En flue på væggen

28. oktober 2019

Michael har skrevet en tekst om at se det sociale rum som en udfordring. Om at have brug for tid til at genfinde energien i enrum og om hellere at ville observere sociale situationer frem for at deltage i dem. Som en flue på væggen.

1
Der findes mange former for arbejde. Lønarbejde, frivilligt arbejde; arbejde man udfører af lyst, arbejde man udfører af nød. For blot at nævne nogle. Men fra tid til anden tænker jeg også på arbejde i en mere udvidet, overført betydning. Især har jeg tænkt at dét at møde andre mennesker også er, eller kan være, et arbejde. Det er ikke fysisk krævende, men mentalt. Ikke for alle, men for nogle. Sådan har jeg det selv: Øjnene der konstant hviler på mig, forventningen om at være åben, udadvendt og kontaktsøgende, rettet mod omverdenen. En forventning jeg ikke altid føler jeg kan indfri, leve op til. Det er hårdt og opslidende hele tiden at skulle give noget af sig selv, at være på. Det falder mig ikke let, ikke naturligt. Til sidst, efter at have været social i lang tid, lukker jeg i som en østers, man får ikke mere ud af mig. Jeg pakker sammen og går hjem.

2
Hver gang jeg har været sammen med andre mennesker, skal jeg bruge flere timer på at finde mig selv og nulstille mig selv igen. Alt hvad der er blevet sagt og oplevet, skal sorteres, lægges i kasser og arkiveres. Jeg tror ikke det er sådan for alle. De fleste lader til at gå lukt gennem tilværelsen uden nogensinde at stoppe op undervejs. Jeg ville ønske jeg havde det på samme måde, at kunne det; jeg føler det som en brist ved mig og min person. Men jeg har prøvet, og jeg kan ikke. Måske hænger det også sammen med at jeg føler alting så stærkt, langt stærkere end gennemsnittet, er det min overbevisning. Kierkegaard kaldte sine daglige byvandringer for et ”menneskebad”, og jeg føler det på samme måde, når jeg er ude blandt andre mennesker: at jeg bader i dem. Jeg næres af andre menneskers selskab, men drænes også for energi i løbet af ingen tid af at befinde mig i det, og jeg bliver overstimuleret når der er for mange mennesker omkring mig. Af den grund plejer jeg også at sige at jeg lettere bliver beruset af andre mennesker end af alkohol. Jeg bliver så hurtigt fuld til fester og i byen, der skal ikke mere end et par genstande til før jeg ligger i rendestenen ude af stand til at tage vare på mig selv, og andre mennesker, paradoksalt nok, må komme mig til undsætning.

3
I det sociale er jeg mere en iagttager end en deltager. Jeg befinder mig sjældent i begivenhedernes centrum, og hvis jeg gør, er det som oftest ufrivilligt og noget jeg efter bedste evne forsøger at manøvrere ud af hurtigst muligt. Men man kan også få meget tid til at gå fra sidelinjen af livet: med at aflæse de andres interaktion, deres gestik, mimik, reaktioner. Hvad de siger, men i endnu højere grad hvordan de siger det (et nej kan også være et næh; intet er tilfældigt). Allermest ville jeg ønske jeg kunne gå i ét med tapetet, være en flue på væggen. Det ønsker alle vel indimellem – forudset altså at der ikke er nogen der kommer og basker til én som dronning Margrethe engang bemærkede. Det er der som regel nogen der gør hvis jeg ikke har sagt noget i et stykke tid. Så vender ansigterne imod mig, måske af ren og skær høflighed, eller dårlig samvittighed, tidspunktet med tavshed taget i betragtning: Og hvad med dig? spørger de. Ja, hvad med mig? Jeg ved aldrig hvad jeg skal svare på det spørgsmål, jeg prøver så godt jeg kan at vende samtalen væk fra mig selv igen. Jamen, det går egentlig fint, siger jeg.

4
Altid, når jeg er et sted med mere end to mennesker (”one’s company, two’s a crowd” som Andy Warhol sagde) oplever jeg et sammensurium af stemmer. Stemmer jeg ikke hører som andet end en summen i mine ører, og som jeg lokaliserer lidt væk fra mig selv selv når jeg står ansigt til ansigt med et andet menneske. Jeg kan stå og have en samtale med nogen uden at være klar over hvad det er jeg står og siger, at jeg i det hele taget siger noget. Jeg er god til at simulere selskabelighed. Hvad? spørger jeg, for at få dem til at gentage hvad de lige har sagt. Du hørte det jo godt, siger de. Uden vrede, men med en anelse irritation at spore i stemmen. Som at blive ramt med en fluesmækker af ord. Andre mennesker kalder mig ved mit navn, siger at det er godt at se mig. Jeg gengælder deres venlighed, siger at det også er godt at se dem. Og det er det virkelig, jeg mener hvad jeg siger. Men fællesrummet er både ét jeg drages hen imod og væk fra. Når jeg har hilst på folk, har jeg allermest lyst til at gøre mig usynlig og forsvinde, lige så ubemærket som ved ankomsten. Så forestiller jeg mig at jeg flyver væk og siger farvel fra oven, fra fluens helikopterblik.

Hvad tænker du?

  1. Lara siger:

    Så fint og ærligt skrevet!! Hvor er jeg dog taknemlig for den her tekst, jeg har altid troet at jeg var enemand med disse følelser om at være “fluen på væggen” og foretrække mit eget selvskab, fordi det er så drænende at være i sociale sammenkommenster. Af hjertet tak for din super ærlige og fine tekst, kæmpe ros herfra.
    knus

    1. Michael Frederiksen siger:

      Tak for din kommentar, Lara! Den blev jeg virkelig glad for. Også for at vide at jeg ikke er alene om at have det sådan.

  2. Mathilde siger:

    “the perks of being a wallflower”

    Det er betagende og faktisk også lidt overvældende at læse noget så præcist nuanceret.
    Jeg kan nikke genkendende til virkelig meget, af det du skriver, Michael

    Det virker sårbart og ægte, og jeg håber andre også kan bruge teksten til at forstå <3

    1. Michael Frederiksen siger:

      Det er jeg glad for at høre, Mathilde! Og endnu mere for at du refererer til The Perks of Being a Wallflower (det er der heldigvis mange fordele ved!) som er en af mine yndlingsbøger og -film.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *