Limboland

Kære du

Mit hoved snurrer og knurrer og spinder
Over tankerne om voksenlivet
Hvad det indebærer, og hvornår det indfinder sig
Hvornår indfinder det sig?
Jeg mærker det ikke, selvom jeg burde
Føler mig stadig 16 år gammel og uvidende, naiv

Jeg er forvirret over det stadie, jeg befinder mig i
Ikke barn, ung voksen, men ikke voksen
Jeg køber vaskepulver, har forsikring og laver min egen mad
Men jeg er stadig et barn, når jeg hader at ringe til banken
Og ikke ved, hvordan man skærer et løg
Og når jeg får hjemve

Jeg er voksen, og alt går, som det skal
Men det skræmmer mig, at det er nu, jeg er voksen
Jeg har ansvar for mig selv, men føler konstant, at nogle burde gribe mig
At min mor burde stå der og ringe til folk for mig
Og fylde køleskabet og sige til mig, at jeg skal huske at sove
Men det er dette liv, jeg har higet efter, dette jeg har ønsket

Er det når man får sit første barn, man mærker voksendommen?
Når man bliver gift?
Bliver bachelor? Kandidat? Mærker jeg det nogensinde?
Jeg tænker, at det ikke er en følelse, der indfinder sig pludseligt
Men noget du en dag mærker og opdager, at det har udviklet sig over tid
Som når du vågner fra en lur, du ikke opdagede, du faldt ind i

Engang troede jeg, at livet var en række af milepæle, der skulle opnås
Ingen slinger i valsen, ingen ujævnheder af større betydning
Men livet er mærkværdigt, utilregneligt
Intet sker, når det burde, og du mærker dig selv være helt udenforstående for begivenhederne
Selvom noget burde, betyder det ikke, at det gør
Skal jeg være et barn for evigt?

Jeg føler total forvirring over min plads
Så mange andre når så meget på den halve tid
Og jeg føler mig stadig som et lille kid, når jeg bevæger mig rundt på campus
Føler mig rundtosset, når jeg skal forsøge at strikke min forskudsopgørelse sammen
Der mangler kohærens mellem min tilværelse og min psykiske alder
Skal det være sådan for evigt?

Kærlig hilsen fra mig