58 og 20 – III

Treogfyrre dage senere spidder R.N. store rejer og tygger den sprøde sødme med flasker på sit høje bord foran en stambar. Han arbejder på en anden tapas-bar tre aftener om ugen for en dårlig løn efter danske standarder. Alle fortæller ham, at lønnen er lige meget, for han gør det for oplevelsen. Arbejdet skulle jo ikke anstrenge ham. De resterende aftener går han rundt og leder efter franske ansigter og nordiske sprog, selvom han prøver at lade være med det sidste. Han kigger meget på arkitekturen, ser mere op, end han har gjort i Danmark. Han bruger alt, han tjener. Han skal skrive til W, hvis han vil have flere penge. De er en bevægelse væk.

Fortæl, lille mand, er det lækkert? Tænk ikke på dem. Skal du ikke arbejde mindre dernede, så du kan opleve lidt mere? Du må besøge X og X, ikke? Hun er kunsthandler, solgte mig de bedste investeringer i mit liv, dengang det var dyrere at købe fisk end den kunst. Hendes mand er uddannet ingeniør, men lever som en af de bedst sælgende kunstnere i Spanien as we speak. Da jeg mødte dem, havde vi ikke råd til andet end vin, men nu bor de i et palæ med butler. Tag ud til dem. De vil elske at møde min søn. Det ligger vel en times kørsel ud for byen.

R.N. siger, at han ikke er gammel nok til at leje en bil i Spanien. W siger, at det da er kedeligt, og at man kunne det i gamle dage.

Hver dag er fyldt med mennesker, han kunne møde, fede samtaler, han kunne have med fremmede, uforglemmelige små byer, han kunne finde, underlige ting at spise, forglemte aftener med de spændende venner, han kunne få. De fremmede, han ikke bliver venner med, er høje punkter, men han kan ikke se deres spidser og overvældes som et dyr og skrider bagud.

Hans tilbagetrækken sker, når han skal gå ind ad døre til barer, restauranter, spillesteder, og igen når han skal ud på fortovet. At træde ind ad en dør alene giver ham kvalme i hjernen. Han trodser virkelig, hvad han har lært. Det er mærkeligt, når han har taget faldet ind ad døren og står i ukendte rum og afsøger muligheder, siddepladser, der enten er bevidst afskårne eller direkte inviterende til andre mennesker, som skal sætte sig og tale med ham.

Han siger ikke nej til noget i Cadiz. Det er ikke derfor, han er der. I løbet af soltimerne prøver han at glemme, at dagens næste led er aften. Han bliver nervøs hver dag kl. 16, men han prøver at kvæle ubehaget med serier, sport, meget sport, tanker (mest i starten, senere blev hans hoved en stil med tretten halve afsnit) og visheden om, hvornår hans næste arbejdsdag sker.

I aften siger han igen ja til alt, han møder. Han er jo en positiv ung mand. En ældre kvinde slæber en gravhund med sig foran hans bord. Det ligner, at hundens negle støder fortovet med en nærmest menneskelig teknik. R.N. ser på hunden, som han flere griner socialt af. Kvinden, der ejer den, ryster på hovedet og griner venligt til de sidste nyankomne i køen til baren. Det er et amerikansk par. De tænker ikke så meget, men kvinden, cat-eye-briller, spørger R.N. med alle sine ansigtsudtryk, om han kan anbefale den mad, han spiser.

Parret er omskiftelige senere, men han taler med dem og spørger, hvad de laver i byen. Han ender ved et bord med dem og nogle sørgelige mennesker. Kun få moderne, som han aldrig møder igen, fordi det ville være et valg og et spørgsmål fra ham selv. Parret spørger ind til Danmark, og han siger ting, som han bliver i tvivl om er rigtige, og han lyver om de ting, han ikke ved. Han siger, at danskere er mere arrogante end spaniere, men bagefter vil han væk fra det, han selv siger. Han mener det ikke, men kuglen ruller. Man skal jo sige provokerende ting. Men det var ikke provokerende, det var bare ikke sandt. Han taler mere, hver gang han begår en fejl i samtalen.

Det amerikanske par vil starte et firma året efter, og hvis alt går efter planen, vil de være en primær producent af proteinpulver inden slutningen af 2025. De taler, og R.N. vender sig om og kalder på en tjener, bestiller tostas de tomate y jamón, udtaler det tydeligt og lader parret fortsætte. Han hader at nyde at hæve sig over dem på et så småt område som spansk udtale.

Det er ikke en sejr, det er uretfærdigt. Baren transformeres og bliver højlydt, varmere og mørkere. Mindre mad, flere flasker, flere yngre mennesker og det amerikanske par er pludselig energiforladte, selvom kvindens ansigt stadig er ekspressivt. Han giver dem et tilfældigt nummer. Han tror, at de vil kramme ham, inden de går, men deres afsked er helt kysk og kejtet, og han tænker på, hvor tørt og lyserødt de duftede.

Tre tyske drenge med mullets ender ved hans bord med en stemning af aldrig at behøve at sove, selv om de virker søvnige hele tiden, og de drikker sammen, og R.N. er kortvarigt tilpas, indtil de vil tage noget, han ikke kender, og hans hoved bliver seks år yngre i en parkeringskælder med bræk og fortæring og meget mørke omkring sig, så han siger nej til stofferne og sidder med dem. Deres ord begynder at synke ned i hans tanker, og de føles pludselig umodne, selvom de er lige gamle.

Tyskerne klapper hinanden på ryggen. En af dem er mindre og pænere end de andre. De andre nedgør mange af de ting, han siger, men så krammer de ham bagefter. R.N. går, da de begynder at gå ud på toilettet på skift og kommer tilbage som små stormænd. En anden mand støder til og starter en offensiv og defensiv snak om politik.

R.N. kunne ikke være der mere. Han gik, og det sidste han så, var den nyankomne mand, der spyttede på den mindste og pæneste af tyskerne.

R.N. huskede mest sin egen stemme i de samtaler, han havde været med i. Han regner ud, hvor meget han brugte den aften. Han gav alt. Det var egentlig ikke meget, men han fortryder det hele men føler sig så smålig. Aftenens eneste frihed var ikke at have noget information om dem, han mødte.

Han går for første gang glad rundt i nogle timer. Han går forbi sin bygning og fortsætter, for klokken er alligevel lige meget, og han vil gå alkoholen ud af kroppen og hjernen, så han drejer og går ind til det historiske centrum, fire minutter. Han går ned til vandet, krydser gaden og står ved en brun, lav mur og ser ud over det mørke vand. Havet er blødt, sort og ulmer stille langs stenene under ham. Det er lunt, måske.

I horisonten ligger gule, aflange små plamager af lys. Skibene ligger rolige i vandet, de er tunge og effektive. Den sorte blødhed har ham i nogle minutter. Han ville derned, drive langsomt og blødt til Danmark i mørket, ankomme afsides. Efterlade alt: kontrakter, ting. Han mærker glæde igen. Men hvad så når han er tilbage i Kastrup, overskyet. Når hans kuffert er endt i Leeds, og når konsekvenserne af de brudte kontrakter rammer. Hvad betyder kontrakterne egentlig? Hvad sker der, hvis man bryder kontrakter i Sydeuropa, når man er dansker, og betyder nationaliteterne overhovedet noget. Himlen er sort og varm over ham, med stjerner.

Mange ville spørge, hvorfor han allerede var hjemme.Det betød mest for ham, at han ikke ville vide, om oplevelsen af Cadiz endte, som det skulle havde endt, for det vidste han ikke, hvordan ville være. Enten ville han miste et år, eller også ville han bare få et andet år. Han så ud over mørket og det røde og hvide lys langt væk, omkring sig.

Han sætter sig med ryggen til havet på jorden.

Når han tænker på T.S., får han lyst til at kaste sig ud i det bløde mørke med det samme.

Han distraherer sig. Der er en forlystelsespark i Cadiz. Den er 134 km væk. Der var ellers seks attraktive forlystelser. Der er et engelsk litteraturkursus på et universitet, men litteratur interesserer ham ikke. Der er aftenskoler, meget kostbare, men måske man kan få merit for det. Der er en vinsmagning. Det var i dag. Men også næste mandag. Han kunne ikke få sig selv til at melde sig til, da han så deres Instagram, det kunne han bare ikke. Han vil gå på et ugentligt kursus og købe den samme øl på den samme bar bagefter med de eller det samme menneske. Hans tanker stopper igen.

Overfor ham sidder en ældre herre på en bænk. Han er ikke fransk eller spansk men måske engelsk. Manden har afsindigt meget tøj på. Både R.N. og manden sidder stille, imens biler passerer, og sommermennesker taler. Intet i R.N.s køleskab føles som hans, så hvorfor er det overhovedet hans ting. Den ældre herre rejser sig. R.N. sidder stadig ned. Den ældre mand står rank foran bænken og ser ud på havet bag R.N.

Manden begynder at hoppe fra det ene ben til det andet imens han puster hårdt ud og trækker vejret ind i heftige stød. Han begynder at grine og stopper med at hoppe. Han griner voldsomt og er lykkelig eller ser syner. Han tager en fløjte op af sin lomme og pifter ned mod et lyskryds, der er tæt ved, hvor bilerne holder for rødt. Han pifter indtil det bliver grønt, og så på række kører tre biler, der før holdt i kø for rødt, op og holder foran ham på geled. En af bilisterne stiger ud og åbner en af de andre bildøre for ham. Manden stiger ind, og bilisten går tilbage i sin egen bil og alle tre biler kører videre.

R.N.s hoved hænger. Han ved ikke, hvad han lige så. Det gør ham underligt tilpas at være ligeglad. Bænken, hvor manden sad, bliver brugt af en flok drenge nu, og de så ikke, at den var våd. R.N. spiler øjnene op og gnubber sin pande med håndfladerne. Han prøver at fnyse.

R.N. skal gå fra det sted, han sidder, inden han aldrig er i sine unge år igen, hvor man skabes, lærer bedst, har mest potentiale og er smukkest. Han skal finde en bar, der viser fodbold, men ikke for at score noget eller nogen, men måske for at lade som om, inden han savner T.S. for meget. Han går ind i byen væk fra vandet og går fra bar til bar og leder, men da han finder en bar, der viser fodbold, er der ikke nok mennesker derinde, så han går videre og leder efter et bord med plads til fire, hvor han kan stille sig med en bestemt øl, og så kan der komme nogle mennesker hen til ham.

Han leder efter ældre mennesker, der er elegante og sidder roligt med kaffe og ser fodbold. Natten er presset af, hvor få mennesker der er ude i den, eller også er det bare R.N., det presser, fordi han er dansker, eller bare fordi han er sig selv. Han tjekker, om der er gode kampe den dag, men det er der ikke engang, så han overvejer at tage op i lejligheden, for det er snart morgen. Men hvis han blev oppe, kunne han se solopgang, og det kunne være smukt og mindeværdigt, måske. Han kunne sove bagefter og være træt i morgen, hvor han kl. 18 eller et andet vilkårligt tidspunkt kunne tage på en ny anbefalet bar. Han kunne downloade Tinder, finde nogen, bare venner.

Han vil allerhelst købe et eller andet, booke noget, eje noget nyt eller videresælge et eller andet. Han vil sætte noget stort i gang, der selvskaber uden ham. Han vil have noget, der ruller ned ad en bakke. Kaste lampepærer op i loftet. Reparere et rør, men alt fungerer fint i lejligheden, der er ikke noget at reparere. Han går derop og sætter sig på den hvide lædersofa og ser ud over byen. Det ville være åbenlyst lykkeligt, hvis T.S. havde været der. T.S., der i det øjeblik sover af udmattelse. Han har arbejdet på det nye sted, været til enkeltfag, drukket vin og spist T-bone med deres venner og sover nu af ægte træthed. R.N. skal tænke på noget andet eller ingenting.

Han tænker på ingenting og ringer til sin far. Det overrasker R.N., men for første gang i sit liv er opkaldet tydeligvis desperat, for han er stille i starten. Han venter på W, der tager opkaldet fra sit kontor. En ukendt mand hilser R.N. fra kontoret og siger at Cadiz lyder fantastisk, inden han tager afsked med W. W retter så stemmen mod sønnen, der siger, at man ikke kan leje en bil, når man er under 21. W siger, at de må kunne ordne det. Måske kan X og X låne ham deres bil. Det må de finde ud af. R.N. læner nakken over sofaens kant og lader hovedet hænge.

Jeg er for ung til at leje en bil. Jeg kan ikke leje en bil. Far.

W lader emnet synke og spørger, om R.N. er okay. Græder han? R.N. siger, at han kan leje en bil, når han bliver 21 år gammel. W spørger, hvordan det ellers går. R.N. siger, at han så noget, han ikke forstod den dag. En ældre mand. der var underlig og blev kørt væk i en underlig bilformation. W siger, at manden måtte være medlem af en bande. R.N. rynker panden og ryster på hovedet, men han siger ikke noget, for han ved ikke, om det er rigtigt, eller hvordan han skulle bekræfte eller afkræfte det. W beder ham vente, imens han husker et citat, som han skulle have fortalt R.N. for længe siden.

Men der er altid sket så meget.

R.N. fordamper, imens han venter. W siger, at sønnen nu skal høre den eneste bibelske reference, som han kommer til at høre fra sin far i hele deres gådefulde liv. R.N. hvisker: “Jesus,” men får dårlig samvittighed, så han sætter sig op og siger, at han lytter.

W holder inde og siger, at det ved nærmere eftertanke ikke er et citat fra biblen, men fra Shakespeare, måske i Hamlet. Efter en kunstpause reciterer W langsomt, og R.N. masser sit ene knæ med den frie hånd, men hånden alene er ikke stærk nok til, at knæet gør ondt.

May man’s mind be blind to the future. Let him hope in his fears¹ 

W puster højlydt luft ud. R.N. løfter sin nærmest forkrampede hånd fra det uberørte knæ over lædersofaens falske læder, som han lader hånden skiftevis ae i små strøg og slå. Han siger, at han vil hjem den syvende i den måned og nej, han tager ikke tilbage til Cadiz igen. Han vil søge ind til sommer. Han vil se T.S. Han skal finde ud af, præcis hvad hans kontrakter binder ham til, og han vil opsige, hvad han kan, og tage konsekvenserne af resten med W’s økonomiske støtte, og W skal hjælpe ham med at forstå, hvad han helt præcist skal gøre nu, for han ved det ikke og har brug for at vide det. Faren skal sætte ham i direkte kontakt med udlejeren, som denne har kendt hele sit liv.

1. Linjerne stammer fra den romerske digter Marcus Annaeus Lucanus’ digt ‘De Bello Civili’ fra omkring år 60.

Skribent: Pauline Varming
Illustrator: Kristoffer Varming
Redaktør: Sigrid Langgaard