Rejsen er målet

09. december 2019

I september måned rejste Michael som 3999 andre studerende gratis med DSB og kørte derfor mere med tog end nogensinde. Hurtigt opstod ideen om at dokumentere rejserne – virkelige såvel som fiktive – undervejs i en slags logbog hvor han samtidig kredser om det særlige ved toget som transportform.

Illustration af Nikolai Kjær Rasmussen

1. september
Jeg har længe drømt om at stige ind i en taxa, og, når chaufføren spørger “Hvorhen?”, svare: ”Bare kør!”, og jeg har længe drømt om at stige på et tog uden at kende destinationen. Det første er en replik jeg gemmer til jeg er blevet skuespiller (i mit tredje liv?) og skal spille med i en biljagt på film, og det andet har jeg heller ikke (før nu!) fået ført ud i livet fordi man åbenbart, men – indrømmet – af gode grunde, skal have en billet når man stiger ombord på et tog og dermed både vide hvor man rejser fra, og ikke mindst hvor man rejser til. Nu ligger hele verden, eller i hvert fald Danmark, for mine fødder, i september rejser jeg gratis med DSB som én ud af 4000 udvalgte, og jeg tænker på alle de steder jeg nu skal ud at erobre. En akut udlængsel har meldt sig.

5. september
Jeg skal ikke noget i aften, heller ikke i aften skal jeg noget, og af frygt for igen at falde ned i rastløshedens underjordisk bitre hule, en hule det er forbandet svært at komme op ad igen, stiger jeg på det først mulige tog og sætter mig på den sidste ledige plads i stillekupéen, imod kørselsretningen. Andre omgivelser giver også plads til andre tanker. Men nogle tanker forfølger mig. Man kan ikke komme væk fra sig selv ved at flytte sig fra et sted til et andet, har jeg lært.

8. september
Døren til kupéen skydes til side, og billetkontrolløren træder ind. “Nye rejsende?” spørger hun. Jah, tænker jeg, det kan man vel godt sige. Og i mere end én forstand. Jeg er på mange rejser for tiden, de fleste af dem finder ikke længere sted i fantasien, ej heller i virkeligheden, men udspiller sig et sted midtimellem. 

... af frygt for igen at falde ned i rastløshedens underjordisk bitre hule [...], stiger jeg på det først mulige tog.

12. september
En af de vidunderlige, ja, næsten magiske ting ved at køre med tog er at transportformen på én og samme tid tillader én at være i hvile og bevægelse. Man flytter sig, og omgivelserne ændrer sig, samtidig med at man under hele rejsen forbliver siddende det samme sted (medmindre man da møder en anden passager der stolt fremviser sin pladsbillet og beordrer én væk). På en måde er det et ikke-sted, et slags venteværelse, et sted hvor man udelukkende opholder sig for at komme videre til noget andet, men som ikke er et mål i sig selv. Eller er det?

15. september
Da jeg krydser jernbaneterrænet under en gåtur, bliver jeg råbt an af en stemme bag mig. Jeg vender mig om, og jeg står ansigt til ansigt med et menneske der er helt fremmed for mig. “Det er længe siden!” udbryder han, og jeg siger nogle floskler for at vinde tid til at placere ham et sted, finde ud af hvor jeg kan have set ham før – uden at blive klogere. Jeg spørger ham hvordan det går, og hvad han laver for tiden. “Jamen, det går godt. Jeg laver jo det samme som altid,” siger han. “Det er jeg glad for at høre,” siger jeg. Der opstår en pinlig tavshed som hurtigt erstattes af en, for mit vedkommende, utryghed ved at befinde mig midt i et absurdistisk teaterstykke. “Nå, men, jeg skal egentlig også videre,” siger jeg, “det var hyggeligt at se dig igen”. “I lige måde,” siger han.

19. september
Mine knæ kommer til at røre passagerens på den modsatte side. Vi kigger op på hinanden, det giver et ryk i os begge, og vores blikke stivner i en forlegen grimasse. Så suser toget igennem Storebæltstunnelen, alle holder vejret imens. ”Af alle menneskelige Drifter er Jernbanedriften en af dem, som mest sætter Lidenskaberne i Bevægelse. Den eneste, der muligvis i saa Henseende overgaar den, skulde da være Kønsdriften,” som politikeren J.K. Lauridsen (1858-1905) har sagt.

Det er ikke destinationen, der er det vigtige, (for)målet er ligegyldigt, for rejsen er mål nok i sig selv.

23. september
Lige nu er jeg der hvor jeg bare rigtig gerne vil hjem, men mit tog er næsten 30 minutter forsinket; på informationstavlen bliver det skiftevis mindre og mere forsinket. Jeg sætter mig på en bænk, mistrøstig. En kvinde jeg falder i snak med (af en eller anden grund får jeg straks indtrykket af at hun altid sidder der), prøver at trøste mig: “Livet løber ingen vegne, og dybest set skal vi jo ikke nå andet end vores egen død,” siger hun. Måske, tænker jeg efterfølgende da jeg sidder i toget, har hun ret, måske er selv de store forsinkelser kun små forstyrrelser i det lange løb.

25. september
Jeg sidder i et nattog, jeg vil ikke nævne hvad klokken er, ikke tænke på klokken, men altså: Jeg sidder i et nattog. På det tidspunkt hvor de fleste andre mennesker i kupéen sover, nogle af dem snorker også, og atter nogle af dem med åben mund. Jeg tænker på den blottelse det kan være at vise sit sovende ansigt for et fremmed menneske (særligt når man ikke er bevidst om at man gør det): soveværelsets private og intime rum der deles med offentligheden. Jeg anstrenger mig for at holde mig vågen i en times tid endnu, og det lykkes også næsten.

29. september
Det er ikke destinationen, der er det vigtige, (for)målet er ligegyldigt, for rejsen er mål nok i sig selv. Og man kan altid finde et hvilket som helst påskud for at bevæge sig et andet sted hen. Som Suzanne Brøgger skriver i Creme Fraiche: ”Jeg er rejst til Damaskus for at købe et stykke sæbe”. Jeg er taget til København for at hente mit halstørklæde som jeg glemte i går på en café i Indre By. Efter at jeg har hentet det, tager jeg hjem igen. Ved ankomsten i Odense føler jeg at det har været en god dag. Så går det op for mig at jeg er kommet hjem uden min paraply.

Hvad tænker du?

  1. Lotta G. siger:

    Så relaterbare og fint udtrykte togtanker!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN