Blåbogstur: Du skal jo have en scoring

01. februar 2022

”Det’ ik’ fair nok, du bliver nødt til at have et eller andet”, giver genlyd og lancerer den glidebane, Daniel i løbet af klassens blåbogstur ryger nedad. Ligegyldigt hvor mange forskellige måder han forsøger at sige fra på, ender det alligevel med en bitter fornemmelse og ondt i maven, da han bliver hyldet af sine gymnasiekammerater for nattens ugerninger.

David Canos kortfilm Blåbogstur fortæller historien om det (primært sjællandske) fænomen at tage en weekend i sommerhus med sin gymnasieklasse for at skrive blå bog og drikke hjernen ud. Blå bog er en opgørelse over kælenavne, bedrifter og scoringer gennem gymnasietiden, som ens klassekammerater skriver. Blåbogsturen er den sidste chance for at gøre noget så mindeværdigt, at de andre har lyst til at skrive det ned. I filmen har hovedpersonen Daniel inden turen holdt fødselsdag og kommer først efter de andre. Da han bliver afleveret, tøver han med at gå ud af bilen, men ender med at gøre det. Han bliver mødt af glæde over hans ankomst og naturligvis de obligatoriske fødselsdags-shots. Han prøver at undgå dem, men ender med at tage dem alligevel.

Daniel ved godt, hvad der er det rigtige at gøre. Selvom det er modvilligt, ender han alligevel med at tage med på blåbogstur og ender alligevel med at tage de shots, hans klassekammerater har lavet til ham. Han ender alligevel med at gå i seng med Silje, fordi ”du skal jo have en scoring”. Han er på ingen måde dum, for han gør alt det, der forventes af ham. Men undervejs taber han sig selv. Han lytter på alle omkring ham, men ingen hører, når han selv taler.

At være sit eget individ i en gruppedynamik kan være svært, hvis ikke helt umuligt, og det tema kommer Blåbogstur omkring. Man kan rende rundt som gymnasieelev og være usikker på, hvem man mon egentlig er. I så fald har man ikke lyst til at prøve at give udtryk for, at man er anderledes end de andre. Det er lettere at forsøge at passe ind, for så skal man ikke forsvare sin egen position hele tiden. Daniel forsøger at sige fra, men i ingen af tilfældene er han stædig eller stærk nok. Han bliver udstillet som en nikkedukke, der blæser rundt fra ordre til ordre. Om det så er at tage shots eller have sex med Silje. Ingen af delene har han lyst til, men han kan ikke sige fra, ikke lade være. For hvad nu, hvis de andre ikke accepterer det?

Det, der får min mave til at lave krampetrækninger, er, at det er så ægte billeder, der er i Blåbogstur. Jeg kan genkende det fra min egen tid som gymnasieelev. Den ufravigelige usikkerhed, der hele tiden ulmede, om man nu var god nok til de andre, er hele tiden til stede i Daniels replikker, øjne og kropssprog. Sproget drengene imellem og sproget omkring pigerne er så genkendeligt, og jeg bliver mindet om, hvem jeg engang troede, jeg var. Men den her film har ikke kun mest power for dem, der allerede er gået ud af gymnasiet og har brug for en retrospektiv mavepuster. 

For en gymnasieelev må denne film være tilsvarende hjerteskærende. Alle de dynamikker, man fortsat er en del af og måske har svært ved at bryde med, bliver udstillet explicit i Blåbogstur. Men det er det, der gør filmen så vigtig. Man er hverken alene i sin usikkerhed eller lyst til at passe ind. Og hvis du smider dig selv ud for andres skyld, så kan du ende ulykkeligt alene. Det er det, der gør, at filmen bliver så vigtig at se. For mig som tidligere gymnasieelev, fordi den kan minde mig om, hvem jeg var, og fordi den kan få mig til at reflektere over, hvor underligt jeg egentlig opførte mig. Og for de nuværende gymnasieelever, fordi den minder os om, at vi ikke står alene.

Se kortfilmen Blåbogstur lige her.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her