Rejsedagbog fra Tanzania: Turen op ad Kilimanjaro (Del II)

Dag 5: Minusgrader og søvnmangel

Mit hoved dunker, som jeg bliver vækket af Joseph, der insisterer på, at vi skal stå op og spise vores havregrød, inden vi skal videre. Hele min krop føles svag, og jeg kan slet ikke se for mig, at jeg overhovedet vil kunne klare den sidste tur op til toppen. Jeg siger ingenting, jeg står bare op. Det er koldt, og jeg kravler rystende ned af min køjeseng iført tre lag tøj og leder efter et fjerde lag. Joseph stopper mig og beder mig sætte mig ned og spise.

Min hjerne myldrer med tanker: “Kan jeg overhovedet klare mere?” “Jeg er ikke stærk nok til det her.” “Min krop er for svag.” Jeg kigger rundt, og alle sidder med hovedet nede mod skødet. Der er helt stille. Af en eller anden grund er det alligevel mig, der fanger Josephs opmærksomhed først. Han spørger mig, om jeg er okay. Jeg tænker, at alle, der engang har siddet og forsøgt at holde tårer tilbage, ved, hvad dette spørgsmål gør ved en… Så jeg knækker selvfølgelig fuldstændig sammen. Tårerne triller ned ad mine kinder som aldrig før, imens hele min krop ryster totalt ukontrollerbart.

Jeg forklarer ham, hvordan jeg har det, og med hans fingre åbner han mit ene øje helt op. “Det er ikke højdesyge, for hvis det var det, så var din øjenfarve skiftet til grøn. Du har nok bare feber. Tag nogle panodiler og så er du klar.” Min mave rumler, men min appetit er totalt forsvundet, og det sidste, jeg ønsker, er at spise noget som helst. Jeg ved, at hvis jeg skal have en chance for at fortsætte vandringen, skal jeg have noget i maven. Jeg knuser panodilerne ned i havregrøden og drikker den, så den er hurtigere nede. Så får jeg stukket mine vandresko i hånden, og nu er det ud og stå klar med mig. 

Det er fuldstændig mørkt og koldt udenfor, og vi hjælper hinanden med at tænde vores pandelygter, så vi kan begynde at ane, hvad der er foran os. Joseph fordeler os i en række én efter én – sådan som han vurderer os fra svagest til stærkest. Jeg bliver placeret som nummer to: altså andensvagest. Umiddelbart grundet min gråd. Vi var blevet fortalt, at mænd i Afrika bestemt ikke græder. Og kvinder, der græder, giver udtryk for ustabilitet og svaghed. Og sådan nogle kan mændene ikke gifte sig med eller få børn med.

Derfor er ingen af vores guides vant til at se nogen, der kunne græde så meget som mig. De var sgu helt i chok. Det er jo egentlig meget normalt i Danmark, at både kvinder og mænd græder og viser følelser, men her og nu må det betyde, at de skal holde ekstra øje med mig, fordi jeg er ustabil og svag. Et par af de andre piger kaster en del op, men det virker mere normalt. Der var – i hans øjne – større chance for, at de skulle klare det, end der var for mig.

Vi starter turen mod toppen. Skridt efter skridt. Det er helt absurd hårdt, og hvert skridt føles som et højt trappetrin. Min krop føles stadig svagere end aldrig før, og inderst inde kan jeg faktisk slet ikke forstå, at jeg kan fortsætte med at gå. I mit hovede siger min hjerne totalt fra, men den har mistet kontrollen. Det eneste, der har kontrol over min krop lige nu, er mine ben og fødder.

Hvert tiende skridt holder vi pause. Vi har alle brug for det, for det er sindssygt hårdt. Et par stykker af pigerne skiftes til at kaste op, men min største udfordring lige nu er, at jeg vitterligt falder i søvn i hver kort pauser vi har. Det føles seriøst, som om det hele er en drøm, og jeg bliver ved med at blive vækket midt i den. Som vi går op ad bjerget, er det svært at ane, hvor langt vi er nået, og hvor langt vi har tilbage. Det er totalt mørkt, og pandelampen lyser ikke så langt. Jeg har heller ingen form for tidsfornemmelse, og det er noget, som, jeg kan mærke, skræmmer mig meget og gør mig endnu mere utilpas.

Der er nu gået seks enormt lange timer, og solen står op. Men vi er ikke ved toppen, og min mavefornemmelse siger mig, at vi heller ikke er ved at være tæt på. Timerne flyver afsted, og tårerne triller ned. Jeg har ingen kræfter, og for hvert skridt jeg tager, overrasker det mig, at jeg bliver ved. 

Efter hvad jeg næsten vil kalde mit livs kamp, når vi Gilman’s Point (5685m). Ved bestigningen af Gilman’s point har man officielt besteget Kilimanjaro, men det er ikke bjergets højeste punkt. Idéen om dette giver mig en helt ny energi, jeg føler mig ubeskriveligt sej og stolt. Min svaghed i kroppen sænkes en del, og jeg har nok overskud til at finde snacks frem i min rygsæk og spise dem, mens jeg giver Joseph et stort og stolt smil. Et, som han muligvis ikke har set i et par dage. Efter en kort pause og en sværm af motivation fortsætter vi til de næste punkt, det andethøjeste punkt: Stella’s Point. Herefter Uhuru Peak, det højeste punkt.

Der går ikke lang tid, før jeg ser endnu en mand blive båret ned fra bjerget med iltmaske på. Jeg tænker, at det godt nok er synd for ham, at han har været så tæt på toppen og alligevel har været nødt til at give op. Jeg kan godt selv mærke, at ilten er blevet tyndere. Man kæmper lidt ekstra for at få vejret, og man bliver hurtigere forpustet. Dog synes jeg egentlig ikke, at det er noget, der påvirker mig specielt meget. 

Nu står jeg her på Uhuru Peak. På toppen af Kilimanjaro, toppen af Afrika, toppen af verdens højeste, enestående bjerg. Jeg tager min telefon frem for at få et billede, og jeg opdager at jeg lige pludselig har 4G og modtager beskeder. Jeg skynder mig at ringe over FaceTime til min mor, og der går ikke lang tid, før hun tager telefonen. Jeg begynder at græde igen. Det er alligevel tre eller fire timer siden, jeg sidst græd, så det er okay. Jeg fortæller min mor, at jeg er på toppen, og hun skynder sig at samle hele familien foran telefonen. Klokken er cirka syv om morgenen i Danmark.

Alle er enormt stolte af mig og siger en masse anerkendende ord, men det eneste, jeg fortæller min mor, er, at jeg har feber, og at jeg har det så dårligt. Det er helt underligt at være syg og så ikke få den omsorg af sin mor, som man plejer og har fået hele livet. Hun forsøger at muntre mig op ved at tale udenom og sige, at det er så vildt, at jeg står på toppen, og at jeg skal være stolt over det.

Vi afslutter derefter opkaldet, og jeg går over til de andre piger. De fleste af dem ser ud til at have det en del værre end mig. De er totalt drænet for energi og ser helt fortabte ud. Det er også så koldt, at både deres hår og øjenvipper er helt hvide og frosset til is. Der går derfor ikke lang tid, før Joseph siger, at vi skal til at bevæge os ned af bjerget mod Horombo Hut, hvor det er tryggere at sove, fordi ilten er mere normal.

Turen ned af bjerget er også helt absurd hård. Jeg havde egentlig glædet mig til den del, men ens knæ bliver virkelig sat på prøve, og hele ens krop er bare slået totalt ud. Vi er to piger, der følges ned af bjerget. Hver gang vi tager en pause – som var cirka hver femte minut – falder vi i søvn og skal vækkes af vores guide for at fortsætte. Vi rammer Uhuru Peak klokken ti, og da vi når Horombo Hut, er klokken 17. Det er nu helt mørkt igen. Det vil sige, at vi har været igang fra klokken 23 til klokken 17 på fem timers søvn.

Dag 6: ‘Til the day I die, Imma touch the sky’

Den sidste dag har så meget at skrive til. Vi skulle fra Horombo Hut og hele vejen ned til der, hvor vi blev sat af første dag. Jeg vågnede med en god energi, og jeg glædede mig bare rigtig meget til at komme hjem; Nu havde vi jo nået målet. Det tog lang tid at komme ned, for der var alligevel omkring 20 kilometer. Jeg havde mine høretelefoner i og hørte Kanye West’ “Touch the Sky” på repeat. Så jeg var bare glad og havde intet at klage over. Da vi kommer ned, er bussen klar til os, og de har kolde colaer. Alle smiler, og vi er enormt stolte af os selv. På trods af opkast, feber, minusgrader og søvnmangel gjorde vi det. Vi nåede toppen af Kilimanjaro og stod dermed på toppen af hele Afrika.

Torsdag d. 31. august 2023

Som jeg sidder og læser det hele igennem igen, bliver jeg stadig totalt rørt og teleporteret fuldstændig tilbage til de dage. Hele min krop kan mærke, præcis hvordan jeg havde det dengang, af bare at læse ordene. At bestige Kilimanjaro er det absolut vildeste, jeg har gjort – både fysisk, men også mentalt. Da jeg kom ned fra det bjerg, følte jeg, at jeg var verdens sejeste og stærkeste kvinde. Ingen kunne fortælle mig andet, for jeg havde jo lige bevist det. Det er en oplevelse, der har sat et kæmpe præg på mig, fordi jeg netop kunne bevise over for mig selv, at jeg kan mere, end jeg tror. Uanset hvor hårdt, det var, har det været en væsentlig del af min selvudvikling: at vise mig selv at jeg aldrig bare skal give op. Det er en oplevelse, som jeg ikke kunne forestille mig at være foruden.

Tekst: Emma Louise Wilson 

Visuelt: Mathilde Sigersted

Redaktør: Johanne Ringøen