“Vi kunne gøre alting på vores helt egen måde og så tage den derfra”

14. juni 2022

Sidste weekend i maj åbnede en gruppe unge for allerførste gang dørene til deres nye festival Gnist. Sara Skjershede Nielsen var med i frivilliggruppen bag festivalen ved fyrtårnet i Stevns. Beate mødte hende for at snakke om, hvordan det er at skabe for-unge-af-unge kulturarrangementer.

Området, som Gnist afholdes på, var først militærbase, så hjemstavn for en svensk kult, og nu er det festivalplads. Det har gjort det meget let at trække strøm til de forskellige telte, for ledningsbanerne var der allerede. Det fortæller Sara, mens hun viser os festivalområdet. Hun kører på løbehjul, fordi det er den hurtigste måde at komme rundt på. Militæret sørgede i sin tid for, at der løber en asfalteret vej i en cirkel rundt på pladsen. Langs vejen ligger telte med kunstinstallationer, lounge-områder, musikscene og biograf-garage. Den periodevise regn får det allerede meget grønne område til at virke endnu grønnere, og hvis man kan bruge ordet ‘frodig’ om dansk natur, så gælder det i hvert fald her. 

Katrine Trampedach og band åbnede scenen i cirkusteltet. Foto: Beate Elise Skakkebaek Lindegaard

Historien om Gnist er, at Marc Facchini blev hyret som projektleder af Kulturregion Storstrøm til at skabe et event for de unge i området. Han samlede en gruppe unge fra området, som mødtes for første gang i december måned. Gruppen havde derfor kun et halvt år til at stable arrangementet på benene. Et par måneder inde i processen udsendte de et skema, hvor unge kunstnere kunne søge om at spille/udstille på Gnist.

“Vi måtte bare kaste ansøgningsskemaet ud og se, hvad vi fik tilbage. Vi blev ret overvældede over, hvor mange der søgte. Der var 40 mennesker, der søgte om bare at komme at spille. Vi skulle kun bruge halvdelen, så det var ret stort for os. Det var den første yes-oplevelse. Men også det første virkelig svære at skulle sidde og vælge imellem. Hvem er lige pludseligt de bedste? Men det gav også mulighed for, at vi kunne prøve at kigge på nogle andre parametre også. Altså sørge for, at vi havde god repræsentation og diversitet både musikalsk, men også blandt de mennesker, der kom og spillede.”

Et led i at skabe en inkluderende festival var at have ukønnede toiletter på pladsen. Foto: Beate Elise Skakkebaek Lindegaard

Jeg spørger Sara mere ind til processen, og hvorvidt tanker om at forsøge at gøre op med negative strukturer i musik- og festivalbranchen fyldte meget.

“Vi var meget opmærksomme på, at vi havde noget (en idé), der var så ukonkret, så der var ligesom ikke nogen, der kunne komme og sige ‘det plejer at være sådan’, fordi vi kunne gøre alting helt på vores egen måde og så tage den derfra. […] Men det var også en anelse svært, når vi ikke havde prøvet det før, når det var første år. Vi kunne ikke vide, når vi sendte ansøgningsskemaet ud, om vi ville få ti ansøgninger fra præcis den samme slags mennesker. Og det er også det, der gjorde, at det var de mennesker, der søgte, og dem, der lavede indholdet, der rigtig meget lavede festivalen. Vi prøvede klart at tænke: Hvordan kan vi gøre det her til vores eget? Og hvordan kan man gøre det på en måde, så man kan skabe en festival, der er for alle?”

Det leder os videre til, hvad det er, Sara mener, kulturevents skabt af unge til unge kan: De forstår deres målgruppe bedre, og de tager deres publikum seriøst. Unge ved, hvad unge har brug for. Og selvom de frivillige i processen nogle gange “lige skulle tage store-pige bukserne på, når man skulle ringe til nogen og snakke som den voksne”, så var de fleste af de ‘voksne’ samarbejdspartnere meget positivt stemte og åbne over for projektet. Den gode stemning er da også tydelig på pladsen, hvor det lokale bryghus stolt præsenterer deres Gnist-øl, hvor politiet med positive miner inspicerer pladsen, og hvor de lokale beboere kommer for at se, hvad de unge mennesker har fået stablet på benene herude i deres smukke natur. 

Program for de to festivaldage. Foto: Beate Elise Skakkebaek Lindegaard

Ugen efter Gnist er slut, kommer Sara og jeg til at snakke om, hvorfor man gerne vil arbejde i kulturbranchen, når folk omkring én bliver ved med at sige, at det er hårdt og utilregneligt arbejde. Jeg spørger ind til, hvad der gav hende lyst til at være med til at lave Gnist.

“Jeg elsker at lave kulturarrangementer, og det er jeg bare blevet bekræftet i, efter jeg lavede festivalen. Jeg kan mærke, at jeg får et underligt drive, når jeg laver det. Jeg tror måske, jeg var på i 20 timer om dagen, og det var ikke, fordi jeg vågnede næste dag og var mega træt. Jeg var bare sådan: Ja! Op igen! Men det var også klart, fordi jeg selv kommer dernede fra. Og da jeg selv gik ud af 9. klasse var jeg rimelig overbevist om, at der aldrig skete noget fedt nede i mit område – Jeg kommer fra Rønnede. Og at jeg bare skulle til København og ind at feste løs, og at det var der, det hele skete, og at det var der, de fede mennesker var. Så jeg kunne virkelig mærke, at jeg følte, der manglede sådan et sted, hvor man kan komme som ung og vise det, man laver, og møde andre mennesker, der er på samme måde.”

Sara på festivalens første dag. Foto: Beate Elise Skakkebaek Lindegaard

Saras arbejde med Gnist står som et eksempel på, at selvom det er hårdt at forsøge sig i kulturbranchen, kan det også være givende. Og måske er døren ind til branchen ikke så lukket, som man kunne tro. Gruppen bag Gnist oplevede i hvert fald velvilje og interesse, når de rakte ud til samarbejdspartnere og etablerede institutioner. De ved endnu ikke, om de får midler til at gentage Gnist de næste par år, men hvis de gør, kommer der til at ske en overlevering af ansvar med det formål, at frivilliggruppen til sidst kommer til at være fuldstændigt selvkørende. Så håber de bare på, at der er nok unge i området, der har lyst til at engagere sig og bære projektet videre.

Alle skiltene på pladsen var håndmalede af de frivillige. Foto: Beate Elise Skakkebaek Lindegaard

Til sidst vil Sara gerne give et skud ud til Jens, der er forpagter på Stevns fyrtårn, vagtfirmaet SOS Crew, der skabte sikkerhed på en omsorgsfuld og rolig måde på pladsen, projektleder Marc og alle de andre frivillige, der har arbejdet lige så hårdt som hun for at få Gnist til at lykkes samt de kunstnere, der bidrog til festivalen.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her