Det er en lille kapsel, hvor vi er det samme sted
Det her er anden del i artiklen om savn på tværs af landegrænser. Laura fortæller her om det at være adskilt fra sin amerikanske kæreste gennem en form for mosaik af savn og minder. I billederne er de sammen, og i lydklippene fortæller hun om det, hun mindes og oplever ved at være adskilt lige nu.
Laura sætter sig i græsset. Vi har stået og regnet ud, hvor skyggerne vil ramme haven sidst, så vi kan sidde i solen så længe som muligt. Det er den tidlige forårssol, der laver røde streger på vores kinder, under vores øjne. Vi sætter os i den.
Det er en måned siden, at Lauras kæreste, Griffin, rejste tilbage til USA, efter han fik afvist sit arbejdsvisum. Det er en måned siden, hun har set hans ansigt. Holdt om hans krop. Der er alt det praktiske: den stramme danske lovgivning, der adskiller dem, den svære koordinering af samtaler på tværs af tidszoner, bestilling af flybilletter. Det er alt sammen med til at forme deres relation, som Laura siger: “Jeg savner, at vi ikke hele tiden skal tænke på økonomi, boligsituation og flybilletter. Hvis vi bare kunne tænke på: Hvem skal betale for aftensmaden i aften?” Men i savnet ligger også et håb. Som Laura tilføjer: “Det er også dejligt at kunne gå og glæde sig til at tale sammen og se hinanden, til det liv, som vi forhåbentlig på et tidspunkt kan få lov til at leve sammen.”
Den næste del af artiklen vil blive fortalt med Lauras egne ord og billeder.
Billederne fortæller
Første gang jeg så ham
Jeg føler savn
Jeg føler håb
Sidste gang jeg så ham
Det er Laura Lupnaav’s historie og billeder artiklen er bygget op omkring.
Arendse Reeh; interview, tekst og klip.
Medhjælpende hold bag:
Amira Bisgaard,
Ida Reinholtz, Johanne Boye Larsen,
Karen-Marie Bomholt-Riis.
hvor er det smukt beskrevet! håber og ønsker alt det bedste for jer to<3
Elsker det og jer <3