Blødende hjerte

25. februar 2020

Gode film rører, bevæger og påvirker os. Måske fordi filmen siger noget universelt om det at være menneske, eller måske fordi vi kan spejle os selv i filmens problemstillinger, karakterer og situationer. I dette indlæg, det første i en ny serie, skriver Michael om en scene fra Nicolas Winding Refns film Bleeder (1999) hvor filmnørden Lenny ihærdigt forsøger at score pigen Lea som han er bundløst forelsket i. Men genert og socialt akavet som han er, spænder han konstant ben for sig selv.

Illustration af Emma Paustian Gaihede

INT. Dineren. Nørrebro. Aften.

Hun står atter bag disken i dineren og føler atter at hun spilder sin tid. I det mindste, tænker hun, får hun penge for det. Men lønnen er ussel. Hendes chef virker lidt forvirret, senil, måske. Bedre bliver det ikke at han snakker ud i ét væk (primært med sig selv, hun har lært sig selv kun at høre efter med et halvt øre og at tale ham efter munden for fredens skyld); den korte og kontante kundekontakt, den allermest nødvendige, er drænende nok i forvejen. Når der ikke er nogen kunder, læser hun i en bog, for tiden er det Glasklokken: at læse om en andens psykiske sammenbrud sætter tingene lidt i perspektiv. Som regel kan hun ikke nå at læse mere end et par sider ad gangen, højst fem, før der kommer kunder, og hun bliver forstyrret, men den lille adspredelse udgør et stort nok lyspunkt til at få hende igennem hendes vagt. 

Som nu hvor en klokke ringer, og fyren fra videoudlejningsbutikken træder ind ad døren. Han fulgte efter hende forleden da de tilfældigvis stod ved siden af hinanden ved busstoppestedet på Nørrebrogade, og hun vendte sig om og gik igennem Assistens Kirkegård (bussen lod ikke til at ville dukke op inden for en overskuelig fremtid, og hendes tålmodighed var sluppet op). De talte i nogle minutter selvom det mest var ham der talte til hende, hun var ikke indstillet på at konversere med nogen, var ikke i dét humør, og svarede derfor mest i enstavelsesord. I løbet af den korte spadseretur nåede han at sige hele tre gange at han arbejdede i videoforretningen, det kunne hun ikke lade være med at hæfte sig ved, men han var næppe selv bevidst om det. Han spurgte ind til den film hun lejede sidst hun var der, han kunne huske hvilken. Casino. Den var okay. Og hvordan det ellers gik, hun sagde fint, og det var næsten sandt. Han skulle egentlig i den modsatte retning og gik tilbage ad den vej de begge var kommet. 

En mystisk og gådefuld mand. Men der var noget ved hans insisteren, i handling og tale, som alligevel efterlod hende med et smil på læben da hun alene gik videre. At han virkelig prøvede at holde samtalen gående, men også var klog nok til at forlade situationen da han ikke vidste hvad han mere skulle sige. Hun vendte sig om og så ham blive mindre og mindre. Da hun var ude på den anden side af Assistensen, og da han var helt ude af syne, blevet til ingenting, blev hun i tvivl om hvorvidt episoden overhovedet havde fundet sted. Men det havde den jo nok. Og nu – nu er han her igen. Det virker for kalkuleret og gennemtænkt til at være tilfældigt denne gang. Sagde hun hvor hun arbejdede? Ikke efter hvad hun husker, men hun kan have taget fejl, sagt det uden at tænke nærmere over det, uden at tillægge det nogen betydning, hvorfor skulle hun også det? 

Han siger hej, lader som om de er fremmede over for hinanden hvilket de jo på sin vis også er. Hun svarer hej, er overrasket over at se ham. Igen. Hans bestilling: en cheeseburger og en lille bakke pomfritter og en isvand. Hun har ikke noget is, men vand er også i orden. Hun noterer det på blokken, lidt langsomt og ligegyldigt. “Nå, har du fået set nogen film så?” spørger han, hans sædvanlige icebreaker. “Næ, ikke siden sidst”, siger hun, og vel vidende at hendes svar skuffer ham, skynder hun sig at tilføje: Det er heller ikke så lang tid siden. “Nej…”. Han trækker lidt på det, han har set mange film siden sidst, præcis hvor mange har han ikke overblik over, det er ikke på grund af skam at han ikke nævner det, han vil bare ikke komme til at fremstå som en pralhals. 

Han prøver igen: “Hvad laver du så?”, ude af stand til at tro at man kan få tiden til at gå med andre ting. “Jeg er bare her. Nogle gange”, svarer hun. “Det er måske også meget sjovt, er det ikke?” siger han, kigger rastløst ned i gulvet. “Næ. Det er ikke særligt sjovt”. Han slår blikket ned, skamfuld over at have berørt et ømtåleligt emne. Hun får øje på hans beklemthed og skynder sig at stille et spørgsmål, om det er sjovt nede i videobutikken, det må det vel næsten være siden han tilbringer så meget tid der? Men da han kortfattet svarer “næh”, vælger hun ikke at bore mere i det, spørger i stedet om han ser mange film. Han ser 10-12 stykker om ugen, han bliver aldrig træt. Hans favoritfilm er Motorsavsmassakren. Hun kender ikke den film, til hans store forundring, så han gentager hendes sætning, nu blot i en spørgende tone: “Den kender du ikke?”. 

Filmen knækker for ham idet hun står fast ved sit manglende kendskab, også til Bruce Lee; igen og igen vil han have det bekræftet fordi det ligger uden for hans fatteevne at man ikke har set Motorsavsmassakren og heller ikke ved hvem Bruce Lee er. Han spørger om hun har set Vilde hjerter, hun har kun læst bogen. Han, derimod, anede ikke det var en bog. “Du ser ikke så mange film, gør du?” konkluderer han. Næ, det gør hun ikke. Hun ved ikke hvorfor det er sådan, hun læser bare mange bøger. Det gør han da også, forsvarer han sig. Det er forskelligt hvad han læser. “Har du så en favoritbog?” spørger hun. “Nej, jeg synes de er meget gode alle sammen”. En sigende tavshed følger. Hun tager Glasklokken op: “Jeg kan læse sådan en bog her på en dag”, siger hun, lidt stolt, lidt nonchalant. Begejstret udbryder han “Sådan en der? På en dag? Okay!”. 

Han låner toilettet og står derude et stykke tid og kigger sig selv i spejlet, roder op i det fedtede hår. “Jeg hedder forresten Lenny”, siger han da han kommer tilbage. Hun hedder Lea.

Det er scenerne med den kejtede filmnørd Lenny, fremragende spillet af Mads Mikkelsen i en alt for undervurderet rolle, jeg bliver ved med at vende tilbage til.

Ovenstående er en genfortælling af en scene fra Bleeder (1999) af Nicolas Winding Refn. Det var min veninde Emilie der for efterhånden en del år siden, i starten af vores venskab, introducerede mig til filmen, og siden da har jeg af og til tænkt tilbage på den. På dén ene scene snarere end på filmen som sådan. Af samme grund har jeg også måttet gense filmen igen i sin fulde længde fordi jeg ikke var i stand til at genkalde nok af handlingen til at kunne give et fyldestgørende resumé. Men også ved gensyn holder filmen der følger de fire mandlige hovedpersoner og venner Leo, Lenny, Kitjo og Louis. De deler en passion for film som de ivrigt taler om og diskuterer, de mødes ofte for at se blodige actionfilm, og en nørrebrosk videoudlejningsforretning, hvor Lenny og Kitjo arbejder, er deres checkpoint og faste tilholdssted. De er rodløse og har ikke meget at tage sig til i hverdagen; hvad Leo og Louis ernærer sig som, fremgår ikke tydeligt, men med deres antydede kriminelle fortid og den eksplicitte voldelige adfærd i nutiden, er der næppe tale om nogle almindelige 8-16-jobs. I starten af filmen fortæller Leos kæreste Louise ham at hun er gravid. Han ønsker ikke at være far, ikke lige nu, hun ønsker ikke at abortere, ikke igen. Det er filmens hovedkonflikt: Leos uvilje mod at stifte familie som får ham til at træffe radikale valg og såre hende han holder allermest af – Louise. Og snart glider volden fra de actionfilm de ser, over i virkeligheden.

Og så er der Lenny. Det er scenerne med den kejtede filmnørd Lenny, fremragende spillet af Mads Mikkelsen i en alt for undervurderet rolle, jeg bliver ved med at vende tilbage til (det tog lang tid før mine tæer havde rettet sig ud efter at have bevidnet hvordan han gebærder sig overfor det modsatte køn). Selvom det er Leos historie der udgør hovedparten af filmen, og er den del der driver handlingen frem, havde scenerne med Lenny en så stor effekt på mig, og en så lang efterglød, at det er dem jeg husker allerstærkest. En del af grunden er nok at han er den mest almindelige af de mandlige hovedpersoner, den karakter jeg og – tror jeg – andre, uanset køn, bedst kan spejle sig i. Næsten så ualmindeligt almindelig at man kan være tilbøjelig til at overse typer som ham, kalde ham for kedelig og farveløs. Men også kun næsten – for han dyrker trods alt film på et niveau hvor de færreste kan være med og lever sit liv gennem de karakterer der befinder sig på indersiden af de støvede videokassetter.

Og er det ikke alles frygt? Ikke at kunne manifestere sine tanker, drømme og ønsker i handling?

Han er bundløst forelsket i Lea der arbejder i den trøstesløse diner – det fremgår tydeligt af de lange blikke han sender, af hans velmenende, men fejlslagne forsøg på at indlede en dialog, i det hele taget af den måde han er på når hun er i nærheden: det flakkende blik (at ville undgå øjenkontakten for ikke at afsløre sig selv), tavsheden (hvad skal man sige for at imponere, for at sælge sig selv bedst?), den diskrete og uskyldige flirten. Mens den frembrusende og alt andet end diskrete Leo er af den opfattelse at man skal “røre og bolle” piger, ikke snakke med dem, er det netop sidstnævnte der er Lennys taktik: at snakke. Det er han bare ikke så god til, hans samtaler flyder ikke naturligt. Og er det ikke alles frygt? Ikke at kunne manifestere sine tanker, drømme og ønsker i handling? Måske er der lidt af Lenny i os alle på det punkt.

I Lennys tilfælde spænder hans usikkerhed konstant ben for ham. Han er så bange for at træde forkert, for at komme til at sige noget forkert, for at være forkert, at han formulerer sig så forsigtigt og tilbageholdende at han slet ikke giver noget af sig selv. Som da Lea spørger om han har en yndlingsbog, og han svarer at han “synes de er meget gode alle sammen”. Ikke usjovt, men at han derimod nok i virkeligheden læser ret lidt, skinner igennem. Det vigtige er imidlertid ikke at det handler om bøger, det kunne være om hvad som helst. Det vigtige er den konsensussøgende helgardering som jeg også selv har praktiseret nogle gange med lige så lidt succes: Så bange man kan være i starten af relationer, og før der overhovedet er tale om en relation, at man af frygt for at stikke ud med sin aparte smag (det være sig indenfor bøger, film, musik eller politik), for at slukke en gnist før den overhovedet er tændt, dækker sig ind ved at være så forsigtig som overhovedet muligt, ved ikke at kunne lide noget mere end noget andet, ved at kunne lide det hele lige meget – og underforstået: lide det hele lige lidt. Jeg tvivler på det er en metode der virker i længden: at foregive at kende eller vide noget om nogen eller noget uden at det er tilfældet. Før eller siden afslører man jo sig selv, og det vil give bagslag. Det er bedre at spille med åbne kort fra begyndelsen, ikke? Uanset hvilke man sidder med på hånden.

Man har lyst til at ruske i ham, tale til hans bedre jeg, stoppe hans blødende hjerte.

Lenny må spille sine kort rigtigt, for han formår at invitere Lea ud – i biografen, selvfølgelig. Han dukker bare ikke op til deres aftale. På lang afstand ser han hende stå ude foran Grand Teatret, men i sidste øjeblik ombestemmer han sig og går hjem igen. Det er en stærk skildring af hvordan den sociale angst kan være så tyngende at man ikke kan stille noget op med den. Man har lyst til at ruske i ham, tale til hans bedre jeg, stoppe hans blødende hjerte. Alligevel kan man intet stille op, hverken i fiktionen eller i virkeligheden. Man må bare huske på at “Everyone you meet is fighting a battle you know nothing about. Be kind. Always” som en populær norsk ungdomsserie mindede mig om for nogle år siden. Hvordan historien mellem Lenny og Lea ender, synes jeg næsten man skal se filmen for at finde ud af. Men jeg kan sige så meget som at al håb ikke er ladt ude. Og det er måske en meget opløftende måde at runde af på.

Hvad tænker du?

  1. Marie siger:

    Virkelig bare en fed tekst. Troede dit resumé var et uddrag!!

    1. Michael F. siger:

      Tak!! Det er jeg glad for at du synes. (Håber det sidste er et kompliment og ikke en kritik)

  2. Marie siger:

    Uden tvivl et kompliment :))

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her