VAKUUM: Glemte, gemte ting

Lige nu er mit værelse ét stort kaos: fuld af stablede flyttekasser fra gulv til loft. Jeg er halvt færdig med at pakke mit liv ned; det er en langsommelig proces, jeg falder hele tiden over ting jeg havde glemt jeg havde gemt, og som jeg tager op og observerer. Så går det pludselig op for mig at jeg har siddet i en halv time med alskens memorabilia som jeg er faldet i staver over. Jeg er ofte blevet klandret for at være en samler, en opfattelse jeg til stadighed må korrigere, for som jeg plejer at sige: Jeg samler ikke, jeg har bare aldrig smidt noget væk. Det er både en velsignelse og en forbandelse, for jeg kan vitterligt ikke have alt med i min nye lejlighed.

Jeg finder gamle breve, postkort, falmede billeder, fødselsdagskort- og invitationer, andre løse småting, nøgleringe og kuglepenne. Minder og følelser som jeg har gemt af vejen og lagt i en skuffe fordi jeg hverken kunne nænne at skille mig af med dem eller have dem stående eller liggende fremme et synligt sted hvor jeg dagligt ville blive konfronteret med dem. Mens jeg sidder og nærstuderer hver enkelt genstand, føles den tid de er fra, både langt væk og tæt på: Fortiden bliver nærværende, og dengang og nu smelter sammen i ét svimlende øjeblik. Jeg stryger nænsomt mine slanke fingre hen over fotografierne, for evigt fastfrosne i tid, som forsøger jeg at mane noget tabt til live. Med ét kan jeg genkalde mig hvordan det var at være 14 år, 11 år, 8 år. Det slår mig at jeg ikke har forandret mig det store fra dengang til nu. Udover at jeg var meget mere naiv og håbefuld. Med tiden er jeg nok blevet mere realist.

At se på ét billede fremkalder et andet på nethinden. Og imens kredser tankerne om personer der engang var en del af mit liv, men som ikke er det længere: venner og bekendte der først var det ene, så det andet og til sidst ingen af delene. I dag er jeg ikke i stand til at redegøre for hvorfor det blev som det blev, og hvorfor det ikke længere er som det var engang. Jeg prøver at lede efter en forklaring på de venskaber der forsvandt som sand mellem fingrene en varm sommerdag, men måske leder jeg i virkeligheden forgæves. Måske er der ingen – og dét, manglen på forklaring og mening, er det hårdeste at erkende. Måske gled vi bare fra hinanden, eller jeg fra dem eller dem fra mig, først langsomt og umærkeligt, så mere og mere til vi til sidst ikke havde mere at sige hinanden, og alle ordene var opbrugt. Når vores veje krydses i dag, er det tilfældigt, og vores møder er lige så akavede som dem med et fremmed menneske i en elevator eller i bussen: Man føler man bør sige et eller andet, men ved ikke hvad, ikke engang den mindste ting kan man få over sine læber længere, ordene sidder fast i halsen som store stopklodser. Og så ved man nok hvad klokken har slået, og så er det nok bedst – for ikke at gøre sig selv til grin – at tie helt og stille og roligt affinde sig med at det ikke bliver til mere. At det var dét.

(Indtil nu har jeg skrevet denne tekst ud fra stikordet forliste venskaber og set for mig et stort skib, besat med prægtige kanoner, høje master og blændende sejl, der synker i havet, havarerer. Men jeg ved ikke om jeg vil ty til en så dramatisk metafor for noget der i grunden forløb ret udramatisk. Jeg tror hellere jeg vil vælge at se på det som to små joller der bare skulle i hver sin retning).

Jeg ved ikke om det er nogen jeg savner. Ikke sådan som man savner i hvert fald. Men der er en eller anden sorg forbundet med at tænke på fortiden… at jeg ikke har nogen at dele den med. Jeg har ingen venner fra gamle dage, ingen vidner til den periode i mit liv, ingen at udveksle fælles erindringer og minder med. “Husker du vor skoletid?” lyder titlen på en dansk sangtekst fra begyndelsen af det forrige århundrede, og jeg husker noget, men hullerne i min hukommelse er der ingen til at udfylde. Det meste af det som har været, er forsvundet som i en tåge og eksisterer ikke mere. Kun rester sidder jeg tilbage med. Såsom: En drenget, lidt ulæselig, håndskrift der skrider hen over feriepostkortets kant. Billedet af en hvirvel. Af øjne der misser mod den skarpe junisol. Af et gennemskueligt smil. En kuglepen, jeg fik til min 11-års fødselsdag, med mit navn indgraveret, en funklende ravklump jeg fandt ved Vesterhavet på en lejrtur i 4. klasse. Og så en nu gammel og rusten blå madkasse med en ørn på som jeg lånte af dig, og som jeg glemte at aflevere tilbage. Nu er det definitivt for sent.

Imens jeg har pakket og sorteret og gået det hele igennem, har en tanke, langsomt, men sikkert, slået rod i mit indre: Intet af dette skal med mig videre, jeg har levet med disse ting længe nok uden at de har levet med mig. Jeg smider det hele ned i en sort plasticsæk og klistrer en post-it-seddel udenpå: skal ikke gemmes.