Jeg kan kun tænke på overgange; jeg kan ikke mærke dem, mens de sker

OVERGANG 1

Jeg kan stå

ved en flod

og være bange

for at skulle over

på den anden side

jeg kan sætte mig

ved bredden

og tænke over

om jeg vil drukne

hvis jeg kaster mig

i den

jeg kan sidde

i mosset

på de våde sten

så længe

at jeg glemmer

hvorfor

og så kan jeg gå

stille

ud

i vandet

og svømme

OVERGANG 2

da jeg skulle skifte hjemområde

i skolen

når det blev aften

om sommeren

og vi skulle sove

mens det var lyst

da min farmor døde

da jeg begyndte at studere

da jeg stod op

og gik i seng

da jeg fik knust

mit eneste hjerte

da jeg fik mit første job

altid i august

når alting starter

nyt

jeg har aldrig brudt mig om overgange

jeg har aldrig kunne formulere præcist

hvorfor

hvad det er jeg er bange for

det er nok det ukendte

det ikke at vide

hvad der venter

på den anden side

af floden

Det er usikkerheden: at skulle flytte mig fra et sted til et nyt. Noget som jeg også talte med professor i psykologi Lene Tanggaard om i ”En del af at være kunstner er at tvivle på sig selv”. Her fortalte hun mig, at usikkerhed netop kan opstå i uvished; Det ikke at vide, hvor vi er på vej hen. Dengang talte vi om usikkerheden ved at være i en kreativ proces, men jeg tænker tit på det nu, når jeg skal til at gennemgå en overgang:

”Fordi vi er i gang med noget nyt, så er det en vej, som vi ikke har gået før. Det er derfor, vi bliver usikre, fordi vi er på vej et ukendt sted hen. Hvis vi var 100 % sikre, så ville vi jo komme et forventet sted hen”.

Usikkerheden med kreativitet kan på mange måder overføres til overgange. At vi netop ikke ved, hvor vi ender og derfor bliver bange. Og det er helt naturligt, som Lene Tanggaard siger, og noget vi skal lære at hvile i gennem erfaring.

OVERGANG 3

det føles

fremmed

at gå fremad

som at gå længere

væk

og tættere på

på engang

Jeg kan kun tænke på overgange

Villads sidder og piller i et sår i sin håndflade på køkkentrappen bag mit sommerhus. Han kniber øjnene sammen i modlyset fra himlen, da han ser op på mig. Vi sidder og spiser morgenmad. Jeg har lige fundet brombær, jeg ikke vidste voksede i haven. Stået på en stol og balanceret. Det er august. Villads har mørkebrune arme; som om august har varet hele foråret. Han er lige kommet hjem fra en måned i Italien, Frankrig og Korsika og seks måneder i Caribien før det.

Hvordan har du det?, spørger jeg.

Hvad mener du?, spørger han.

Du skrev til mig, da du sad i toget på vej hjem til Danmark, at du synes, det var uhyggeligt.

Nå ja, det havde jeg helt glemt. Men det var nok ændringen fra at være rejsende til at skulle tilbage.

Hvorfor det?

Fordi når jeg rejser er alting nyt, og så behøver jeg ikke tænke så meget på mig selv; så er jeg mere udadvendt i mit verdenssyn. Men når jeg er et sted, jeg kender, kan jeg kun være sådan: ”Wååow den bygning har jeg set hundrede gange før”. Hvis jeg ikke hele tiden er i gang med at opdage nye ting ude i verden, så begynder jeg at tænke mere på mig selv.

Og det er svært?

Ja, eller på en måde tænkte jeg, at rejsen var en; ikke en flugt, men en pause fra det rigtige liv, og så skulle jeg tilbage til det rigtige liv efter. Så hvis jeg var bange for noget på vej hjem i toget, så var det nok det, altså frygten for at skulle tilbage til et liv, hvor jeg skulle forholde mig til mig selv.

Men hvordan har du det så med at være tilbage?

Fint nok.

Villads kigger ned på sit sår. Jeg kan høre solsortene skrabe rundt i jorden bag mig.

Han siger ikke noget længe.

Sidder du og tænker over, hvordan det er at være tilbage?, spørger jeg.

Ja.

Jeg rejser mig og går ind i busken, mens han tænker. Jeg finder en fyldt gren langt inde.

Jeg ved det ikke rigtig, siger Villads så, jeg tror ikke rigtig, jeg har forholdt mig til det endnu.

Jeg kommer ud af busken, lægger tre brombær i hans hånd.
Han spiser dem.

Jeg sætter mig ned.

Hvad har du så tænkt på?

Nok bare det med overgange. At det overrasker mig hver gang, at fordi der kun er det øjeblik, som der er lige nu, så føler jeg faktisk, at det altid er som om, der ikke er nogen overgang, men lige pludselig er jeg bare i en ny situation. Så jeg føler aldrig, at der er noget øjeblik, hvor jeg tænker; nu er jeg i gang med en overgang, fordi det først er, når det allerede er sket, at jeg mærker den.

Så på en eller anden måde er det svære ved overgangen måske mere tanken om den?

Ja, jeg tænker i hvert fald mere over det inden end efter. Så for mig er overgange nok mere et koncept og en tanke, end en egentlig handling, og det er nok det, der gør det svært for mig at være i den og tale om den.

OVERGANG 4

bladene falder

af træerne

en morgen

er de

allesammen

væk

og

træerne

på min gade

står tilbage

som store

sorte

stilke

og fryser

Den liminale fase: der hvor vi nulstilles

Nogle dage efter Villads og jeg har siddet og talt om overgange, om mellemrummet vi ikke kan mærke, men alligevel oplever ske for os, kommer jeg til at tænke på noget af det første, jeg lærte, da jeg begyndte at læse antropologi.

Den liminale fase. Den fase, hvor en overgang finder sted. Hvor vi nulstilles uden status og identitet og står i tomrummet mellem vores gamle og nye jeg. Her eksisterer vi i en flydende blød tilstand, hvor alt kan ske. Fødselsdage, sommerferier, sabbatår, rejser, sorg, brud, tiden inden noget nyt. For vi er ingenting i overgangen, i luften, i floden på vej over, før vi står med fødderne i jorden og har fundet os til rette i vores nye status eller jeg.

Og det er nok det, som Villads, og også Lene Tanggaard, er inde på; At før vi har gennemgået overgangen, kan vi kun tænke på den og være usikker på den, før den er overstået, og vi står på den anden side og kan se os tilbage og sige: Hvad var det, jeg var så bange for?