhus. Sara har skrevet et indlæg om det at være skilsmissebarn, som rammer noget særligt i Fria, der selv er vokset op i en skilsmissefamilie.

“Efter eventet spiser vi frokost sammen og har en lang snak om det at være skilsmissebarn. Det er en snak, man ikke har så ofte med en, man slet ikke kender. Men fordi hun havde skrevet indlægget, og jeg havde læst det, følte jeg jo, at jeg kendte hende, og så tænkte jeg, at hun nok også ville høre min historie. Du ved, det der, når man møder en kendt, og lige skal ‘overshare’ lidt. Men hun var bare så sød og ville gerne snakke om de her ting”

Det er netop sådan, jeg og andre på SEIN oplever Fria. Som en lyttende veninde, du har lyst til at betro dig til og spejle dig i. Men samtidig med den blide autoritet, der gør, at der bliver lyttet, når hun sætter sig igennem. 

Frias barndom og tidlige ungdom kan lyde som en overflod af aktivitet og ren kulturel stimuli. Men det er ikke det fulde billede. Som 16-årig begynder hun på musikefterskolen i Mellerup. Kort tid inde i efterskoleopholdet krakelerer Frias egen forestilling om, at hun må klare alt. Hun er blevet syg.

“På efterskolen får jeg det ægte dårligt. Jeg får tinnitus, jeg får stress, jeg er pisse ked af det og synes bare, det er helt vildt vanskeligt. Hvordan skal man indgå i et efterskoleophold, når man ikke er ligesom alle de andre? Fordi alle de andre bare er glade og fjoller rundt, vil helst ligge i store bunker, og jeg vil bare gerne have nogle mennesker at snakke med, være en del af et fællesskab, og så vil jeg sove. Jeg er simpelthen SÅ udmattet. Jeg er så fucking træt. Tiden op til starten på efterskolen har været hård, så jeg ender med at blive sygemeldt hos lægen.”

Frias mistrivsel udvikler sig, og hun får til sidst angstanfald af at sidde i spisesalen med de andre.

Jeg bliver nødt til hele tiden at mærke mine egne grænser og hele tiden sætte mange ord på det. Og jeg føler, at der ikke er nogen, der fatter det. Der er jo nærmest ikke nogen, der har taget stilling til dem selv, når man er så ung. Men hvordan skulle jeg også kræve det af dem? De var jo også bare 16 år og havde sikkert også en masse at bakse med, som jeg ikke havde overskud til at lægge mærke til. Men det er helt vildt svært at snakke med folk om de her ting, og mine nye venner på efterskolen, de er også meget sådan… altså de synes, jeg er så voksen, så moden, fordi jeg begynder at lære at sætte ord på hvordan, jeg har det”

Fordi du bliver nødt til at udvikle et sprog, som de ikke har?

“Præcis. Og det adskiller os endnu mere, end jeg allerede føler, jeg er adskilt fra dem. Det er bare mega vanskeligt, fordi jeg jo også bare ikke vil tænke på noget og løbe rundt og lave natterend, men jeg kan bare ikke.”

På en sejlads rundt i Caribien med sin familie er det som om, nogle ting falder på plads for Fria. Efter sit efterskoleophold genbesøger hun noget af det, som tidligere havde givet hende en følelse af at være god. Det at være sammen om at skabe noget, i fællesskab at gå fra en løs idé til et færdigt produkt eller projekt, var med til at kroppen kunne deale med sygdommen. På et forløb hos F16, en kreativ skole, møder Fria andre, som har haft det meget værre end hende selv. Hun føler sig på ny mødt og forstået og får blod på tanden for at skabe. I løbet af de næste tre år er hun både omkring et kulturentreprenør-forløb, projektledelseskurser hos Frontløberne og Dansk Live, podcasttilrettelæggelse hos GirlTalk og en Steiner HF. Her er Fria for alvor blevet feministisk aktivist. Hun skriver en bog og holder workshops om emnet og laver to normkritiske spil. Samtidig begynder hun at arbejde med ungdomspolitik i både elevråd og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

Kort tid efter studentertiden i sommeren ‘21 gør Fria en opdagelse, der er grunden til, at vi sidder her ved mit spisebord og taler. SEIN søger nye folk og NU skal det være. Hun søger jobbet som chefredaktør, er til to samtaler, men ender med ikke at få stillingen. Til gengæld bliver hun redaktionschef. Hun vokser i rollen og bliver også min chef, da jeg starter på SEIN lidt over et halvt år efter hende. Den daværende chefredaktør, Mathias, stopper i juni 2022, og Fria søger og får stillingen.

Egentlig er vi blevet enige om, at vi skal holde en pause, gå en tur og hverken tale om magasinet eller os selv, men da Fria nævner ordet aktivisme, finder jeg alligevel min mobil frem igen.

Det er nemlig et ord, der går igen, når Fria fortæller. Både om sig selv og om hvorfor SEIN er vigtigt. Det gør det blandt andet, fordi SEIN er aktivistisk i sin grundform. Jeg spørger, om hun kan sætte flere ord på netop det aspekt.

“Det er blevet et buzzword at ungeinddrage, men der er ikke særligt mange med den reelle magt, der rent faktisk vil handle på det vi siger. De inviterer os ind, vi sidder i panelet og de lytter, men det er som om, de ikke rigtigt hører efter. For det første bliver de overraskede over, at vi faktisk har noget at sige, at vi godt kan formulere os, at vi har gjort os nogle tanker om forskellige problematikker, men de vil ikke give os den magt, de “lokkede” os med. Og så kommer vi jo aldrig videre. I den sammenhæng er SEIN bare så vigtigt. På en måde hacker vi det system og bruger vores egen platform til råbe op om de strukturer, der marginaliserer ungdommen. Det er på den måde, SEIN er aktivistisk.” 

Vi skynder os at købe noget at spise, kommer tilbage til lejligheden og sætter os igen ved bordet.

Aktivismen ligger bare i vores DNA og i alt det, SEIN gør. Det er aktivistisk at skrive om sine følelser, det er aktivistisk at kæmpe for ungdommen, og det er aktivistisk at have en ambition om, at alle unge skal have et sted, hvor de kan komme ud med deres tanker og følelser”.

Når Fria er virkelig engageret i noget, kan hendes talestrøm blive uendelig, og byder jeg ikke selv ind, gør hun det gerne for mig. Ikke for at negligere mig, men fordi hendes drive er så stort, og det er tydeligt at mærke, at hun brænder for at tale ungdommens sag. Jeg drister mig alligevel til at afbryde hende. Der skal kun et hurtigt kig på SEINs hjemmeside til at opdage, at repræsentationen på redaktionen ikke er enorm. De fleste er piger og fra de store byer. Få er drenge og endnu færre er fra en etnisk minoritet. Siden Fria blev chefredaktør i juni i år, er diversiteten blevet større. I redaktørgruppen er kønsfordelingen i dag for eksempel næsten 50-50, og det er en mærkesag, at flere skal have kendskab til og kunne spejle sig i fællesskabet på SEIN.

“Den indsats står på flere ben, kan man sige. En af mine vigtigste opgaver som chefredaktør er at skabe en større plads i mediebilledet til SEIN. Vi skal være mere tydelige, blande os i debatten og kræve den plads, som det er helt naturligt, at vi skal have. For nylig har vi f.eks. været repræsenteret til et seminar på DR om fremtidens digitale værtskab og på en workshop med Nye Medier hos Google. De ting er enormt vigtige for både at lære, men også sætte SEIN på kortet. Både hos magthaverne, men også bare hos andre unge, som skal blive opmærksomme på, at SEIN eksisterer. Udover det, er noget af det vigtigste, at repræsentationen og diversiteten på redaktionen skal være større. På alle måder. Køn, alder, seksualitet, klasse, hudfarve, religion. Det er jo en af SEINs helt store styrker – at vi kommunikerer i øjenhøjde. Så ved at højne diversiteten på redaktionen kan vi forhåbentlig også gøre det hos vores læsere. Det er et ansvar, vi har.”

Fria nævner samarbejder med organisationer som Rapolitics og Mino-ung som en vej mod en bedre etnisk diversitet på redaktionen. Men SEIN lider også under, at den strukturelle støtte mangler. Organisationen er frivilligt drevet, ingen får løn, og siden launch i 2017 er det ikke lykkedes at få mediestøtte. Et forsøg på at få fonde til at støtte projekter med bedre repræsentation mislykkedes også – ingen ville hjælpe projektet frem økonomisk. Alt det til trods arbejder Fria og resten af os på SEIN videre. Med alle de styrker, vi unge i fællesskab kan præsentere.

“Siden vi startede, er vi så hurtigt gået fra et nichemedie til at have en reel stemme. Vi kæmper store strukturelle kampe, vi favner så bredt, og vi er vokset så meget. Det skal vi fortsætte med. Det er vores fælles mission.”

Frias rejse ind på SEIN er et billede på, at her er plads til alle. På trods af ordblindhed, stress og tinnitus har hun fundet sin vej. For hun er meget mere end det. Hun er også godt lederskab og trygt venskab. Hun er en 21-årig, der lærer undervejs i processen, og hun er en af ungdommens stemmer. Hun er visionær, aktivistisk og benhård lobbyist. Alt sammen for at give endnu flere unge muligheden for at kunne spejle sig i andres tekster og kunst. Give endnu flere unge en platform at udtrykke sig på. Give endnu flere unge muligheden for bare at være. Sammen.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Bliv medlem af SEIN