At bære det ubærlige

19. februar 2019

SEINbidrag.
Hvordan er det at være i sorgen, lige, men også lang tid, efter at have mistet? Sidste år mistede Michael sin mormor til kræft, og i dette indlæg skriver han om den svære tid efter hendes død. Om sorgens væsen og det fælles vilkår, det er at leve med den, uanset hvem man har sagt farvel til.

Foto af Astrid Lund Johansen

I maj måned sidste år døde min mormor af en kræftsygdom, som blev opdaget alt for sent. Om den var blevet opdaget i tide, om det ville have ændret på noget, hjulpet, om det ville have udsat det unævnelige, om det ville have givet tid nok, om det ville have gjort det lettere at håndtere og forholde sig til, når dén tid ville komme, eller sværere, fordi man lang tid inden dét sørger over én, der stadig er i live, fordi ethvert møde også potentielt ville være det sidste møde, en afsked, uden noget løfte om gensyn, andet end i det hinsides – det er ikke til at sige, hvad der ville have været at foretrække, ingen af delene, jeg vil ikke vælge, valget blev taget for mig, for os, det er hypotetiske situationer, tænkte scenarier, som jeg alligevel, til stadighed, på alle tidspunkter af døgnet, kan tage mig selv i at gruble over uden at finde nogen trøstende endsige meningsfulde svar, der kan forsone mig bare en lille smule med det, der alligevel ikke kunne være, ikke kan være, anderledes.

Det var, som det var.

At bære kisten var ubærligt. Den var tung, virkelig tung. Alle, der bar den, var enige om det uanset køn, alder og fysik. Et underligt paradoks. Hun var så tynd, så tynd til sidst, kiloene raslede af hende, tøj, hun havde haft, i al den tid jeg havde kendt hende, kunne hun ikke længere passe. Huden hang i folder på hende, mere slap og løs end almindeligt på mormorarme. Benene på hendes bukser var blevet for lange og måtte lægges op, og hendes trøjer var blevet for store og posede. Hun var skrumpet i både højden og drøjden. Og selvom det første mere havde noget med alderen end hendes svækkede helbred at gøre, udgjorde de til sammen et bekymrende syn, jeg dog først på afstand af begivenhederne kunne få øje på. Men kisten? Hvorfor var den så så tung, hvorfor krævede det så stor fysisk styrke og udholdenhed at bære den ud af kirken og den lange vej til graven, at det allerede fra første skridt forekom mig umuligt at gennemføre, og jeg frygtede at tabe den, tabe hende? Svaret kom jeg først frem til lang tid efter: Fordi det var følelsesmæssigt tungt, var det også fysisk tungt.

Det var, som det var.

I dagene, ugerne, månederne efter havde jeg mest af alt lyst til at forsvinde væk fra verden, trække mig fra fællesskabet, begrave mig selv i min altomsluttende sorg, ikke vise mig for nogen, ikke lade, som om alt var, som det plejede at være, ikke lade, som om jeg var, som jeg plejede at være, det ville være umuligt for mig at skulle leve op til folks forventning om at være glad, smilende, udadvendt, sjov, selskabelig. Jeg havde mest af alt lyst til at iføre mig et sørgebind for at vise, hvem jeg var, mere end nogen anden i den tid: sørgende. Ikke søn, ikke bror, ikke studerende, ikke arbejdende, men sørgende. Sørgende barnebarn. Sørgebindet ville komme alle de spørgsmål, der pludselig meldte sig, i forkøbet, gøre dem overflødige og have skånet mig for at besvare de samme igen og igen, når jeg ikke lo ad en vittighed eller en rap replik, havde et kunstigt, gennemskueligt smil og i det hele taget bare virkede fjern midt i en samtale: ”Er der sket noget?” ”Er der noget galt?”.

Tusinde gange om dagen glemte jeg, at hun var død. Tusinde gange om dagen huskede jeg det pludselig. Begge dele var lige uudholdelige. At glemme hende er det værste, jeg kan gøre. At huske hende er det værste, jeg kan gøre.

Jeg husker fredagen, to dage efter det skete: sidste dag inden weekenden, sidste undervisningsgang inden læseferien, inden sommerferien, den længste nogensinde. Pludselig mange afskeder på én gang, mange at skulle sige farvel til, nogle for evigt, andre bare for en sommer. Kram, smil, latter og velmenende høflighedsfraser med løfter om at blive ved med at ses, at holde kontakten ved lige, sagt med en så stor alvor, at det var lige før, man virkelig troede på det. At det ville ske. Men det gjorde det jo ikke. Tilbage stod jeg med en ubeskrivelig følelse af tomhed, da jeg gik ud af undervisningslokalet, og en sorg, som var endnu større, end da jeg kom, som skulle jeg aldrig nogensinde se et menneske igen.

At glemme hende er det værste, jeg kan gøre. At huske hende er det værste, jeg kan gøre.

Den sommer var rekordvarm, den varmeste nogensinde målt. Men den ydre varme modsvaredes af min indre kulde, jeg følte ingen glæde over noget som helst, ingen varme, stærke følelser i det hele taget. Ikke over sommeren i sig selv og slet ikke over friheden, sommerferien i slutningen af juni medførte: at være væk fra universitetsverdenen. Dén kunne have været et trygt sted midt i al kaosset, hvor tingene var, som de plejede at være, menneskene ligeså, og hvor tankerne var tvunget et andet sted hen end der, hvor de uophørligt og altid af sig selv søgte hen i hvert øjeblik, hvor jeg var alene og overladt til mig selv: min mormor.

Højtiderne og mærkedagene er det værste, siges det. Og det er sandt. Fødselsdage er blevet fejret uden dig. Også din egen fødselsdag markerede vi. Vi »fejrede« den ikke, der var ikke noget at fejre, men vi markerede den ved at besøge din grav, skønt det nu engang »er det sted her i verden / hvor du ikke er« (som Søren Ulrik Thomsen skriver i Rystet spejl). Den første jul, det første nytår uden dig. Ingen af de dage vil nogensinde blive det samme igen; for altid vil der være en tom plads, der hvor du skulle have siddet. Minder om alt det, der var, vælter frem. Og tanker om alt det, der ikke blev, men kunne have været. Hvem skal nu høre din stemme, din latter? Findes den et sted, i evighedens land? Nu skriver vi 2019, og det er første kalenderår uden dig. Sorgen er stadig allestedsnærværende. Hvordan og hvornår lærer man at bære sorgen, at leve med den? Kan man overhovedet det? Er det ikke sådan med sorg, som det blev mig foreslået for nogle måneder siden, at den skifter form; slides til, så den passer til bæreren og derfor ikke laver så meget postyr. Jeg håber det og går ind i 2019 med ønsket om, at min sorg snart vil tilpasse sig mig.

Foto af Astrid Lund Johansen

Hvad tænker du?

  1. Tine siger:

    Kære Michael. Hvor er det uendelig smukt skrevet og hvor er du heldig at have haft en så stor kærlighed til din mormor.
    At blive husket med så stor kærlighed, er alligevel det største, vi kan opnå,

  2. Michael F. siger:

    Kære Tine. Tak for din søde kommentar. Det tror jeg, du har helt ret i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her