Da jeg skiftede min iPhone ud med en Nokia, blev der stille

For at begynde et sted skiftede jeg min iPhone ud med en Nokia på en onsdag. Jeg havde gået og taget mig sammen i nogle uger, inden jeg lagde simkortet ned i Nokiaen og tændte for den. Der var en underlig stilhed i stuen den dag. De efterfølgende par uger begyndte jeg at undersøge den stilhed, der automatisk fulgte af, at jeg ikke længere havde en iPhone til at underholde mig i pauserne, morgenerne og kedsomheden. Men i første omgang talte jeg med psykoterapeut Martin August om, hvorfor jeg havde så svært ved at lægge min iPhone fra mig.

Visuelt af Arendse Reeh-Mogensen

Hvorfor er jeg afhængig af min iPhone?

Martin August sidder i en solplet overfor mig. Han læner sig frem i stolen og rykker puden i sine stoleryg: Hvad vil du gerne vide?. Jeg kigger ned på bordet, der er ingen telefoner, kun et papir og en grøn blyant. “Hvordan kan det være, at jeg bruger så meget tid på min iPhone?” spørger jeg. Han kigger hen på en lyserød figur af en hjerne. Den står på en fyldt bogreol, der løber langs væggen. Så ser han tilbage på mig og forklarer, at iPhones kan være afhængighedsskabende, fordi vi søger dopamin gennem dem:

Hver gang du ser en video eller åbner en besked, udløser hjernen dopamin og glæde. Dopamin skaber på den måde en belønningstilstand i hjernen, og det gør, at vi automatisk rækker ud efter vores iPhone, når vi vågner eller keder os i løbet af dagen.

Når jeg vågner, er iPhonen det første, jeg ser på. Det giver mig en stor lykkefølelse at ligge og læse beskeder, der er kommet, efter jeg er gået i seng, og lade mine pegefinger løbe gennem morgenens nyheder. Men når jeg rejser mig for at stå op, er jeg tung i hovedet og fyldt med alt for mange informationer til at begynde dagen frisk. Jeg kan godt sige til mig selv, at i dag bruger jeg ikke min iPhone, men min hånd rækker alligevel ud efter den, fordi den ligger der.

Så jeg besluttede mig for at fjerne den. Jeg bestilte en Nokia, der kun kunne ringe, sms’e og lyse med en lille lommelygte. Den ankom i kiosken nede ad vejen et par dage efter, men jeg lod den ligge i pakken på køkkenbordet i halvanden uge mere, før jeg åbnede den. I dagene, hvor jeg tog mig mod til at pakke Nokiaen ud, var jeg i dårligt humør. Jeg sammenlignede det med andre afhængigheder, som man forbereder sig på at afvænne sig fra. Som med alkoholafhængighed; ikke at skulle glæde sin hjerne og krop med den lykke, det skaber at give den det, som den har allermest lyst til. I mit tilfælde ikke gin, men to timer på Google ved at læse om en skuespillers dramatiske kærlighedshistorie.

Dagen kom, hvor jeg sad med den lille bløde Nokia i hånden. Der var stille. Jeg havde lyst til at tænde en podcast eller en film, fordi det var det, jeg plejede. I stedet tømte jeg min opvaskemaskine og lagde mærke til, hvordan min hjerne og tanker alene godt kunne underholde mig. Det var faktisk ganske befriende at stå i stilhed og lægge bestik i en skuffe. Jeg fik ikke ondt i nakken, fordi jeg skulle bøje mig ned for at se på min skærm. Og jeg kom heller ikke til at støde mit hoved ind i den nederste skabslåge, fordi jeg skulle følge med i en video. Da jeg skar en appelsin, duftede hele mit køkken af den orange skal, og jeg opdagede, hvordan det at se på en skærm, havde overskygget mange af mine andre sanser. Jeg ved ikke, om det bare var en virkelig god appelsin, men den aften smagte jeg den på en anden måde og med en større opmærksomhed, end jeg havde gjort i mange år. Jeg lyttede til lyden af ovnen, der varmede min aftensmad, og mens jeg sad på køkkengulvet og ventede, følte jeg, at jeg var på ferie på en helt almindelig onsdag.

Visuelt af Arendse Reeh-Mogensen

Vores hjerner kan lære at dagdrømme og kede sig igen

I dagene efter opdagede jeg, hvordan stilheden både var udfordrende og befriende. Min største udfordring lå i at fylde tidsrummene og pauserne ud. Når jeg ventede på toget eller sad i bussen, i tiden inden et møde eller efter en forelæsning, kunne jeg ikke længere tjekke vejret for i morgen, dagens nyheder, høre podcast eller søge på ting, jeg undrede mig over, på Google; hvornår starter sommertid?

Jeg kunne i stedet hvile min hjerne, evaluere min dag, få gode ideer, lytte til andres samtaler, se på en himmel og kede mig. Og det er faktisk vigtigt for os at kede os, fortæller Martin August videre – det giver nemlig hjernen lov til at køre på ’frihjul’:

Når vi sidder og dagdrømmer eller kigger ud i luften uden at tænke på noget, aktiverer vi det, der hedder idle state. Det er et stadie og et område i hjernen, der bliver aktiveret, når hjernen ikke har en specifik opgave at løse. Her kører vi på frihjul og hviler os. Her får forskerne og kunstnerne de gode ideer. Eksempelvis gik Charles Darwin den samme tur rundt i sit laboratorie, når han ikke kunne finde løsningen på et problem. Ifølge forskere er problemet i dag, at vi ikke har tiden til at hvile vores hjerner. På den måde træner vi ikke området i hjernen, der kan det, og vi bliver dårligere til at kede os og hvile os. Heldigvis fungerer hjernen som en muskel, så vi kan træne det op igen.

For det er sundt at dagdrømme og kede sig. Ikke bare på sådan en måde som min mor kunne finde på at sige til mig som barn, hvis jeg sagde, jeg kedede mig. Det er sundt for hjernen at kede sig og hvile sig, men det er sjældent, at den får tid og lov til det i dag. Vi skal i hvert fald arbejde på at give os selv plads til det, hvis det skal lykkedes.

Visuelt af Arendse Reeh-Mogensen

Pauserne giver plads til det, der er svært

I pauserne bliver der ikke kun plads til at hvile og kede sig. Der bliver også tid til at sørge og være i følelser, der er svære. Sorgen kom i en af de første dage. Snigende. Et brud og et tabt venskab, savnet af min farmor. Den kom, fordi jeg havde tid til at tænke og være i den uden at blive distraheret. Det var i de øjeblikke, jeg havde allermest lyst til at tage min iPhone frem og udskifte og distrahere mine følelser. Men som psykoterapeut Martin August forklarede mig, forsvinder følelserne ikke ved at blive distraheret. De bliver bare udskudt og skubbet et andet sted hen i kroppen, hvor de sætter sig fast og venter på at blive bearbejdet:

Det kan være udmærket at distrahere sig selv, men det løser ikke det problem, der er svært at være i. Især børn og unge søger hjem foran telefonen og computeren i stedet for at snakke med deres forældre og få talt om deres problemer. På den måde lærer vi at fortrænge vores følelser og ikke få dem løst. Forskerne taler om det, der hedder nød-tolerance, der er vores evne til at rumme og tolerere ubehag. Den evne svækkes, når vi distraherer vores følelser i stedet for at være i dem. Ved at fjerne vores telefon som distraktion kan vi øve vores evne til at tolerere ubehag. Her bruger vi især vores frontallapper i hjernen til at kunne berolige os selv og bevare roen i svære perioder. 

Jeg øver mig på den måde også i at være i det svære, når jeg ikke har en iPhone til at distrahere mig. Jeg opdagede, hvordan en følelse ikke behøvede at være i mig i en hel dag, men sagtens kunne forsvinde ud ad kroppen på turen op ad trapperne til min lejlighed – bare ved at lade den være der.

Jeg havde glemt, hvordan det var, da jeg var barn. Da jeg sad på legepladsen og gyngede og ikke kunne andet. De sidste uger har jeg i glimt genkaldt den tid. Og det har samtidig været interessant for mig at lære, hvor mange psykologiske og mentale forhold der er forbundet til min iPhone. Jeg har undervejs lagt mærke til, hvor integreret iPhonen er i ikke bare mig, men i hele vores samfund. Jeg mangler den flere gange om dagen; når jeg skal MobilePay’e eller hente en pakke. Når jeg skal finde vej eller FaceTime med min mormor. Derfor ligger den stadig i min skuffe til de tidspunkter, hvor jeg ikke kan undvære den. Men Nokiaen hjælper mig med at adskille den tid, jeg er på skærmen og i verden uden. Når jeg går på gaden eller sidder og venter på en ven i parken, kan jeg kun vente og se på blomsterne falde ned fra træet foran mig. På den måde gør den det lettere for mig at holde de naturlige pauser i løbet af dagen. Og det er jo heller ikke forbudt at tænde en podcast eller musik i ventetid eller derhjemme, jeg havde bare et øjeblik glemt, hvor dejligt det er at lytte til ingenting.