Lad dig omfavne af mørket for at blive født i lyset

Da jeg så kortfilmen, føltes det som om, jeg havde febervildelser. Det samme følte Jonatan Jarvel, da han spillede med i den som hovedrollen Dante.

Jeg tror, at det er det mest intense, jeg nogensinde har lavet. Det var virkelig hårdt at lave så mange grædescener. Jeg levede bare af cigaretter i en måned, og så optog vi 20 dage i streg, mest om natten og i november. Ved slutscenen var jeg blevet så meget en del af filmen, at jeg havde virkelig meget feber, da vi skød det. Og så virkede det ikke længere, at Anton råbte ad mig for at få mig ind i karakteren. Så spillede jeg bare scenen.  

I filmen følger vi Dante ind i en technoklub, hvor han med lyden fra elektronisk musik og dunkende bas må se sig selv og sine traumer i øjnene. Vi ser i tilbageblik, at han kalder på sin mor, og i nutid, at han underlægger sig sin fars tyranni. Men det er svært at sige, hvad det er, der ligger i fortiden og tynger ham, så han ikke kan være andet end kølig og kold, da han træder ind på klubben.

Anton er i sit manuskript inspireret af Dantes Inferno, som handler om en person, der skal gå igennem skærsilden for at kunne komme i himlen. Han fortæller: Så ideen var, at vores hovedperson Dante skulle gå igennem hans udgave af helvede for at komme ud på den anden side, ikke nødvendigvis for at være lykkelig eller komme i himlen, men for at kunne møde livet på ny.

Med tematikkerne fra filmen er det ikke en overraskelse, at produktionen bag hedder Sort Sind, der består af Anton Isbrand, Jonatan Jarvel og Johannes Moe. De har tidligere produceret kortfilmene Den Apokryfe Prins og Faceless, der også berører mørke og abstrakte emner. De drømmer allesammen om at arbejde med film, men kæmper samtidig også med alle de udfordringer, der ligger undervejs og i at være ung kunstner; blive afvist af filmskoler og festivaler, søge fonde, skabe et firma, skrive manuskripter om og lære af fejl på film-settet.

Anton fortæller om deres første dag, som også blev en del af deres lange læringsproces, der tilhører den 3,5 år lange produktion af “Pik og Muskler”.

Jeg kan huske, at vi første dag skulle skyde en scene, hvor Dante ligger i mørket og skal græde og se på sine traumer. Og Jonatan og jeg har jo arbejdet sammen før, så vi kender hinanden godt. Så vi sætter kameraet i gang, og så er det hovedsageligt bare mig, der står og råber af Jonatan om hans traumer og familieforhold, jeg kender, for at få ham i humør til at skulle spille scenen. Det havde vi aftalt, men vi havde lige glemt at informere andre om det. Og jeg tror, vi var 30 på set den dag, så alle stod bare og blev bange bag mig, mens jeg stod og råbte og skreg. Det fortalte de så bagefter, at det var grænseoverskridende. Og det kunne vi jo godt se. Det havde vi bare ikke tænkt over, for vi havde ikke prøvet at lave noget, der var så stort før. Så lærte vi lige at briefe alle inden hver dag; velkommen til set, det bliver lidt intenst og voldeligt igen i dag. Så på den måde lærte vi hele tiden noget undervejs. Og det var hårdt, men vi er også meget taknemmelige for det.  

I dag er Anton flyttet til Odense, hvor han arbejder på manuskriptet til sin næste kortfilm langt væk fra Københavns tempo og konkurrenceprægede affekt. Der er en kreativ frihed i stilhed og lange kaffepauser med afslappede fynboer, fortæller han. Johannes klipper stadig film og Jonatan er ved at færdiggøre sin snedkeruddannelse, samtidig med han er en del af bandet Social Addiction. Men ideen om en dag igen at producere en kortfilm sammen ligger ikke fjernt for nogen af dem.

“Pik og muskler” er som kortfilm anbefalingsværdig og berører vigtige emner ved at være en ung mand. Den formidles i en både genkendelig og abstrakt form. Men selvom den er mørk, er den også smuk og relevant for alle, der har gennemgået et traume, som de har haft lyst til at flygte fra. For i og med vi mærker mørket i filmen, mærker vi også lettelsen og forløsningen, da Dante endelig giver slip og ser sig selv i øjnene.

Filmen kan ses på Ekkos sortliste her.