Work Bitch: et interview med Niels Erling

08. februar 2022

Et nyt år. Nye begyndelser.

Vi kender allesammen princippet bag nytårsfortsæt, vi har drømme, og så ønsker vi at nå dem inden årets udgang.

Det er nøjagtigt, hvad teaterstykket Work Bitch drejer sig om, at have drømme.

At sigte efter noget stort, og turde bryde fri af sine egne tunge kæder af tvivl og håbløshed.

Visuelt af Emma Paustian Gaihede

”Jeg håber sådan, at denne forestilling kan blive et meget sårbart rum, hvor man kan mødes og tale om de ting, der gør ondt i livet og sammen kan drømme en fremtid frem, der giver os håb. Det er det, jeg håber, teateret skal være, og det håber jeg, at det her er, samtidigt med at jeg håber, at det er sjovt og vildt og bizart og alt muligt oveni. ”

Nyt år og nye begyndelser.

Det er januar måned, og luften er kold. Jeg står og venter på at blive lukket ind på teater Sort/Hvid i Kødbyen. Om en halv time skal jeg interviewe instruktøren Niels Erling bag teaterstykket Work Bitch, og der er under en uge til premieren. Weekenden står på gennemspilninger, lys- og lydtjek, og jeg kommer midt i det hele.

Jeg står med hans assistent i røret, som forsøger at kommunikere rundt over beskeder til crew’et, at jeg skal lukkes ind. Midt i vores samtale åbner Niels brat den store metaldør til teatrets baglokale op, og foran mig står en farverig, sprudlende og karismatisk mand. Jeg får ikke et ord indført, før han byder mig velkommen, og jeg må, imens jeg hilser på ham, forsøge at lægge venligt på med hans assistent i telefonen. Gennemspilningen var trukket ud, så han beklager kaosset og beder mig om at vente et øjeblik. Jeg laver en billig joke om, at det er bedre at vente bag scenen end udenfor i kulden, og står nu alene tilbage blandt ledninger, en vaskemaskine og nogle kaffekopper.

Der går selvfølgelig ikke længe, før han kommer tilbage og spørger, om jeg vil interviewe ham i foyeren. Jeg siger bare ja, for jeg har aldrig været på Sort/Hvid før – og det er nok alligevel bedre at sidde i en foyer end i et baglokale, tænker jeg. På vej derhen går vi gennem den sal, de lavede gennemspilning i, og så snart vi går ind i lokalet, er det som at træde ind i en anden verden. Vi bliver overfuset af musik, stærke farver, røg, grinende skuespillere og andet teaterpersonale, og da døren lukker bag os, er der helt stille og tomt. Jeg forestiller mig, at det var sådan Alice havde det, da kun kom tilbage gennem kaninhullet til England fra Eventyrland.

Vi står i et stort rummeligt lokale med glasdøre og en lille bar. Det er mit første interview, jeg nogensinde skal lave med en person ansigt til ansigt, og jeg er en smule nervøs. Et bordbænkesæt står lidt længere fremme, og før jeg ved af det, er jeg blevet tilbudt et glas vand, og vi er gået i gang.

”Hvis du skulle beskrive forestillingen med tre ord, hvad ville de så være?”

Okay øhm, Selvhad, sårbarhed og Britney

Vi smiler begge to. Britney er en god ice-breaker.

“Hvad er jeres præmis for denne her forestilling?”

Vi tager udgangspunkt i Free-Britney sagen, og så står der fire mennesker på scenen, som er helt fyldt op af den, fordi de selv har et ønske om at blive befriet – men i modsætning til Britney, hvor man kan sige, at der er en klar fjende, det er hendes far, det er ham, der har holdt hende fanget, så står de her fire mennesker med en lidt mere diffus oplevelse af, hvem fjenden er. Fordi de går rundt med en klar følelse af, at noget er forkert, men det er svært at pege på præcis, hvad det er, der føles galt. Så det begynder de at undersøge og finde ud af, hvad det er, der er galt med den måde, vi lever på.

Den handler rigtig meget om at have angst, og den handler om at ønske, at verden så anderledes ud, men samtidig også om det paradoks der ligger i, at man selv er med til at være skyldig i, hvordan verden ser ud. Den blindgyde er, hvad denne her forestilling handler om.

”Det lyder lidt som manglende øvelse, man ikke får med i at kigge indad og tro på, at man kan ændre noget, måske at mangle noget selvtillid?”

Ja, håbløshed og afmagt. Den der følelse af: hvad fuck kan jeg gøre, det er jo ligemeget, hvad jeg gør, så bliver det jo ved med at være forkert. Og så handler den selvfølgelig også om, vil jeg sige, at den er et spinkelt forsøg på at skabe håb midt i alt det her, et spinkelt forsøg på at sige; måske er der en vej ud, fordi det de bliver ved med at minde hinanden om er, at hvis Britney kan blive befriet, så kan vi måske også.

Inden jeg mødte op til interviewet, havde jeg selvfølgelig researchet lidt på forestillingen, og beskrivelsen bugnede af store og mærkbare ord og følelser som underkastelse, oprørssang, frisættelse, rastløshed, angst og længsel, hvor en del af det beskrev en befrielse af ’os’. Men hvem menes der med ’os’? Det fik jeg en mulighed for at spørge om nu.

”Hvad mener du, I skal befries fra, hvem er I – er det vores generation, eller er det teaterbranchen?”

Det er os alle sammen – det er jo alle dem, der måtte føle sig set af det her. Teater er jo på den måde også et spinkelt forsøg på ude i verden at sige, jeg har det sådan her, er der nogen, der kender det? Så er du velkommen her, og det er jo en befrielse fra konkurrencementalitet, fra at føle sig utilstrækkelig i alle mulige sammenhænge: parforholdet, sexliv, venskaber, man kan måske ikke engang finde ud af at sove eller at være noget for sine venner, giver det mening?

Det gav vildt meget mening. Selvfølgelig kunne jeg kende mig selv i gerne at være befriet fra alle usikkerheder, det er nok en af de største drømme i nyere tid, at leve autentisk.

Hvad er det du personligt vil sige med forestillingen?”

Jeg kan godt lide at tænke på teateret som et sted, hvor vi kan gå hen og tænke sammen. Jeg har jo selv oplevet alle de her følelser, det tror jeg, der er rigtig mange mennesker, der har, og jeg tror på at man skal, det kan jo lyde enormt banalt, men jeg tror, man skal snakke om det. I og med, at teater er det, jeg laver, og det er jo faktisk en ret klar henvendelsesform, hvor man får taletid foran ret mange mennesker, der kigger på det, nysgerrigt, og hvis ikke man skulle bringe de samme samtale emner ind, som man mener og synes er de allervigtigste at tal med mange mennesker om, så ved jeg ikke, hvad man skulle bruge teateret til. Så min hensigt er at sige, ”Hey er der nogen der kender det her, sådan her har jeg det, og kunne vi måske sammen begynde at drømme en drøm om at en anden verden er mulig.”

”Du har tidligere skrevet din debutbog om et sårbart og nært emne – ser du også emnerne i Work Bitch som nære og personlige, og er det en grund til, at du har valgt at være med til at skabe Work Bitch?”

Jeg synes man bliver nødt til at prøve at være ekstremt personlig i det, man laver. Jeg kan jo ikke regne ud, hvad der er relevant for en hel masse andre mennekser, det ville jo være, hvad kan man sige ’overstepping agtigt’, hvis jeg skulle fortælle dig, ”det her er vigtigst for dig” – og derfor forsøger jeg at tage udgangspunkt i, hvad der er vigtigst for mig de steder, hvor jeg kan mærke mest engagement, og så må man håbe på jo, at der er andre, der kan genkende det.

”Hvor er det så, du har mest engagement?”

Det hele startede med en følelse af at en anden verden måtte være mulig.

Det er, som om der er noget her, der er forkert. Det er, som om der er noget i den her måde, vi har indrettet vores verden på, der ikke føles rigtig.

Det kan ikke være rigtigt, at der er så mange mennesker, som bliver fattigere og fattigere, og rige, der bliver rigere og rigere. Det kan ikke være rigtigt, at pludselig så er der så mange unge i langt højere grad end for bare ti år siden, som oplever ensomhed og bliver angste for ikke at slå til. At venskaber bliver ødelagt, fordi vi alle sammen er blevet konkurrenter, fordi vi har ændret vores arbejdsmarked.

Den her manglende sikkerhed gør os allesammen til fjender. Jeg spejler mig i dig og tænker, ej det går meget bedre for dig, end det gør for mig, hvad gør jeg galt? Og jeg begynder at slå på mig selv og måske at hade dig, og vi burde jo i virkeligheden være solidariske. Så den der drøm om, at mennesker kan forbinde sig til hinanden og stå sammen med hinanden, den er bare så meget under pres fra den måde, vores samfund hænger sammen på.

Det hele startede med den der spirende fornemmelse af, at der er noget der er galt, og så har Ida og jeg over halvandet år arbejdet frem til: Hvad er det så, vi har lyst til at ændre? Hvad er det, vi føler os allermest låst af? Hvad er det for nogle forventninger – man kan sige, forestillingen bliver en samtale om, hvad der har værdi – er det arbejde, der har værdi, eller er det, at vi får et parforhold på den måde, som alle siger, man skal have et parforhold på, hvor vi tager et fælles banklån og kommer gennem en syvårskrise? Det er sådan nogen forventninger, som vi altid har sagt: Det er den måde, det er værdifuldt at leve dit liv på. I virkeligheden stiller den bare et rimelig spinkelt spørgsmål, som også er ret stort: Hvad nu hvis værdierne er forkerte? Hvad nu hvis vi skal begynde at tænke lidt forfra?

Det kan jo lyde enormt stort, men samtidigt er det jo enormt svært at snakke med folk om, at i virkeligheden kunne det være, livet skulle se helt anderledes ud.

”Har du følt dig begrænset i dit arbejde og følt dig fastlåst, nu vi snakker om free-britney”

Jeg føler mig altid begrænset i alle mulige henseender, men jeg laver teater, fordi jeg synes, det her på en eller anden måde er den klareste måde, jeg kan udtrykke mig på. Jeg ved ikke, om jeg tror, at der findes noget, der er noget, der er sandt i verden, men jeg synes faktisk, at man midt i den her kunstige situation kan sige noget allermest præcist. Man kan omsætte det til noget krop, der kan vise, hvordan den her afmagt ser ud, og jeg synes derigennem, det er meget mere muligt for mig at sige noget gennem denne her forestilling.

”Så de her værktøjer giver dig mulighed for at skabe et talerør – det er en arbejdsplads, hvor du bliver bekræftet?”

Det er her, jeg føler mig mest hjemme, hvor jeg føler, at min stemme bliver klarest.

Jeg synes, det er svært i det hele taget, i verden, at sige noget tydeligt. Teateret er for mig det mest præcise sted, jeg kan sige noget.

”Britney har jo følt sig begrænset i sit arbejde, er det noget du også har oplevet?”

Ja, og der tror jeg netop, at Britney-casen er nem, fordi der er en så tydelig fjende, hvor for mig er det jo alle mulige følelser inde i mig, der begrænser mig. Der er jo ikke nogen, der som sådan har fortalt mig, hvad jeg kan og ikke kan, det er meget mere mig selv, jeg skal kæmpe med, og de forventninger, jeg har til mit eget arbejde. Jeg er da min egen værste kritiker altså.  

Hvordan fik I ideen til forestillingen?

Altså vi, Ida og jeg, besluttede at vi skulle lave en forestilling, der skulle hedde Work Bitch, og den skulle handle om Britney, men det var først senere, at den handlede om os. I virkeligheden var jeg meget mere interesseret i at lave en forestilling, der handlede om hende,

”Altså Britney?”

Et smil går fra øre til øre og vi griner.

Ja, nej ikke om Ida. Vi havde en ide om, at det kunne være sjovt at lave en sci-fi fortælling, men der manglede et link til, hvorfor vi lavede det, ud over at vi syntes, det var grineren. Hvilket selvfølgelig også er en god grund. Der var noget, der trykkede i os, og efter et stykke tid, hvor vi havde snakket om, hvad vi syntes var svært i vores liv, tænkte vi, hvad nu hvis vi tager det, vi snakker om nu, ind?

Hvad nu hvis vi lader det kunne blive sagt i det her rum? I virkeligheden er teater jo bare et rum, hvor der kan stå nogle mennesker og sige nogle ting. Hvis der er et spor, der hedder Britney – nu hvis man blander det med nogle meget dybtfølte monologer om, hvad vi synes, der er sværest? Hvad kan de to ting sammen? – og pludselig gav det enormt god mening.

”Og de her monologer, de er med i forestillingen?”

Ja, forestillingen er nu de to ting ved siden af hinanden hele tiden. Og for os blev det nærmest som at være i en eller anden form for Britney-kirke. For det er lidt det samme, som hvis man er katolik, jeg er faktisk ikke religiøs, men hvis man er katolik, sætter man sig ind på skriftestolen og fortæller en præst alt det, man synes er sværest. Der er en ide om i mange religioner, at man skal bekende sine synder, og så vil de møde dig med: ”Jesus gjorde sådan her”.

”Jeg synes, det her er enormt svært i mit liv, men Britney hun kan gøre sådan her, og det gav en motor som kunne strukturere.”

”Hvorfor tror du, at identitet og karriere er så tæt knyttet for vores generation?”

Ja, det gad jeg godt svare på. Jeg tror, det handler om, at… da jeg voksede op, der fik vi alle sammen at vide, at vi kan blive lige, hvad vi har lyst til – fordi vi lever i et mega privilegeret land, vi kan bare vælge, og så bliver du det. Samtidigt, så kan man sige, at mine forældre de kom ud, og så fik de en fastansættelse, men så alle dem, jeg kender fra min egen generation og yngre, vi bliver ansat i projektansættelser, så er man ansat i en kort periode, og det betyder sådan, at jeg hele tiden er bange for ikke at have tryghed. Og det handler jo om, at hvis vi hele tiden får at vide, at arbejde det er så vigtigt, at vi kan blive lige det, vi har lyst til, så går man også ud fra, at vi har valgt det, vi skal lave, fordi det er det, vi allerhelst vil. Hvis ikke det lykkes at få et job, fordi arbejdsmarkedet ser ud, som det gør, hvad så med den identitet? Så lykkes du jo ikke med det, du allerhelst vil. Så det er både noget med, måske er det meget lækkert at have et job, der ikke er ens største drøm, kan jeg nogle gange tænke, hvad nu hvis ens største drøm var noget andet end bare det, man arbejder med?

Og samtidig er jeg vild med det, jeg laver, fordi jeg elsker det, jeg laver, og fordi det ikke føles som arbejde at være på arbejde. Men jeg tror, det er det, der hænger sammen, det er, at vi allesammen bliver fortalt, at der skal være passion i dit arbejde, og hvis man ligesom går ind på den præmis, så betyder det jo også, at hvis ikke du har et arbejde, så har du ikke passion i dit liv – og det er jo en mega wack præmis at lægge ned over folk

”Ja, det jeg tænker er måske, at man sætter et lighedstegn mellem sig selv, og det man laver – så hvis man er en, der bare har brug for at lave noget lidt banalt, fordi man hellere vil bruge sin fritid på alle mulige andre ting, så betyder alle de andre ting slet ikke noget – fordi det er en falsk passion, fordi det ikke er ens arbejde”

Ja. Vi er alle sammen fortællere. Hvis du spørger nogen, hvis du møder nogen, du ikke kender, så spørger man først hvad de hedder, og så hvad de laver – og hvis man spørger, hvem er du, så svarer de: Jeg er arkitekt, for eksempel. Det er et helt standardsvar, at man er sit arbejde.

Det er jo os selv, der har skabt det her system, jeg er jo med til at skabe det her system, hvis nogen spørger, hvem jeg er, så begynder jeg at tale om, hvad jeg laver, og på den måde opretholder jeg jo det system, jeg også bekæmper, og det er jo det, der også er sindssygt svært. For det svære er jo, at jeg kan ikke bare stille mig udenfor systemet, for jeg er enormt bange for at være alene, så det kræver, at man har folk med sig. Man er nødt til at have folk med, og jeg tror på en eller anden måde, så befinder vi os jo bare stadig i overtalelsesfasen. For mange er det fuldstændig abstrakt at skulle omlægge vores arbejdsmarked, men i virkeligheden er det jo ikke mange år siden, vi arbejdede seks dage om ugen, så det kan sagtens lade sig gøre, vi kan sagtens beslutte det, men det er, som om folk ligesom ikke kan forestille sig at forandringen skulle være mulige, og det er ligesom det, vi forsøger at snakke om med den her forestilling.

Hvad er frihed for dig?

Åha, det er jo et sindssygt svært spørgsmål, fordi jeg jo er fri, samtidigt med at jeg længes efter frihed. Jeg er jo fri. Jeg er jo mega privilegeret. Altså jeg ticker så mange bokse af, jeg er hvid, jeg har et arbejde, jeg er cis-kønnet, jeg er veluddannet, jeg tjener fint, jeg har taletid allemulige steder, så alt burde jo være godt for mig – og alligevel lever jeg jo med alle mulige forventninger og krav fra mig selv og mine ligesindede – og derfor er frihed enormt svært at snakke om, synes jeg, fordi det er et meget abstrakt begreb.

Alle de der ting som på et målbart plan burde give mig frihed, giver mig i virkeligheden ikke andet end en følelse af, at jeg ikke må være ked af det, fordi jeg burde være glad.

Så det er lidt ligesom at være fri fra præstationskultur?”

Ja, pøj til os med at blive det. Altså, vi bliver nødt til at tro på, at det kan lade sig gøre, at slippe ud af den her konkurrencementalitet, det bliver vi nødt til, ellers så er vi jo fucked.

Hvad tænker du, man kan gøre for at træde ud af den kapitalistiske mølle?

Hvis jeg kunne det, så ville jeg gøre det. Hvis jeg kunne omstyrte kapitalismen, så lover jeg, at det skulle jeg nok gøre. Så jeg tror ikke, vi kan gøre andet lige nu end at snakke. Jeg tror, vi bliver nødt til at være flere. Vi bliver nødt til at starte en samtale. Vi bliver nødt til, at jeg siger det til dig, du siger det dine venner, dine venner siger det videre, og de snakker med deres forældre og på et tidspunkt, så må vi være nok.

Men for mange mennesker, for langt de fleste, er det tydeligt, at… vi jo tydeligvis stadig er i overtalelsesfasen.  

Som instruktør forestiller vi os, at ens arbejde i høj grad er ens identitet, man bruger sin personlighed såvel som sine sociale evner på en arbejdsplads i høj intensitet, så hvordan forholder du dig personligt til denne anti-work bevægelse?

Langt spørgsmål, dobbeltsvar.

På den ene side ville jeg godt kunne frigøre mig fra alle de ting, vi allerede har snakket om, konkurrencementaliteten, angsten, præstationskulturen. Samtidigt så er kunst lige netop det mindst meningsløse at beskæftige sig med, fordi kunst i sig selv ikke er produktivt, kunst genererer ikke penge, jeg laver ting, som koster mange penge at producere og efter d. 12. februar som er sidste spilledato, så er det væk og forsvundet. Jeg laver noget, der forsvinder lige om lidt, og det er jo en ekstremt, hvis man skal kigge på det med hardcore kapitalistiske øjne, en forfærdelig ide.

Det er jo en udgift at lave teater, så på den måde synes jeg, det er den bedste måde at gøre op med kapitalismen og nyttetænkningen på.

”Meningen kommer med, at det er meningsløst?”

 Ja præcis. Jeg synes, det giver meget mere mening at bruge min tid, i mit liv, mens jeg er her, på jorden, wow –

Høj latter runger i den ellers tomme foyer, imens vi griner over den lille filosofiske sætning

–  på sådan at gøre noget, som jeg har lyst til, og som ikke genererer nogen penge til nogen, for det gør det her ikke, altså, og dermed synes jeg i sig selv, at det er et godt oprør mod nyttetænkning.

Hvordan har det været at arbejde med Britney som det her ny nærmest mytologiske ikon?

Amen, det har været en stor fornøjelse, jeg er jo kæmpe fan. Og jeg synes, det er herre nice at arbejde sådan med pop-ikoner, fordi de er så tydelige. 

Og jeg kan godt lide med mine forestillinger ligesom at give folk noget andet end det, de forventer, og vil man gerne give folk noget andet end det, de forventer, så er det en god ide at arbejde med noget, som giver folk en klar forventning. Når folk har en klar forventning, så er det meget nemt at bryde den forventning, og det synes jeg er ret sjovt.

Ville du beskrive dig selv som arbejdsnarkoman?

Så er vi tilbage til det med, at man jo både er skyldig og oprører på samme tid

Jeg er jo opvokset med, at man skal arbejde, jeg er jo opvokset med et system, der hedder, at man skal arbejde for det, man gerne vil, og den drivkraft kan jeg jo mærke inde i mig selv hele tiden, så jeg har også lullet mig selv helt ind i en idé om, at jeg ikke er på arbejde, når jeg er på arbejde, men det er jeg jo, det ved jeg godt, jeg elsker mit arbejde. Men ja, helt klart, jeg er arbejdsnarkoman, eller jeg er ikke afhængig, men jeg arbejder sindssygt meget, og det er både, fordi jeg elsker det, men også fordi jeg gerne vil drive mit arbejdsliv, så det går mig godt, så jeg får lavet noget.

Er der noget du vil sige, helt frit fra leveren?

Jeg håber sådan, at denne forestilling kan blive et meget sårbart rum, hvor man kan mødes og tale om de ting, der gør ondt i livet, og sammen kan drømme en fremtid frem, der giver os håb. Det er det, jeg håber, teateret skal være, og det håber jeg, at det her er, samtidigt med at jeg håber, at det er sjovt og vildt og bizart og alt muligt oveni.

“Håber du at kunne starte en direkte dialog om det?”

Det, tror jeg da, er alles største håb, hvis man gerne vil forandre verden, at der er nogen, som samler det op. Jeg kan gøre det her, og så kan jeg håbe, at der er nogen, der sætter gang i nogen, så de taler med nogle flere, så de taler med nogle flere, det er det eneste, jeg kan gøre

“Og så løser vi kapitalismen”

Og så løser vi kapitalismen. Inden udgangen af 2022, det kan jeg mærke.

 

Jeg klapper min laptop i, og vi stiller vores glas på plads.

Niels skal ind og lave lys om 2 minutter, og stemningen er god.

Niels gav et klart billede af Work Bitch, hvad stykket handler om, dets betydning både kulturelt og som kunst – men ikke mindst også af hvem han selv er. I en tid præget af konkurrencementalitet, præsentationskultur, klimakrise, kapitalisme, pandemi og psykologisk pres fra alle sider er Work Bitch et råb helt inde fra sjælens stjernestøv. Det er et råb, der vil have tilråb. Et teaterstykke om tapperhed og trodsighed. Om det at være bange og frygte det værste, men stadig at stå ved og håbe på at kunne være medskaber af noget bedre.

Work Bitch er et ønske om at turde drømme – men for at drømme bliver til virkelighed må der handles, og måske denne forestilling er den første handling.

Et nyt år og nye begyndelser.

Work Bitch.

Læs mere om Work Bitch her.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Bliv medlem af SEIN