Sæsonen er slut

Illustrationer af Anine Krohn

EXT. Oslo Centrum. Eftermiddag.

Det er tirsdag eftermiddag i Oslo, Norges hektiske hovedstad, hvis liv og mylder jeg ikke kan finde mig til rette i, men alligevel mere eller mindre frivilligt har opsøgt. Jeg går forbi dem på gaden: de travle, for travle, fortravlede, på vej hjem fra eller hen til noget, på vej videre, alle ligner altid nogle der er på vej videre, og midt i alt dette står jeg med mit jeg. Selv når jeg går, flytter jeg mig ikke, ikke egentlig, ikke på den måde andre flytter sig, alting går ligesom bare forbi mig, preller af på mig, gør intet indtryk og sætter intet aftryk. Jeg er ikke klar over om jeg selv gør det, sætter noget aftryk, om jeg efterlader mig nogen spor i verden. Men det gør vi alle vel, nok bare ikke på den måde vi selv ønsker. Det – også dét – er uden for vores kontrol. Jeg ved ikke hvad det er med kontroltabet – det føles så, jeg ved ikke, på én gang som at blive både meget lettere og tungere.  

Da Thomas og jeg skiltes og gik i hver vores retning, følte jeg at noget imellem os var uigenkaldeligt tabt, at det ikke ville blive som før, at vi ikke igen ville kunne mødes som to ligeværdige mennesker. Hans forsøg på at opmuntre mig var velmenende, det ved jeg, han er et helt igennem godt menneske og ønsker ikke at gøre nogen ondt, men han fik mig alligevel ikke til at føle som andet end ham idioten der “bare” skulle tage sig sammen: jeg var offeret, han var helten der reddede mig og sikkert også forventede min tak for det efterfølgende. Jeg lovede ham ikke at gøre noget dumt, ikke at tage mit eget liv, men man kan ikke love andre mennesker den slags, det er ikke en beslutning man træffer eller blive enige om i fællesskab, når alt kommer til alt, er vi alle alene. Jeg har prøvet at begå selvmord før (og også forsøgt at forsøge), det mislykkedes, jeg kunne ikke, jeg tænkte på min mor, min far, min søster, hvor kede af det det ville gøre dem, min mor især: helt knust, det hele skulle have været så godt, jeg var endelig blevet rusfri og færdig på behandlingshjemmet, ville hun tænke, skulle tilbage til samfundet, men jeg ville og vil stadigvæk ikke tilbage. 

Iselin har forladt mig, men jeg kommer ikke til at forlade hende, aldrig, min engel, mit hele, mit eget selv. Et sort forår, en sommer af vand. Jeg tror ikke jeg bliver glad igen, jeg er holdt op med at håbe, tidligere var det dét der holdt mig oppe. Det må være en fejl at hun ikke tager telefonen når jeg ringer, ikke besvarer mine beskeder, hun må være travlt optaget eller måske har hun fået nyt nummer, hvad ved jeg, det er så længe siden. Nu er hun i New York og mere uopnåelig, uden for rækkevidde, end nogensinde før. Jeg vil for alt i verden ønske at vi bare kunne være sammen, at det ville være os to igen.

Jeg slider mine såler flade, vandrer omkring uden mål og med, drejer om hjørnet ved Parkveien, ved en pludselig indskydelse går jeg ind på Åpent Bakeri, for ligesom at holde en pause fra det hele (som om vandringen ikke er en pause i sig selv: at holde noget, og nogen, på afstand), der sidder mennesker udenfor og indenfor, jeg føler at her er et sted hvor jeg kan forsvinde i mængden, men hvor det samtidig ser ud som om at jeg er en del af den. At jeg findes. Jeg sætter mig et ved et bord hvor jeg er uset, men føler alligevel at alles blikke hviler på mig, og på en særligt borende måde, som om de har gennemskuet mig, set lige igennem mig, røbet min hemmelighed. Og tages livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, tages lykken fra ham med det samme, jeg er ikke længere bange for døden, den slår mig ligefrem som en redning, med et forsonende skær hvilende omkring sig: længslen efter at blive løftet over i en ny verden.

Brudstykker fra samtaler blander sig med hinanden, jeg lytter og lytter ikke, det er så fuldkommen banalt, detaljer fra liv, glamour og forfængelige drømme jeg hverken kan eller vil tage del i, dele (at tage på kærlighedsferie, bo i udlandet, skrive en fantastisk bog, plante et træ, lave en middag fra bunden af, isbade og svømme med delfiner, blive mindst 100 år gammel, vinde over 1 million i lotto, være elsket), jeg er allerede på vej væk fra det, føler langsomt at jeg opløses, at jeg bare et hylster, en beholder hvis indhold er tomt; på det sidste har jeg ikke følt noget specielt, ikke i det hele taget, jeg føler mig træt, men det er også fordi jeg sover så dårligt. Jeg rejser mig og forlader caféen, fortsætter min sidste slentretur gennem byen.

Jeg husker jeg ofte tænkte: Dette kommer jeg til at huske. Sådan siges det i prologen til Oslo, 31. august (2011), Joachim Triers anden spillefilm, men hvem der siger det, ved vi ikke, og det er måske heller ikke så vigtigt: det kunne være sagt af hvem som helst, af dig, af mig, det er en fælles oplevelse, et fælles minde. Hvem har ikke på noget tidspunkt stået i en situation og tænkt: Dette kommer jeg til at huske, som en slags besværgelse? Et ønske om at fastholde og forevige et øjeblik, gøre det til et minde. Jeg tænker det selv tit, og jeg tænkte det også da jeg så Joachim Triers Oslo, 31. august (2011) for første gang, fra åbningsscenen til slutningen: denne filmoplevelse kommer jeg til at huske. Jeg skriver ikke bare film, men filmoplevelse, for det er en oplevelse at se Oslo 31. august. Alle sanser holdes åbne, og må holdes åbne, for hvert et øjeblik tæller, er ladet med betydning (på samme måde som ethvert Munch-maleri er ladet med betydning, hos ham kan selv motivet af en mark med kålroer få én til at tænke på døden), og hele tiden er det snart forbi. 

I filmen følger vi den 34-årige eks-narkoman Anders som endelig er clean, og som en del af resocialiseringen skal han til jobsamtale i Oslo. Han bruger tiden før og efter på at drive rundt i Oslos gader og stræder, det meste af tiden alene, siddende på café, bænke, i parker, og opsøge mennesker han ikke har set i lang tid, men ikke alle er lige glade for at se ham igen; enten er de overdrevent hensynsfulde eller lader som om ingenting, begge dele lige uudholdelige. Byen er – og tilgiv mig for denne kliché – som en anden hovedperson lige så meget som Anders er det. På samme måde som i Agnes Vardas Cleo fra 5 til 7 fra 1962 som Trier åbenlyst er inspireret af (og som Rasmus og jeg skriver om i vores artikel “Turen går til… kunstens verden” i SEINs første trykte magasin), er filmen en intens skildring af en protagonist der er i færd med at tage afsked med sin by, eller omvendt. En skildring af en by der fortryller og forvirrer, fascinerer og frastøder.

I mange år har det været en tradition for mig at se filmen netop den 31. august, og sidste år så jeg den sågar i Oslo. Der er noget anonymt over titlen, noget upåfaldende, som er karakteristisk for filmen som sådan, en lavmælthed og en langsomhed, der nok også kun sætter sig spor hos de særligt tyndhudede (som jeg selvfølgelig). Filmen er en kæmpe fuckfinger til Hollywoods dramaturgiske modeller, karakterudviklinger og konfliktoptrapninger, set ups og pay offs, klassiske filmiske greb og virkemidler som skal holde seeren fanget fra begyndelsen: Når hovedpersonen sit mål? Anders er ingen målorienteret karakter, seeren ved på intet tidspunkt hvad han vil, hvad hans plan er, og hvor han er på vej hen, i konkret og overført betydning, han ved det tilsyneladende heller ikke selv, men rives med af pludselige indfald. Det er dette – at han er så gådefuld – jeg så godt kan lide, han er et menneske jeg kunne passere på gaden, et ualmindeligt almindeligt menneske, der er så mange mennesker man kun ser én gang, så mange gåder der aldrig løses fordi de ikke kan løses.

Caféscenen er ikonisk og har, siden jeg så filmen første gang, gjort et stort, et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har set en så stærk visualisering af, hvordan det opleves at føles sig alene, når man er omgivet af andre; af at føle sig afvist af fællesskabet, umærkeligt, uden at afvisningen er ekspliciteret, nævnt ved navn. En følelse som, uanset dens (manglende) hold i virkeligheden, ikke desto mindre lever og vokser sig stor og større for hver eneste gang man bevæger sig ud i verden hvor man ikke deltager, men blot iagttager de andre og de liv som de lever, og som de virker til at være tilfredse og lykkelige med, men uden selv at kunne sætte sig ind i dén følelse, ikke forstå den glæde over de simple ting…

Dén cafe fra filmen har jeg også siddet på. Jeg tog til Oslo ikke længe efter at have set filmen for første gang, som en art pilgrimsrejse. Jeg gik i Anders’ fodspor, både bevidst og ubevidst. Jeg følte at jeg gik lige så planløst og tilfældigt rundt som Anders, ville ligesom erobre byen på egen hånd, men alligevel stod jeg pludselig ved et lyskryds, i en park eller på et gadehjørne hvor scener fra filmen – tilfældigvis? – også var optaget. Det var i slutningen af sommeren, jeg var melankolsk stemt, mere end sædvanligt (hvilket ikke siger så lidt), og jeg følte at noget var forbi, ikke kun sommeren, men også alt det den stod for. At have set Triers film inden jeg besøgte Oslo første gang, har uden tvivl haft betydning for måden jeg oplevede byen på. Man kan sagtens se filmen uden at have været i Oslo, det siger sig selv, men man kan ikke være i Oslo uden at se filmen for sig. (Vil jeg vove at påstå). Jeg følte jeg var Anders, og at Anders var mig, eller at de fællestræk der var, og er, imellem os, ville blive forstærket – en rejse lukt i depressionens store intet –  hvis ikke jeg trådte ud af hans skygge og gik mine egne veje, fulgte andre stier. Så det gjorde jeg. Men filmen ser jeg stadig hvert år på sommerens sidste dag, for Oslo, 31. august er en film man ikke forlader før man har fået mærker af den. 

Og måske ikke engang helt da.