SEIN på Roskilde Festival: Fællesskabet, kærligheden og den musikalske betydning på Roskilde var i år noget ekstra særligt

2023-udgaven af Roskilde festival er nu overstået, og jeg er kommet hjem til Aarhus, hvor der er stille og rent, jeg har et trægulv under fødderne og nem adgang til vand og strøm. Men så meget som jeg som regel gerne vil hjem, når festivalen lakker mod enden, lige så meget blues får jeg altid, når jeg så endelig er kommet hjem. Som jeg før har nævnt, så stod det fællesskab og den kærlighed og inklusion, der for mig altid er på Roskilde Festival, ekstra stærkt i år. Måske er jeg allerede forblændet af festivalblues, men når jeg kigger tilbage nu, var der bare enormt meget fest, lyst og kærlighed i alle koncerter og i luften generelt. Roskilde er ikke bare en festival, det er en tilstand. Et must for utroligt mange mennesker, inklusive mig selv, et must der nu er blevet mættet, og vi  restituerer og lader alle op til næste år, når det går løs igen. 

Jockstrap
Gaia, 30. juni

Den britiske duo Jockstrap går fredag aften på til lyden af intromelodien fra HBO-serien Succession, der i lyset af de konnotationer serien unægteligt frembringer  placerer dem i en position af magt og kontrol lige fra starten. Forsanger og violinist Georgia Ellery er iført guld og ligner næsten en Spice Girl, mens hendes bandkammerat, producer Taylor Skye, er i almindelig hvid skjorte – til gengæld med vindblæst hår. De lægger ud med den hårdtslående ‘Debra’, der starter i luftige synths og Ellerys flotte lyse og luftige vokal og senere går over i hårdtslående beats med hysteriske synthlyde og en let mellemøstlig melodilinje. Denne nærmest grungede quiet-loud-quiet struktur er netop kendetegnende for Jockstraps sangskrivning. Særligt på nummeret ‘Concrete Over Water’, kan man stå og få blanke øjne af de smukke akkorder og melodier, før den bryder ud i tunge trommer og arpeggiator. Generelt har knapperne ikke en chance over for Skye, der betjener synths og piano med et helt enormt overskud. Især til sidst på nummeret ‘50/50’, der lukker både debutpladen ‘I Love You Jennifer B’ og koncerten i et regulært rave. 

Blur
Orange, 30. juni

Igen har skemalæggeren her fået hug for at præsentere årets sværeste og mest omtalte overlap: Blur vs. Rosalía. Selv ikke Mads Steffensen og A-holdet af A-holdene kunne løse det dilemma. Selvom jeg var meget frem og tilbage, tror jeg alligevel aldrig rigtigt, jeg var i tvivl. Et af Storbritanniens største rockbands laver reunion. Det kan jeg ikke gå glip af. Og hvor er jeg glad for, at jeg ikke gjorde det. De lægger ud med den seneste single fra den nye plade ‘St. Charles Square’, der trods sin unge alder lyder meget som klassisk, skramlet britpop. Stemningen er euforisk lige fra starten, ikke mindst på grund af Damon Albarns uendelige kærlighed til Danmark og særligt Roskilde Festival. Han kan faktisk nærmest ikke holde sig på scenen, men render konstant rundt nede foran hos publikum. Med fællesskrål og folkefest på hits som ‘Parklife’, ‘Song 2’ og ’Girls and Boys’, demonstrerer Blur, at selvom de måske er ikoner fra en svunden tid, så lever musikken (og ikke mindst rockmusikken) stadig. Hele bandet er klædt som om, de lige er kommet ud fra deres kontorer, og det føles lidt som at være til fest med sine onkler. Ikke desto mindre mærker jeg tydeligt deres rutinerede coolness og sammentømring oppe fra scenen. De lukker på en high note med de søde og smukkere strygere fra ‘The Universal’, der sammen med Albarns konstante overøsning af kærlighed til Roskilde og Danmark gør det hele til en perfekt afslutning på aftenen.

Caroline Polachek
Arena, 1. juli

Caroline Polachek er i min bog en af de helt store og vigtige bookinger til årets festival. Hun kommer ca. 10 minutter for sent, hvilket viser sig at være fordi, hun kommer stort set direkte fra lufthavnen . Det overskud, hun efterfølgende viser, forsinkelsen til trods,  vidner en del om hendes evner som performer. Hun åbner selvfølgelig med første nummer  fra sit seneste album ‘Welcome To My Island’, der starter i et euforisk primalskrig, hvor hun demonstrerer sine vanvittige tekniske egenskaber som sanger. Hele koncerten er én stor kærlighedsfest og meget rørende. Polachek er en ærlig og hudløs performer og fremkalder gåsehud op til flere gange. På nummeret ‘Pang’ blandes de drivende, natteblå arpeggiators med hårde markeringer og Polacheks karakteristiske vokal i et virkelig fint og sødt nummer om den adrenalinagtige følelse, man får, når man oplever noget smukt, trist, vildt eller lignende. En ubeskrivelig følelse af noget stort. Efter hele Arenateltet har gjort sit bedste for at følge med Polachek på hendes største hit, ‘So Hot You’re Hurting My Feelings’, slutter hun og hendes band af med varme synths og det drivende omkvæd alle kan synge med på i ‘Door’. 

Ukendt Kunstner
Arena, 1. juli

To af dansk hiphops største er tilbage. Som frontmand Hans Philip selv forklarer på comeback-albummet, så er de gået hen og blevet dansktop. Ikke bare i størrelsen – der i øvrigt er til at tage at føle på i det fuldstændigt overpakkede Arena – men også historisk, har de lavet rendyrkede nyklassikere. »Roskilde har givet en psykopat nøglerne til at lukke«, proklamerer Hans Philip. Han leverer en gennemført energisk performance som både rapper og sanger, mens Jens Ole McCoy styrer knapperne til sine fænomenale beats.. De giver det Ukendt Kunstner kan:En blanding af smukke og melankolske sange om stille eksistenser, kærlighed og ungdom og så de hårde, tunge hiphopbaskere, der sætter gang i festen. De og publikum klemmer den sidste dråbe energi ud af sig og giver den alt til de sidste to numre ‘Stein Bagger’ og ‘Neonlys’, hvor stort set alle kan hvert eneste ord. En anden af dansk hiphops giganter, Kesi, havde tidligere holdt folkefest på Orange, men det her er noget andet. Folkefest, helt klart. Men det her er noget større. Det er en historisk begivenhed i dansk musik.

Læs også Justus’ andre indlæg fra Roskilde Festival her og her.  

Tekst: Justus Ortmann
Visuelt: Liv Møller
Redaktør: Martin Bjerg Dahl