VAKUUM: Om at komme over på den anden side

25. november 2019

I SEINs webserie VAKUUM følger vi Anton, der modtager et ubehageligt opkald. At være pårørende til en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan, som vi ser i serien, vække et virvar af følelser som frustration, sorg og afmagt, og det kan virke umuligt at vide, hvordan man skal håndtere det.

Tanya skriver i dette indlæg om de tanker og følelser, der kan ramme, når man får psykisk sygdom tæt på livet, om hvordan det er at stå på sidelinjen og ikke kunne gøre noget, og om hvordan man kommer over på den anden side.

Illustration af Nikolai Kjær Rasmussen

Jeg husker at sidde i bussen med min Nintendo DS i hånden. Mine hævede øjne kunne lige akkurat kigge ud ad vinduet. Jeg husker godt ruten, når der var fem minutter til, vi var der. Ned forbi Kvickly, så forbi de mange træer, og så var hospitalet lige rundt om hjørnet. Jeg husker især de prustende træer, der smed bladene af sig. Det var september, så efterårsfarverne var på vej og alligevel ikke helt. Da vi kom forbi psykiatrisk afdeling, slukkede jeg for spillet og steg ud af bussen.

Når jeg kom på besøg, var det, som om intet andet betød noget. Kun personen og mig i det øjeblik.

Psykisk sygdom kan ofte være fuldstændig uforståeligt for folk, som ikke mærker det på dem selv eller en, der står dem nær.
Ikke på den måde, at de ikke har en anelse om, hvad det er. Men det rammer dem aldrig på en måde, der æder dem op indefra, medmindre de får opkaldet fra psykiatrien. Derfor tager de måske helt afstand til det, fordi det er det nemmeste, når man har svært ved at forholde sig til det.
Jeg var omtrent 12 år, da jeg først fik trykket hånd med psykisk sygdom. En person, der i dag stadig står mig nær. Det værste var, at det hele pludselig blev så uigenkendeligt. De almindelige ting som at stå og lave aftensmad føltes ikke så rart som normalt. Familieidyllen var pludselig væk, og jeg kunne pludselig ikke helt relatere til den fredagshygge, mine kammerater snakkede om. Når jeg tog i skole, så tog jeg i skole, vel vidende at jeg nu var en pårørende. Jeg ville rokke rastløst frem og tilbage på min stol og vente på at kunne tage bussen til psykiatrisk afdeling, så jeg på en måde kunne finde roen igen, hvilket kan virke underligt, situationen taget i betragtning. Når jeg kom på besøg, var det, som om intet andet betød noget. Kun personen og mig i det øjeblik. Alt andet kunne være ligegyldigt. Alle de følelser, jeg havde siddet med oppe i skolen, blev pludselig forløst, og jeg kunne trække vejret igen.

Det er svært at relatere til, hvordan det er at leve med en psykisk sygdom, hvis man ikke kan mærke det på egen krop. Alligevel kan det være ubehageligt at være i nærheden af de psykisk syge, når man ved, hvordan de kan blive behandlet. Ord, der bliver kastet rundt som kugler om ørerne og skyder de psykisk syge ned. Når man trækker mærkatet “psykisk syg” over hovedet på nogen, siger det allerede en kende om, hvordan de personer bliver behandlet i dag. Du er psykisk syg eller ej. De bliver sat i en kasse, hvor de bliver smidt uden for samfundet. Men at være psykisk syg er jo ikke bare at sige “Jamen, så fejler du noget oppe i hovedet”. Der er så mange diagnoser og aspekter, som kan være svære at se udefra.

Det er i alle sammenhæng, at tingene ikke er på samme måde som før.

På psykiatrien var der stort set altid stille på gangene. Hvis man tog et kig ind i fællesstuen, sad der nogle gange et par stykker rundt om bordet. Men der var helt stille. Ikke på den rolige måde, som når man går langs skoven og stranden. Den form for stilhed, hvor man kan mærke spændingen i luften. Den ubehagelige måde. Den ubehagelige måde, som om noget kunne sprænge i luften hvert sekund, men hvor man kun mærker det sekunderne op til. På turen op til værelset gik mine øjne forbi de klinisk hvide vægge, der opslugte mig, hvis jeg kiggede for længe. Når jeg så endelig kunne komme forbi skranken og se den, jeg holdt af, så var det bare ikke helt det samme. Det var, som om personen ikke helt var til stede. Som om personen var fremmed for mig. Smilede til mig og omfavnede mig, men der ville stadig være en mur mellem os. Selvom jeg inderligt ville finde ud af, hvordan personen havde det, så kunne jeg aldrig komme helt ind på livet af dem, når jeg mødte dem på psykiatrien. Ikke på samme måde som før. Det er i alle sammenhænge, at tingene ikke er på samme måde som før.

Sådan føler jeg det også i dag. Uanset hvor meget man prøver at trække tiden tilbage, så kommer den i hastig fart og tager de værst tænkelige ting med. Sådan er det bare lidt. Det er i hvert fald sådan, vi får at vide, at det bliver nødt til at være.

Jeg ved nu, at det ikke nytter noget at fortrænge tiden, fordi jeg har lært om den del af livet.

De psykisk syge sidder fast i en form for limbo, som systemet har skabt, hvor de ikke kan skelne mellem dem selv og deres diagnose. De bliver deres diagnose, også selv hvis de har oplevet en forbedring i deres liv. Mange af de psykisk syge kan måske ikke engang huske andet end psykiatriens kridhvide vægge og ønsker i virkeligheden bare at komme ud på den anden side. Til et liv uden indlæggelser.
De pårørende ender også med at stå i et limbo. Også selvom de føler, de er kommet over på den side, hvor græsset er grønnere. De har været vidne til forbedring, men bliver dagligt mindet om, at de altså stadig er pårørende. Den pårørende forsøger at række ud til den psykisk syge, men lange forløb på psykiatrien gør det svært at kunne række helt ud.

På busturen hjem tændte jeg for min Nintendo DS igen. Vinkede farvel til den, jeg holdt af, uden personen kunne se mig. Kiggede ud ad vinduet. Kørte forbi de mange træer. Forbi Kvickly. Uanset hvor meget jeg har måttet prøve at fortrænge den tid, jo mere kommer den tilbage for at omfavne mig. Næsten på en omsorgsfuld måde, som om jeg har skullet lære noget fra at møde op på psykiatrien hver uge. Jeg kigger på et gammelt kompakt kamera og ser et billede af mig selv. En 12-årig pige, der skulle lære at navigere i livet som pårørende til en med psykisk sygdom. Selvom jeg på billedet ser glad ud, så ønsker jeg ikke at komme tilbage til den tid. Men jeg ved nu, at det ikke nytter noget at fortrænge tiden, fordi jeg har lært om den del af livet. Den del, hvor livet kan føles nyttesløst, fordi du ikke kan gøre andet end at vente. Vente på, at livet bliver bedre for dig og for dem. Men hvis man er utålmodig som mig, så må man selv fremskynde det. Man må tale om det. Både med den psykisk syge og folk omkring én. Tale sårbart og helhjertet, fordi det er sådan, folk kommer til at forstå, hvor svært det kan være at håndtere psykisk sygdom. Det er sådan, man kommer over på den anden side.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *