Kibbutz – at komme tilbage

27. juni 2018

Kort efter sin studentereksamen tog Linnea væk fra Danmark. Væk fra svære familieforhold. Væk fra skuffelser. Væk fra kulde og ondt i hjertet. Hun tog til Israel for at bo i et frivilligt kollektivt samfund, en kibbutz, og trimme mandarintræer.

I dette sidste afsnit kommer hun hjem til København, hvor hun spiser tebirkes og prøver at finde fodfæste i ikke at være alene. Om at dufte til sin mor og sidde på køkkenbordet igen.

Illustration af Thit Thyrring

Historien er en fortsættelse på første, andet, tredje, fjerde, femte, sjette, syvende, ottende og niende afsnit.

Min mor stod i lufthavnen med søvnige øjne, da jeg anspændt listede ud af udgangen med min store rygsæk på ryggen, den mindre på maven og et par plastikposer på armene. Mor. Hun duftede af eau de parfum-versionen af Narciso Rodrigues og Malboro Gold og havde den koksgrå vinterjakke på, jeg syntes klædte hende så godt. Vi kørte fra Amager gennem København på vejen hjem. Gennem Christianshavn, forbi glyptoteket, langs Søerne. København var isnende kold og forladt i gaderne, men smuk, som jeg kendte byen, med lys fra panelvinduer, der spejlede sig ned i havnen, på Søerne og i vandpytterne. Pralende og ydmygt på én og samme tid.

Som det første, efter at have lagt de tasker jeg havde båret rundt på i månedsvis, smed jeg rugbrød i brødristeren og smilte af den bekendte summen, den gav fra sig. Derfra nød jeg to ostemadder og en tebirkes i køkkenet, mens min mor og jeg sad på køkkenbordet overfor hinanden og hviskede. Jeg havde siddet på det her køkkenbord så mange gange før. Overfor min mor, der sad på skamlen og røg ud ad vinduet. Her havde min mor og jeg talt efter kærestesorger. Både hendes og mine. Om hendes ungdom, og om min. Om hendes drømme, og om mine.

Jeg havde i Israel skemalagt mine uger efter min hjemkomst. Der var så meget, jeg skulle følge op på, så meget, jeg skulle fortælle, så mange ting, jeg ville høre om. Efter lykkeruset af at være hjemme igen havde lagt sig, ramte skemaet mig som en knyttet hånd i maven. De samme ansigter, den samme samtale, det samme. Det virkede hånende, at jeg følte en så stor ændring for at opdage, at alt var det samme. Som at blive afbrudt i en samtale. Det var svært hverken at have moduler at vågne op til eller et job at møde ind til. Det var svært at skændes med min familie igen efter det savn, der hurtigt blev glemt. Det var svært at være tilbage.

Jeg tror ikke, at det var, fordi de ikke ville lytte, og jeg forstod det egentlig godt – de havde bare ikke selv været der.

Det første folk derhjemme kommenterede var mit pandehår. Jeg havde været i Israel i 4,5 måned. Jeg havde lært folk at kende fra 4 forskellige verdensdele, arbejdet med landbrug, indtrængt millitærbasen ved Libanon og pendlet rundt i landet alene, og det første folk kommenterede var mit pandehår. Jeg lagde ikke noget i det, men lagde bare mærke til at det var, hvad samtalen lagde ud med. Derefter spurgte de mig om, hvordan min tur havde været, og jeg ante egentlig ikke, hvordan jeg skulle svare på det spørgsmål. Det var et så kort spørgsmål med et så langt svar. Det havde været så mange ting, fuldstændig fantastisk og hårdt og godt og ensomt og berigende og smukt og grimt. Hvilket ord skulle jeg vælge? Hver gang jeg gjorde et forsøg på at forklare om min tur, begyndte folks øjne at flakke indenfor de første par minutter. Jeg tror ikke, at det var, fordi de ikke ville lytte, og jeg forstod det egentlig godt – de havde bare ikke selv været der. De var der ikke til at opleve Sonyas måde at være på, så historien mistede betydning. De lærte ikke Avi at kende, så pointen gik tabt. De boede ikke med Yalle, så beskrivelsen var flad. De var der jo bare ikke, og ligegyldigt hvor meget jeg kunne gøre et forsøg på at fortælle og forklare min tur til andre, så fik de ikke det samme ud af det, som jeg havde gjort. Det udmattede mig hurtigt at føle at mine historier var ligegyldige og at genkende den samme overfladiske opsummering, når de af pli skulle have forklaret, hvad jeg havde lavet i min sabbatår. Jeg gik hen og følte, at den glæde, jeg forklarede med, blev monoton. At den blev til at få hovedpine over.

Jeg har bidt mærke i noget, siden jeg kom hjem. Folk synes, at det var modigt, at jeg valgte at rejse alene. Jeg valgte ikke rigtig selv at rejse alene. Det var bare lidt sådan, det var. Mange havde allerede planer om en at rejse med én, og så hurtig var jeg ikke, men jeg ville afsted, og mit eget selskab følger jo med dertil automatisk. Det føltes ikke modigt. Jeg tror, at man skal have en angst, før noget er modigt, og jeg tænkte i bund og grund bare ikke over det. Jeg tog ét skidt ad gangen. Det føltes hårdere at være hjemme end at rejse, så hvis det havde handlet om mod, så var jeg blevet hjemme og havde taget mig af mine problemer. Så havde jeg ryddet op i rodet med min far, måske sagt undskyld for nogle af de ting, jeg stadig kan have dårlig smag i munden over, fundet hoved og hale i tingene foran mig. Jeg sprang måske ud i det, da jeg satte mig alene på flyet mod uvante rammer, men jeg gemte mig også for alt muligt andet derovre.

Jeg fik lov til at fortælle det hele.

Når jeg tænker over det, tænker jeg, at der er måske noget meget fint ved, at de måneder var mine alene. At min oplevelse af dem er kuet så langt inde i mig, at det kun kommer ud, når jeg vælger at lægge ordene til det. En måned efter jeg landede i kulden, fik jeg lov til at fortælle historier på SEIN. Denne historie. Jeg slap for de flade tillægsord, det nikkende udtryk og det forsømmelige svar. Jeg fik lov til at fortælle det hele. Det mere ulykkelige og lykken. Om det mere eller mindre ligegyldige og det helt store. Det onde, jeg har tænkt og det som har gjort ondt. Om fejl, mangler, fornemmelser og en kærlighed, der virkelig kom bag på mig.

I dag har min mor og jeg en ny tradition, mens vi sidder på køkkenbordet. Jeg læser mine kibbutz-tekster højt for hende, inden jeg sender dem til min redaktør. Og når solen så engang imellem rammer mit ansigt gennem tykke danske skyer, så lukker jeg mine øjne i og får den samme lune følelse, som da jeg stod med bare tæer foran ørkenen.

Hvad tænker du?

  1. Nanna siger:

    Tusind tak for at dele din historie, Linnea. Det har været en fornøjelse at følge med!

    1. Anonym siger:

      Tak søde Nanna! Det er virkelig mig, der takker<3

  2. Michael F. siger:

    Sikke en rejse, og sikke et (godt) sprog! Tak for at have været med hele vejen. Som Nanna skriver, har det været en fornøjelse.

    1. Anonym siger:

      Mange gange selv tak, Michael!

  3. Emily siger:

    Det har været så fantastisk at læse. Jeg har fældet en tåre indimellem, fordi jeg kender nogle af de følelser du har skrevet om. Det at være alene et fremmed sted. Det når stedet ikke længere er fremmed, men pludselig mere som hjem end noget andet sted. Det at komme hjem, men hvor det ikke længere føles som hjem. Tak!

    1. Anonym siger:

      Hvor er jeg dog bare overlykkelig for at du har forstået min tekst så godt! Og for at du har levet dig med ind i historien. Tusind tak, Emily!

  4. Anna siger:

    Tusind, tusind tak for fortællingen. Du beskriver alting så klart og smukt, jeg føler næsten at jeg selv kan dufte Israel, når jeg læser dine tekster!

    1. Anonym siger:

      Det gør mig simpelthen så enormt glad!! Tak for at fortælle mig det!

  5. Marie siger:

    Tak for dine ikke-flade tillægsord, det har været så fantastisk at følge med

    1. Anonym siger:

      Selv hundrede gange tak<3

  6. Yalle siger:

    Linnea … morgen brisen i ørkenen er nu blid med lidt ‘kølig’luft omkring sig- senser solen langsomt ‘over there’ bag bjergene – erindrer din lille krop med blonde lokker sidde i hjørne stolen og kikke ud over udsigten..mens du ville læse og høre dine ‘stories’..
    Jeg sidder her fra kl 5:45 am herude og nyder af læse hvert et ord – sætning- beskrivelse & følelse du nu har delt i alle dine afsnit om dit ophold hernede ‘hos os’i Israel & på dit kibbutz ophold! Jeg blir på en gang både varm i mit hjerte & stolt over at vi havde den mulighed for at være din’Høne familie’i hele den periode ( og fremover when ever u need) Dine evner og det at du formår at kravle HELT ind i de inderste hjertekar hos den du connecter med — hrrmm det kræver ‘et & andet’( Niller).. haha ikke af glemme vores intern film replikker jokes . Du ER ONE of a kind kid !! Du må en dag i dit liv åbne et ‘Linnea bibliotek ‘All books written by L.L.B
    Kys & tanker fra mig – Yalle

    1. Anonym siger:

      Årha, Hønemor

  7. Gitte siger:

    Super læsning Linea fortsæt endelig med at skrive
    Du skriver meget levende og inspirerende
    Good kick. ☀️?❤️

    1. Anonym siger:

      Tak skal du have, Gitte!

  8. Lotta siger:

    Waow Linnea! Jeg har smilt og grint og grædt og alt i alt, helt igennem nydt at følge din historie. Tak for dine fine ord, som blev til billeder og tak for at fortælle os det hele!
    Din ærlige måde at skrive på, har inspireret mig på flere måder og været gribende, fordi du sætter ord på tanker, som er meget relaterbare.
    Jeg håber jeg hører mere til dine skriverier i fremtiden. Klem fra Lotta

    1. Anonym siger:

      Hej Lotta, tak for de fine ord! Er enormt beæret over, at mine historier har rørt dig så meget. Jeg lover at skrive en masse mere – kram tilbage til dig!

  9. Anna siger:

    Kære Linnea
    Det har været så fint at følge med i din historie. Du skriver så smukt og levende. Det giver mig lyst til at rejse til Israel bare for at opleve de omgivelser du beskriver. Tak for fortællingen!

    1. Anonym siger:

      Hej Anna, jeg er så taknemmelig for, at du har fulgt med. Virkelig bare vildt at høre, hvordan historien modtages. Så selv TAK hundredevis af gange, og tak for beskeden!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her