Nyhedsoverblik – d. 28. februar

28. februar 2021

Hver søndag giver SEIN dig et nyhedsoverblik fra ugen, der gik. Nyhedsredaktionen har udvalgt 3-5 historier. De kan være fra ind- og udland, store og små, men vi mener, at de er værd at belyse. Vi vil forsøge at belyse aktuelle emner ud fra SEINs tanker og anskueliggørelser.

Svimlende mængder kokain sendt til Europa forklædt som spartelmasse
1700 dåser spartelmasse var gemmested for 16 ton kokain på et fragtskib til Europa. Det opdagede toldere i Hamburg havn den 12. februar, da de foretog en kontrol af containere fra Paraguay. I stedet for 20 kilo spartelmasse indeholdt alle metaldåserne nemlig otte poser med ni kilo kokain i hver. Det er den største mængde kokain, det europæiske politi har beslaglagt, og selv på globalt plan er mængden rekordhøj.

I den belgiske havneby Antwerpen fandt hollandske og belgiske toldere yderligere 7,2 ton kokain i en anden container fra Paraguay. Politiet fortæller, at den samlede mængde kokain på 23 ton skulle sendes til samme adresse i Holland. I onsdags anholdt det hollandske politi en 28-årig mand fra byen Vlaardingen, da han er mistænkt for importen af de enorme mængder kokain. Ifølge det tyske toldvæsen havde de 23 ton kokain en gadeværdi på flere milliarder euro.

https://sn.dk/Verden/Europaeisk-politi-beslaglaegger-23-ton-kokain/artikel/1413945
https://www.berlingske.dk/internationalt/europaeisk-politi-beslaglaegger-23-ton-kokain

Frivillige starter nye projekter for at hjælpe det stigende antal ensomme unge
Holdsport, restaurantbesøg, gruppearbejde og byture er blandt de ting, vi ikke mærker meget til for tiden. I stedet er hverdagens bedrifter skiftet ud med virtuel undervisning, og det tætteste, vi kommer på et socialt event, er en gåtur.

Det er derfor ikke mærkeligt, at flere statistikker viser, at unge er mere stressede og ensomme end før. En rapport fra HOPE-projektet, der har undersøgt danskernes adfærd under coronapandemien, viser, at 40 % i alderen 18-34 år erklærer sig enige eller delvist enige i at føle sig ensomme. Til sammenligning var tallet på 29 % i foråret 2020. På baggrund af de unges mistrivsel ønsker et flertal på Christiansborg bestående af regeringens støttepartier og oppositionen at have mere fokus på de unge under genåbningen af Danmark.

Men indtil vi får en normal hverdag igen, kan vi glæde os over, at flere projekter, der prøver at bekæmpe ensomhed, dukker op. En af dem er en gruppe frivillige unge fra Ungekriseledelsen, der er en del af Aarhus Kommunes coronaprojekt. De har sat sig for at uddele 250 ’hjælpepakker’ til dem, der søger ekstra aktivitet i disse dage.

– Jeg håber, at der er nogle, der bliver glade for det. Formålet er, at vi gerne vil sprede den her gode corona-karma, og at folk får lyst til at sprede det videre til nogle i deres kreds, fortæller Cecilie Elmholdt, der er frivillig i Ungekriseledelsen, til dr.dk.

Hjælpepakkerne består af en mulepose med blandt andet spil, filmguide, slik og ideer til måder, man kan være sammen med sine venner på under corona. De unge er blevet nomineret og udvalgt gennem Ungekriseledelsens egen Instagram.

Den stigende ensomhed har gjort, at flere unge er startet til psykolog. En af dem er Asta, som i mandags udkom med et indlæg på SEIN, der sætter fokus på, hvorfor det fortsat er et tabuiseret emne, og sin egen erfaring med psykologhjælp.

https://seinmag.dk/rusk-toem-genstart/
https://www.dr.dk/nyheder/indland/corona-hjaelpen-er-paa-vej-til-aarhus-unge-og-den-kommer-paa-et-kosteskaft?cid=soc_instagram_drnyheder_post_tfurb4w2
https://hope-project.dk/#/reports/danskernes_adfaerd_og_holdninger
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-02-01-unge-er-mere-ensomme-og-stressede-end-paa-noget-andet-tidspunkt-under-corona

Australien vedtager ny medielov: Facebook havde en finger med i spillet
Torsdag i sidste uge fik de australske internetbrugere en overraskelse, da de åbnede Facebook. Tech-giganten havde blokeret for links til alle de australske nyhedsmedier på platformen. Det var ikke sket en fejl. Facebook havde fjernet indholdet i protest mod et australsk lovforslag, der gør det obligatorisk for tech-giganter at betale for de australske mediers nyheder.

I torsdags vedtog det australske parlament den nye medielov på trods af tech-gigantens utilfredshed. Australien blev dermed det første land nogensinde til at kræve, at tech-giganterne betaler for de nyheder, der deles på deres platforme. Indtil videre omfatter loven kun Facebook og Google, da det er annoncemarkedet på netop deres platforme, man ønsker at påvirke.

Selvom loven nu er vedtaget, har det dog ikke været helt uden Facebooks indblanding. Efter Facebooks blokering i sidste uge har det australske parlament og Facebook nemlig forhandlet om justeringer i lovforslaget. Det har resulteret i, at den godkendte version af loven rummer nogle få, men betydningsfulde ændringer.

https://finans.dk/forside/ECE12785864/australien-har-godkendt-omstridt-lov-og-kraever-facebookbetaling/?ctxref=ext
https://www.berlingske.dk/internationalt/premierministeren-svor-ikke-lade-sig-skraemme-sa-ringede-mark

Kommune betaler erstatning for omsorgssvigt: Nu står flere unge i kø med deres sag
Der er ingen børn, der skal vokse op i et hjem med utætte vinduer, afføring overalt og forældre, der opfordrer deres børn til at ryge hash og drikke alkohol. En ung kvinde på Bornholm oplevede desværre en barndom under disse forhold, og kommunen greb aldrig ind. Derfor er Bornholms Regionskommune nu dømt til at betale en erstatning på 300.000 kr. for det omsorgssvigt, den unge kvinde blev udsat for i sin barndom.

Østre Landsret har med afgørelsen af denne sag slået fast, at det er en krænkelse af barnets menneskerettigheder, hvis kommunen ikke griber ind i situationer som denne. Organisationen Børns Vilkår fortæller til Politiken, at en række andre unge har ventet på resultatet af denne sag. Der er nemlig flere børn, som også er vokset op under ringe forhold, uden at deres kommune har taget hånd om det. Afgørelsen af sagen i Østre Landsret har derfor gjort, at de også kan få afprøvet deres sag ved retten.

Advokaten, som førte sagen, Marc Malmbak Stounberg, fortæller til TV2/Bornholm, at selvom man ikke kan give de unge deres barndom tilbage, så kan man alligevel ”give dem den anerkendelse, at det ikke var okay, dét, som skete dengang”.

https://politiken.dk/indland/art8108972/%C2%BBDet-er-pisseuretf%C3%A6rdigt.-Jeg-halter-men-jeg-st%C3%A5r-sgu-da.-Han-er-fuldst%C3%A6ndig-%C3%B8delagt%C2%ABhttps://m.tv2bornholm.dk/artikel/advokat-glaeder-sig-over-dom-i-sag-om-omsorgssvigt

Gratis menstruationsprodukter på alle skoler i New Zealand
New Zealand er den seneste i rækken, der melder sig ind i debatten om period poverty – menstruationsfattigdom. For at undgå, at unge ikke møder op i skole, når de har menstruation, har New Zealands premierminister Jacinda Ardern meddelt, at der fremover vil være gratis bind og tamponer på alle landets skoler.

Sidste år blev Skotland det første land, der vedtog en lov om gratis menstruationsprodukter til piger og kvinder. Hvis du vil vide, hvor Danmark står i menstruationsdebatten, kan du via linket nedenfor læse et indlæg fra SEIN om netop dette.

https://www.vice.com/en/article/7k9ava/new-zealand-will-start-giving-free-period-products-to-students
https://seinmag.dk/da-blod-bind-og-tamponer-blev-politisk/

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her