Jeg overspringshandler

Den her tekst skriver ikke bare sig selv

Jeg åbner computeren
Åbner et dokument
Skriver en overskrift
Tager min telefon og kigger på klokken
Mine fingres instinkter fører mig til Instagram-feedet

Åbner computeren
Dokumentet er åbent
Kalenderen åbner
Instinkterne i hukommelsen siger, at jeg skal få sat en aftale op med veninden

Åbner computeren
Dokumentet er åbent
Min mave rumler
Instinktet, om at jeg ikke skal sulte, fører mig ud til køleskabet

Åbner computeren
Dokumentet er åbent
Min opmærksomhed forstyrres af tøjbunken på gulvet

Jeg tænker over, hvad en overspringshandling er for mig

Eksamen over alt andet?

Det første, jeg tænker på, er eksamen.

Jeg tænker på, at når en eksamen skal terpes, og jeg vælger at lave en masse andre ting, inden jeg går i gang. Måske fordi jeg ih og åh er så nervøs for den eksamen. Jeg vil gerne gøre det godt, men jeg synes, det er svært.

Jeg ser mig selv bruge for lang tid på at lave det gode setup til eksamens-terpen. Køber snacks, anretter det på en tallerken, laver en kop te, tager det gode joggingsæt på. Tjekker Instagram-feedet igennem en “sidste gang” og henter dynen – for lidt rart må det da godt være. Og jeg skal da også lige hente alle de bøger og hæfter og blyanter, der skal bruges (selvom det sikkert var nok med den ene bog!)… Men SÅ er jeg også klar.

Nu er der ingen vej udenom. Jeg har gjort alt, jeg kunne komme i tanke om for at gå igang. Og så kigger jeg lige ud i luften. Stirrer blankt. Glor tungt.
‘KOM NUUU, SKRIV FOR POKKER! KLOKKEN ER KVART OVER TI – DU SAGDE, DU VILLE GÅ IGANG KL. 9! HVAD VENTER DU PÅ!?’

Et par uger senere…

Jeg har afleveret en eksamensopgave. Jeg fortæller jer nu dette (og måske jeg blotter, ydmyger og udstiller jeg mig selv, men jeg synes ikke, dette skal udelades). Grundet lidt forvirring, distrahering og manglende vejledning, havde jeg ikke 12 dage til at skrive den 15 siders opgave, men pludselig kun lidt over et døgn. Jeps, det er rigtigt. Jeg havde taget fejl af afleveringsfristen og opdagede det, lige inden det var for sent.
Men det, som jeg vil med denne bommert, er, at det, jeg gjorde, efterlod mig forbløffet. Jeg gik jo fra at have en masse tid, en masse timer og dage, til at have akkurat 30 timer til at skrive en 15 siders opgave. Jeg vidste, at jeg måtte droppe alt, jeg havde af ting at tage mig til: oprydning, Instagram, socialt samvær – det hele. Det var kun måske, jeg kunne finde tid til at spise og sove. Det var i hvert fald det valg, jeg følte, jeg stod med, hvis jeg altså gerne ville bestå.

Det her døgn blev et døgn, hvor overspringshandlingerne forsvandt fuldstændig. Der blev gået 100 skridt den dag. Det var for et glas vand, et stykke ristet rugbrød med ost og et toiletbesøg eller to. Og jeg lover jer: Det her eksempel var altså IKKE planlagt i forbindelse med min tekst.

Brandmanden, der skal redde folket

Overspringshandlinger forsvinder helt ud af billedet, når det virkelig brænder på, og uret tikker så højt i hovedet, at der ikke er andet, der kan høres eller gøres. Jeg gør det, der skal gøres, når det SKAL gøres – når det virkelig er det vigtigste. Jeg måtte droppe søvnen, og jeg måtte droppe et nærende måltid, fordi opgaven var det vigtigste. Når min mor bad mig om at rydde op på værelset som barn, gjorde jeg det først, når der kom gæster. Eller når vasketøjsbunken skal klares, fordi min mor ikke er der til at gøre det. Det sker først, når jeg opdager, at jeg tager de trusser på, jeg ALDRIG går med. Det kan næsten sammenlignes med, når brandmanden skal have folk ud af den brændende bygning først for så at prøve på at slukke ilden efter. For by that time ilden er besejret, er det for sent.

Et par dage senere….

Jeg lever stadig højt på, at jeg faktisk præsterede det, jeg gjorde. Jeg skrev en svær opgave, jeg virkelig bare gerne ville smide langt ad ***** til og give en papand for, men samtidig så gerne ville gøre ordentligt og godt. Som man nu vil i vores samfunds karakterræs den dag i dag (can anyone relate? but still like ‘fuck this shit’).
Det er, som om det at have vist mig selv dette – at jeg faktisk godt kunne lade være at lave overspringshandlinger – og mærke, hvordan jeg seriøst fik skrevet SÅ meget på en dag… Det, at JEG JO GODT KAN, giver mig blod på tanden. Blod på tanden til at øve mig i at undgå overspringshandlinger.

Overspringshandlingernes mester

Jeg tænker nu på, at vores telefoner må være en af de største syndere. Den største overspringshandling af dem alle. Jeg tjekker telefonen inden næsten alt, hvad jeg foretager mig. Om det er Snapchat, Messenger, BeReal, Instagram eller TikTok. De to sidstnævnte er nok de værste. Den ene værre end den anden. Jeg synes, jeg prøver at have en bevidsthed, hvor jeg forsøger at holde fast i en selvkontrol. Det der med at scrolle TikTok i timevis skal jeg jo helst udskyde, til jeg i det mindste ligger i sengen og alligevel ikke vil eller kan sove.

Når det kommer til mig, tog Instagram al magt for et par år siden. (Nu ligner dette et sidespor, men giv det en chance). Da story-funktionen var kommet, og opslag i feedet var ved at uddø med frustrerende algoritmer. Feedet var ikke længere kronologisk, posts forsvandt, og derudover opstod en perfektions-kultur iblandt os. Den der kultur med at vi poster sjældnere nu, fordi posts er evige, og stories er ikke. Posts er forankrede og skal være gennemtænkte og perfekte, fordi vi har lært os selv og hører om overalt i samfundet, at kvalitet er bedre end kvantitet. Køb lokalt frem for globalt, dyrk finkultur frem for populærkultur, hav lidt dyrt tøj i stedet for meget billigt tøj, mm. Men okay, ring mig lige op den dag I møder én, som gør alle disse ting.

Jeg tror personligt ikke på, at alle kan være gennemførte kvalitets-insekter. Noget kvantitet må vi da alle have i vores liv? Med god vilje eller ej. Det ærgrer mig, at opslag ikke længere er nær så let producerbare i vores mindset, som de var engang. Det eneste, der næsten er at finde i dag, er den der karrusel på ti udvalgte billeder, der lige forklarer noget om, hvor meget sjovere du havde det om sommeren, eller hvad din februar måned er gået med.

Men der er jo også meget arbejde bag udvælgelsen af disse ti billeder. En god variation eller gennemtænkt rød tråd, en gerne ensformig redigering alle billederne igennem, en caption, der siger meget, men ikke for meget – lidt, men ikke for lidt. Gerne lidt humor og sarkasme uden at lege sjov journalist. Fordi husk janteloven og at det ikke kun er vennerne, der ser opslaget. Det er jo også ham der den lækre, bedsteforældrene, fremtidige chefer og de der frienemies – altså dem, jeg engang var venner med, som jeg da lige skal vise, at jeg faktisk har det fint uden. Hvordan fanden skal man kunne leve op til alt det?

Overspringshandlingens gode gerning

Jeg kigger på min telefon nok op til et par hundrede gange om dagen. Og før I tænker: det var voldsomt? SÅ snakker jeg den der slags kiggen, hvor telefonen bare ligger på bordet, når jeg er i skole, på mit bryst, når jeg ligger i sengen og ser serie. Når jeg tager den op fra lommen for at se, hvad klokken er, eller bare når jeg keder mig. Det er den slags kiggen, hvor der ikke kom en messenger-lyd eller en notifikation poppede op, men hvor noget inde i mig får mig til at kigge alligevel.

Jeg tror, notifikationerne er noget, vi prøver at programmere vores overvældede, oplyste hjerner til ikke at lade os bukke under for. Det pres, der ligger på lur hos alle. Stressen, der kan ramme hver anden person i løbet af livet (eller hvad statistikken nu siger). Beskederne, mails, notifikationerne – alt det, der skal leves op til. Det er ens profil – ens rolle, som man tænker over på arbejde, i det sociale, i familien og bare over for sig selv. Men alligevel åbner vi notifikationerne og beskederne af kedsomhed og som overspringshandlinger, også selvom vi forsøger at arbejde imod det.

Jeg ser næsten denne tankestrøm om telefonens magt som en overspringshandling i refleksionen over overspringshandlinger? Men det er jo det, den telefon og de sociale medier gør ved mig.

Jeg vil nok stadig slå mig selv oven i hovedet over de overspringshandlinger, der kommer, men det kan ikke være så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg tror på, at overspringshandlinger er ligesom, når jeg lige skal slå koldt vand i blodet. Trække vejret dybt. Tælle til ti. Der er en grund til, at jeg ikke kunne gå i gang først, men godt kunne efter en overspringshandling – som om den er en naturlig del af processen.

Overspringshandlingen hjælper mit tankesystem, hvor tankerne kan gå på noget andet inden ‘the real deal’. Når jeg sidder ved computeren, kigger på Instagram og ser en story af mine veninder ude på café, kan jeg motiveres og tænke: “Når jeg er på den anden side af opgaven, så kan jeg tage med og være en del af den story og dag.” Og så skader en umotiveret oprydning heller aldrig.

Tekst: Amanda Oline Petersen
Visuelt: Josefine Kynne
Tekstredaktør: Arendse Reeh-Mogensen & Sigrid Langgaard
Featurebillederedaktør: Astrid Urup Møllerhøj & Klara Hoffmann