Unge ejer verden – afsnit 2

22. marts 2019

Malala. Mary Shelley. Anne Frank. Louis Braille. David Karp. Emma González og David Hogg.

Astrid og Oskar har sammen med andre fra SEIN-redaktionen skrevet om og illustreret unge mennesker, der har gjort noget vigtigt eller beundringsværdigt. For at vise, hvor meget ungdommen kan.

Jeg tænker på, hvad det er, der definerer de unge mennesker, vi i den her serie vælger at fremhæve. Vi hylder folk, der har gjort noget skelsættende, noget beundringsværdigt. Unge mennesker, der har gjort noget, skabt noget vigtigt – som har betydet noget. Eller som betyder noget (nu). For os, for andre, for verden.

I første afsnit skrev jeg om ungdommens og unge menneskers potentiale til at præsentere alternativer eller bryde med gamle regelsæt, tænke dem om. Skabe plads og skabe forandring. Og jeg skrev om, at man kan bruge de her mennesker som en påmindelse om, hvor meget styrke der ligger i det at være ung, at andre ikke skal undervurdere os, men også vigtigere: At vi ikke skal undervurdere os selv eller hinanden. At disse unge kan være en slags fyrtårne.

Den her gang har jeg tænkt meget på de unge mennesker, der har en stærk stemme. Og det med at være en stemme for andre, at give en stemme til dem, der ellers ikke bliver hørt. Noget af det, jeg finder allermest uretfærdigt i den her verden, er, hvordan vi som samfund drukner stemmer, vi ikke gider høre på. Hvordan det ikke er alle mennesker i den her verden, der har muligheden for at komme til orde. Enten fordi vi ikke lytter, eller fordi de ikke har sproget, modet eller ressourcerne. Hvordan spinkle stemmer der kan fortælle om udsathed, uretfærdighed og ulighed, bliver overdøvet.

Det er også nemt at afskrive unge mennesker, bare fordi vi er unge. At vi ikke ved nok. Voksnes stemmer fylder mest, er mest overdøvende i det her samfund. Alligevel er nogle af de vigtigste stemmer, vi har – historisk og nutidigt – unge stemmer.

Greta Thunberg, som Astrid skrev om i sidste afsnit, er blevet indstillet til Nobels Fredspris. Greta Thunberg giver en stærk og klar stemme til klimaet, der ikke kan tale for sig selv. Eller vi lytter ikke til den stemme, naturen kan tale med. Først ved hendes tavse skolestrejke, senere bl.a. i en tale ved FN’s klimatopmøde i Polen og i en TED-talk.

Det her afsnit handler for mig på mange forskellige måder om stemmer. Om hvor vigtigt, men også farligt det kan være at tale højt om, hvad man oplever. Om den handling, det er at give andre stemme og sprog. Om dagbogen, der kan blive et af verdens vigtigste vidnesbyrd. Og om styrken i at organisere sig og tale i kor – at det kan gøre det umuligt for verden og magthaverne at blive ved med at overhøre os.

– Oskar Fehlauer Nielsen

Malala

Malala blev født d. 12 juli 1997. Hendes far var skolelærer, og han gjorde krav på, at sin datter skulle have de samme rettigheder som en dreng. Skolegangen blev derfor en vigtig del af Malalas liv, og kampen for uddannelse holdt hun fast i, selv da Taliban lukkede flere pigeskoler i Swat-dalen, hvor Malala boede.

Som 11-årig begyndte Malala at skrive dagbogsindlæg for BBC om livet i Swat-dalen under Talibanstyret. Hun skrev under pseudonymet Gul Makai, navnet på en heltinde fra et pashtunsk eventyr. Malalas stemme voksede sig stærkere og stærkere. Taliban begyndte at se hende som en trussel, og de prøvede derfor at tage hendes stemme fra hende. I 2012 hærgede de den skolebus, som Malala tog dagligt. De skød hende. Hun var 15 år.

Hun havde brugt sin stemme. For at råbe højt om rettigheder. Om vigtigheden af skolegang. Om at uddannelse er vejen frem. Hun råbte højt for dem, der ikke blev hørt. Hendes kamp kostede hende næsten livet, men 10 dage efter vågnede hun op i England, hvor hun var blevet indlagt. Hun var sluppet uden om døden. Hendes stemme havde hun stadig med sig, og den stod endnu stærkere end før. Nu lyttede hele verden med. I en alder af 17 blev Malala den yngste modtager af Nobels Fredspris.

Malala har en stærk stemme. Hun er én af de mange unge stemmer, der gør krav på uddannelse. At skolen er vejen frem. At ens stemme er det vigtigste redskab i kampen om at kræve de rettigheder, der tilkommer én. Malala viser os, hvordan man kan være en helt almindelig pige og stadig kæmpe for en vigtig kamp. At alder ikke har betydning for styrken på ens stemme. Der er mange Malala’er i verden, der kæmper for pigers ret til skolegang. Mange stemmer, der ikke bliver hørt. Men sammen råber de højt. Indtil skolegang og uddannelse en dag bliver en mulighed for alle.


Tekst af Shabnam Azizi, illustration af Sophia Krowicki

Mary Shelley

I 1818 udgav Mary Shelley sin første roman. Hun var 21, og det var på mange måder exceptionelt. Fordi hun var ung, men især også fordi hun var kvinde. Det var i 1818 alt andet end normalt, at en ung kvinde, eller bare en kvinde i det hele taget, fik mulighed for at skrive en bog.

Bogen Frankenstein handler om videnskabsmanden Victor Frankenstein, der skaber sit eget levende væsen. Romanen tager fat i en masse spændende problematikker om køn, identitet og magt. Den sætter spørgsmålstegn ved det gode og onde i mennesket, og hvordan alle mennesker har begge sider. Romanen er en gyser med uhyggelige beskrivelser af det monster, Victor Frankenstein skaber. Mary havde forinden romanen mistet sit nyfødte barn, og man kan læse meget om moderskab og om det at skabe et dysfunktionelt barn ind i romanen.

Mary var opvokset alene med sin far i England, som altid havde opmuntret hende til at skrive og studere. Hun var ikke bange for at gøre, lige hvad hun selv ville, og derfor stak hun af som 19-årig for at rejse rundt i Europa med sin kæreste og senere ægtemand Percy Shelley. Det var på denne rejse, at hun for første gang mærkede friheden og fik ideen til Frankenstein.

Hun var en ung kvinde, der slet ikke lod sig holde fast af de normer, der var sat på denne tid. Hun rejste Europa tyndt, lod sig ikke nøjes med en kernefamilie, men ville ud og se verden og mærke, at hun var fri. Hun var på mange måder ikke fanget i tidens kvindeideal, og det siges, at hun eksperimenterede meget med den frie seksualitet i forhold til både mænd og kvinder. Hendes roman Frankenstein blev kritiseret for at være ukvindelig og ikke anstændig, men den gav hende noget, som var meget sjældent for en kvinde: en selvstændig indkomst og dermed også en frigørelse fra 1800- tallets undertrykte kvinderolle.

I denne podcast tages mange af historierne om Marys liv, bl.a. hendes frie seksualitet, op.

Tekst af Klara Hegnet Knudsen, illustration af Helena Hollænder

Anne Frank

På sin 13-års fødselsdag fik Anne Frank foræret en rødternet dagbog i stof med en lille guldfarvet lås. Det var i den bog, hun skrev til den fiktive veninde Kitty om ensomhed, dagligdagen, angst, længsler, drømme, relationer og seksualitet. Det var den 12. juni 1942, hun modtog bogen med de blanke sider – kort inden hun og sin familie var tvunget til at gå under jorden for at sikre deres liv.

Anne Frank kom fra en jødisk familie, der igennem mange generationer havde boet i Tyskland. Hun boede med sin mor, far og storesøster. Som mange andre tyske jøder flygtede familien i optakten til 2. verdenskrig, på grund af Hitlers race- og jødepolitik. Franks familie bosatte sig i Amsterdam. Det var her, Anne og søsteren voksede op.
I 1938 blev offentlig ydmygelse, overgreb og vold mod jøderne en realitet flere steder i Europa. I 1939 havde Nazi-Tyskland besat store dele af Europa. Den 10. maj 1940 blev Holland invaderet, og samtlige love, der gjorde det fuldkomment umuligt for de jødiske familier at befinde sig sikkert i landet, blev indført.

I sommeren 1942 pakkede de nødvendighederne fra hjemmet og gik i skjul i farens firmas baghus. Anne insisterede på, at dagbogen skulle med. En bekendt familie – Van Daan – flyttede også ind i huset. Her boede de to familier. Fuldkommen afskåret fra omverdenen – med undtagelse af de få hjælpere, de havde fra farens firma. Det er umuligt at sætte sig ind i, hvordan det må have været. At bo op og ned ad hinanden alle timer på døgnet i alle ugens dage. At skulle undgå at bevæge sig mellem kl. 8 og 18 hver dag, så ingen af medarbejderne i firmaet skulle opdage dem.

Her blev dagbogen hendes faste holdepunkt. Hun betroede sig til den fiktive veninde Kitty om alt og ingenting. Iagttog relationerne i huset og beskrev detaljeret det, hun så, tænkte og følte. Hun var glad for at skrive og drømte om, at andre en dag ville få glæde af hendes ord – at blive forfatter eller journalist.

Den 4. august – hele 2 år efter de gik under jorden – blev deres skjulested afsløret. De blev arresteret, familien adskilt og sendt i koncentrationslejr. Her døde Anne, hendes mor og søster af sygdom. Den eneste overlevende var faren, Otto. En af familiens hjælpere fandt Annes dagbog og forærede den til Otto Frank, der fik bogen udgivet. Anne Frank skrev på en af de første sider:

For sådan en som mig er det en mærkelig idé at føre dagbog. Ikke kun fordi jeg aldrig har gjort det før, men fordi jeg ikke kan forestille mig, at hverken jeg selv eller, for den sags skyld noget som helst anden, vil være interesseret i en trettenårig piges betroelser.”

Dagbogen er i dag oversat til over 70 sprog og er solgt i mange millioner eksemplarer. Bogen har givet en pige den stemme i verden, som blev taget fra hende. Alle de tomme sider, der står tilbage, er blevet et vidnesbyrd om Nazi-Tysklands grusomhed. Historien om hende bliver også historien om de 10 millioner jøder (hvoraf 1,5 var børn), der døde under umenneskelige omstændigheder. Og om hvor mange der levede alt for korte liv.

Tekst af Astrid Lund Johansen, illustration af Astrid Lund Johansen

Louis Braille

Søger man på franskmanden Louis Braille på Google Image, kommer der tegninger og byster frem af en krølhåret mand med et diskret smil og med lukkede øjne. Han var blind i 1800-tallets Paris, og allerede som femtenårig udviklede og opfandt han det internationale blindskriftssystem, man kender og bruger i dag. Det, som vi, måske helt uden egentligt at have forstået hvorfor, kalder ved hans navn ”braille”.

Da Louis var tre år gammel, fik han en kniv fra sin fars sadelmagerværksted i venstre øje, og en infektion spredte sig til det højre, hvilket gjorde ham fuldstændig blind som fireårig. Tiggerlivet på gaden blev heldigvis ikke hans skæbne, da han stadig klarede sig fremragende i sin landsbyskole. Han fik tildelt et stipendium til at kunne gå på det kongelige institut for unge blinde i Paris, hvor man lærte at læse ved at føle på bogstaver udhugget i træ. Men det var besværligt og tidskrævende.

En dag kom en tidligere soldat, Charles Barbier, på besøg på skolen. Han havde opfundet en kode til lydløst, ved at føle på prikker, at dele hemmelige informationer soldater imellem i mørket. Han kaldte det natskrivning, og modsat soldaterne, som fandt det for svært, lærte Braille det. Han begyndte at udvikle sit eget system baseret på Barbiers. Men han forsimplede det og gjorde, at de repræsenterede bogstaver i stedet for lyde og gjorde, at blinde nu både nemt kunne læse og skrive. Systemet tillod nu også læsning af matematik og musik.

To år efter hans død i 1852 blev punktskriften anderkendt som blindes officielle skriftsprog i Frankrig. Hans grav blev dermed også flyttet hen ved siden af andre nationale helte som Marie Curie, Voltaire og Rousseau i Pantheon. Men hans hænder ligger stadig i en urne ved den gamle grav. Der står: ”I denne urne bevarer Coupvray kommune ærbødigt hænderne fra den geniale opfinder Louis Braille”.

Tekst af Marie Mørk, illustration af Sophia Krowicki

David Karp

Historien om David Karp er på mange måder den klassiske fortælling om den unge iværksætter. Han voksede op på Manhattan. Jeg forestiller mig ham som en rastløs nørd. Han var i hvert fald god til at kode. Han droppede ud af skolen, da han var 15 for at arbejde for et animationsstudie. Da han var 17, flyttede han til Tokyo. Og da han var 20, launchede han Tumblr, fordi han selv havde tænkt på at starte en blog, hvor han kunne dele videoer, links og andre projekter, han havde liggende – men ikke følte, at de blogmedier, der fandtes, passede til ham.

I interviews fortæller han om, hvordan han i starten, da han ringede rundt til firmaer, talte med en dybere stemme for ikke at afsløre, hvor ung han var:

“I lied about my age. I lied about the size of my team. I lied about my experience. I was so terribly embarassed about it for so long. I should have just owned up.”

Tumblr åbnede i 2007 og blev vel nærmest et af internettets hjertekamre. Det kan være svært at beskrive, hvad Tumblr er, for en, der ikke kender det, men man kan sige, at det er en form for udvidet blogformat med simplere og mere brugervenlige værktøjer end fx WordPress, som man både kan bruge til at vise sine egne kunstneriske produkter frem, men især også til at reblogge andres indhold og skabe et moodboard af æstetik.

Jeg tænker nærmest Tumblr som et tomrum midt i internettet. Et sted, hvor man kan skabe sit eget rum, male det med sin egen æstetik. Men også et sted, der kan danne fællesskaber, hvor man kan sidde alene på sit værelse, foran sin computer, og være forbundet med andre på tværs af lande- og kontinentalgrænser. Dele memes og internetpoesi. Udover at have været et vigtigt sted for udviklingen af internetkulturen tror jeg også, at det har været et vigtigt sted for folk, som har følt sig ensomme eller forkerte.

Indtil sidste år, hvor retningslinjerne blev ændret, var Tumblr også et sted fyldt med sexede gifs, smukke nøgenbilleder og anderledes porno end den, man finder på pornosites. Et sted, hvor man kunne udforske sin seksualitet. Og finde ud af, hvordan den passede sammen med alle de smukke billeder af planter og stjerner og silke.

David Karp skabte stedet Tumblr, oprettede tomrummet, som brugere i over et årti har fyldt med memes, stills fra film, outfit-billeder, kunst, nudes og fællesskaber. I 2013 solgte David Karp Tumblr til Yahoo for 1,1 milliard dollars. I slutningen af 2017 forlod han sin plads som CEO.

Tekst af Oskar Fehlauer Nielsen, illustration af Helena Hollænder

Emma González og David Hogg

24. marts 2018 sagde Emma González ikke et ord i 4 minutter og 25 sekunder, mens vredestårer larmende trillede ned ad hendes kinder. De flere hundredtusind mennesker, der var mødt op til March For Our Lives, var tavse sammen med hende.

Emma González og David Hogg overlevede begge skolemassakren på Marjory Stoneman Douglas High School i Parkland, Florida, hvor 14 elever og 3 lærere blev dræbt. Deres vrede og indignation over den våbenlov, der var skyld i drabet på deres skolekammerater, er afsæt for en antivåbenbevægelse under navnet #NeverAgain og #WhatIf. De protesterer imod den magtfulde amerikanske våbenlobby National Rifle Association og dem, som har taget imod penge fra dem. Deres mål er, at der aldrig nogensinde skal ske et skoleskyderi i USA igen.

“We are going to be the kids you read about in textbooks. Not because we’re going to be another statistic about mass shooting in America, but because (…) we are going to be the last mass shooting.”

Sådan sagde Emma González i sin tale We call BS under et protestoptog få dage efter skyderiet. Siden er hun blevet en offentligt kendt antivåbenlovs forkæmper, der med sit symbolske Twitter-navn @Emma4change har over en million følgere på Twitter, hvilket er dobbelt så mange som NRA.

Sammen med David Hogg og andre overlevende fra skolemassakren står Emma Gonzalez bag den hidtil største globale protestdemonstration i historien, “March For Our Lives”, d. 24. marts 2018, hvor millioner mødte op ”to remind the world that young people have the power to drive real change”, som de beskriver i deres manifest. Desuden har David Hogg sammen med sin søster udgivet bogen #NeverAgain: A New Generation Draws the Line.

Efter 6 minutter og 20 sekunder på podiet til “March For Our Lives” brød Emma González tavsheden. Akkurat lige så lang tid tog det gerningsmanden at dræbe hendes medstuderende.

Tekst af Ida Skibsted Carmer, illustration af Astrid Lund Johansen

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *