’Vildskabet’: Hvad det egentlig er, vi forsøger at bevare

For mig skaber det at køre i bus sammen et helt særligt rum. Der er noget over busturen, måske motorstøjen, bevidstheden om midlertidigheden eller det klaustrofobiske i at være fanget på så få kvadratmeter i en bestemt mængde tid, der bare opfordrer til gode samtaler.

Og det var netop en sådan bussamtale, jeg havde med Anne-Esme på vej hjem fra en forelæsning ude på Moesgaard Campus, hvor vi begge studerer antropologi.

Jeg fandt ud af, at Anne-Esme netop havde udgivet børnebogen ’Vildskabet’. Samtidig fandt jeg ud af, at det for Anne-Esme var så meget større end en børnebog, men også handlede om en form for omsorgsfuld aktivisme, at ændre på vores snævre forståelse af naturen og åbne vores øjne for, hvor vigtig vild natur er.

Og når en halv times bustur bare kradser i overfladen af de problemstillinger, elsker jeg efterfølgende at være i stand til at spørge: ”Må jeg interviewe dig til SEIN?”

En uge senere sidder jeg i Anne-Esmes køkken og spiser en af de hjemmebagte boller, hun lige har taget ud af ovnen. Samtidig har jeg på den sædvanligvis lidt kunstige måde officielt tændt optageren.

Så vil du ikke starte med at fortælle mig lidt om, hvordan ideen opstod?

”Jo, jeg var faktisk i Indien og boede i en landsby, hvor man stadig boede i naturen, med naturen, og hvor mennesket var underlagt naturen. Og det fik mig til at tænke lidt over, hvorfor vi er så afgrænset fra naturen herhjemme,” begynder Anne-Esme.

”Jeg startede efterfølgende på en højskole, på Gro-linjen, hvor vi blandt andet var på sanketure. Vi blev introduceret til alle de her forskellige planter, og jeg havde en oplevelse af, at “Gud, hvorfor vidste jeg ikke, at det her var en morgenfrue?”

Jeg havde selvfølgelig registreret planten, men uden at vide, hvad det var. For fuck, planter er seje, så hvorfor var der ikke nogen, der havde lært mig om alt det her?”

Hun slår ud med hænderne, ud mod sit køkken og måske lige så meget mod alt det, der vokser et sted uden for køkkenvinduet.

”Og hvordan kan det være, at jeg er 23 år, før jeg har lært de her planter at kende? Det føles grundlæggende forkert, at det ikke er noget, som jeg har prioriteret – eller der er blevet prioritet for mig. Både i min barndom, men også bare generelt, ville jeg gerne have, at det ikke bare skulle være en eller anden sanke-trend. Det var noget, jeg reelt gerne ville implementere i mit liv.”

“Og nu havde jeg det her springbræt fra højskolen, der gjorde det tilgængeligt,” fortsætter hun smilende.

Jeg tager en tøvende slurk af min kaffe, inden jeg er klar med det næste spørgsmål.

Nu, hvor du så havde identificeret den her kæmpe problemstilling – hvordan gik du så fra det til at finde ud af, hvad du havde lyst til at gøre ved det?

”Jeg følte mig helt klart også lidt handlingslammet. For vi har snakket så meget om biodiversitetskrisen, men det er bare blevet til et nyt ord, vi har adopteret. Alle vidste, hvad det var, men jeg kender jo ikke den diversitet, vi egentlig skal bevare”.

“Jeg er en af de eneste i min vennegruppe, der ved bare lidt om planter. Og sådan er der jo mange, der har det. Så jeg vil gerne være med til at gøre det tydeligt, hvad det egentligt er, vi forsøger at bevare.”
 
Anne-Esme lader ordene hænge lidt i luften, mens jeg allerede sidder og tænker, at jeg måske har fundet det citat, der skal være artiklens overskrift.

”Planterne ender med at blive et grønt baggrundstæppe, hvor vi ikke værdsætter dem. Og det er jo fordi vi ikke kender dem. For da jeg lærte nogle planter teoretisk at kende gennem en bog, inden jeg så dem, så føles det jo nærmest som at møde en celebrity, da jeg så endelig så en hyrdetaske ude i virkeligheden.”

Hvorfor valgte du så lige netop en børnebog som måden at udbrede det her kendskab til planter?

”Jeg blev lidt skræmt af de store, støvede botaniske bøger. Så arbejdede jeg i en børnehave og indså hurtigt, at børn er dem, der er mest interesserede i naturen. Det er dem, der kan være sådan “Oh my god, det er en skolepender og en bænkebider, se lige, hvor stor den er!”.

“Det er dem, der vil få mest glæde ud af naturen. Jeg gik selv i en naturbørnehave og husker det som den bedste tid i mit liv,” svarer hun med et smil, der kan måle sig med en 5-årigs.

”Men der var ikke nogen, der lærte mig om planterne. Der var det insekterne, der var stjernerne. Jeg var selv meget glad for skøjteløberen. Men jeg fandt ud af, at jeg ikke skal overbevise dem om noget, for de er allerede naturinteresserede.

Det er også rart, at det gerne må være fjollet. Det er også den måde, jeg selv lærer på – ting behøver ikke nødvendigvis give mening, det skal bare være noget, som man kan huske. Så det var meget naturligt for mig at skrive til dem. Og skrive til mit indre barn.”

Hun har allerede vist mig flere af sine digte, inspireret af Halfdan Rasmussens børnerim. Jeg havde for eksempel aldrig tænkt over det ironiske i, at den beroligende lavendel i virkeligheden hedder lav-en-del, før Anne-Esmes digt skar det ud i pap for mig – og nu er jeg sikker på, at jeg aldrig glemmer det.

Og hvad er så dit håb, at andre tager med fra bogen?

”Vi ved, hvad der er i en Big Mac, men vi kender ikke vores planter. Der er et eller andet helt skævt her, og det handler nærmest også lidt om uddannelsen.”

“Der er bare et hul i børnelitteraturen. Jeg kunne faktisk se, at der er lavet rigtig mange børnebøger, hvor planterne er der. Men igen, de er baggrunden, og ikke hovedpersonerne. Hovedplanterne.” Anne-Esme griner over sit eget ord, inden hun fortsætter:

”For så er litteraturen jo nærmest med til at bekræfte planternes sekundære rolle i samfundet, samtidig med at det også er det smukke ved litteratur. Man kan skabe sit eget narrativ og gøre planterne til heltene.”

“Jeg er ikke sådan én, der tyr til at skrive et læserbrev, og har den der meget hårde retorik omkring biodiversitetskrisen. Jeg tror mere på, at der er noget kærlighed og empati, der skal genopvækkes.”

Og nu føler jeg netop, at vi er ved at nærme os kernen af Anne-Esmes måde at bedrive aktivisme på, så jeg forsøger forsigtigt at spørge videre:

Hvordan ser du så balancen mellem de her kæmpestore problemer og så dine handlinger som forfatter og bare som enkeltperson?

”Her tror jeg, at man ikke skal undervurdere sin egen rolle i verden. Vi har jo lige på studiet haft om alt det her med struktur og agens, og det her spørgsmål om hvorvidt det er samfundet, der skaber individet eller individet der skaber samfundet.”

Vi griner begge to ved tanken om de lidt for mange sider af Bourdieu, praksisteori og strukturfunktionalisme, som vi lige har været igennem.

”Jeg køber nok ind på, at det faktisk er samfundet, der indretter sig efter individets behov. Så hvis vi siger, at vi vil have de her planter i vores liv, have jord under vores fødder, have kendskab til biodiversiteten, så kræver vi dens ret i samfundet.”

“Det kræver jo også, at der er nogle individer, der faktisk har et behov for det. Og så skal der bare være nok individer, der kræver det.” Hun tager en dyb indånding.

”For det er jo helt fundamentalt i os. Hvorfor er det, at vi adskiller os fra vores livskilde, det, der giver os ilt? Det er derfor, man ser den her sanke-trend. Jeg tror virkelig, at den er kommet for at blive, fordi der er så mange mennesker, der finder stor værdi i at gå ud at samle hyben eller svampe, eller hvad det nu er.”

“Det er en måde at komme i kontakt med noget instinkt. Det er noget, vi altid har gjort. Så vi skal som individer mærke vores behov og så agere ud fra det.”

Det er jo faktisk også lidt apropos en anden tekst, vi har læst på studiet, om hvordan det måske i virkeligheden er den her meget omsorgsfulde handling at samle mad til sin familie, der har været drivkraften i menneskets udvikling. I stedet for det at jage, som man ellers har troet.

”Lige præcis. Og det var også derfor jeg var så glad for at høre om et her koncept omsorgsfuld aktivisme. Fordi for mig er det at gå ud og sanke, eller lave en workshop om, hvordan man laver hyldeblomstsaft eller ja, det at skrive en børnebog. Det er også aktivisme.”

Og med de meget klare ord slukker jeg optageren.  

Lidt over en uge senere er jeg dog tilbage i Anne-Esmes univers af vilde planter. Gennem Danmarks Naturfredningsforenings ungdomsbevægelse FLOR afholder hun nemlig en workshop om planteblindhed – det, at vi bliver blinde for planterne i vores omgivelser.

Efter et oplæg, hvor hun introducerer os til otte forskellige planter, skal vi selv sidde og prøve at tegne planterne. Samtidig sidder vi og drikker urtete, snakker om vores yndlings blomster og hvorfor vi dog nogensinde holdt op med at tegne som børn.

Og efter at have siddet og brugt halvanden time på at fordybe mig i at tegne en morgenfrue, vælge de rigtige orange nuancer til bladene, ved jeg, at jeg fra nu af altid vil være opmærksom på det, når jeg ser, en morgenfrue vokse op. Og jeg elsker tanken om, at den opmærksomhed i sig selv kan bidrage til større biodiversitet og en bedre verden. 

Tekst og foto: Laura Rye Bislev
Illustrationer: Anne-Esme Kierby Petersen. Følg på Instagram her