Afsæt

12. september 2018

Da Oskar og hans kæreste gik fra hinanden i vinter, skrev han om at miste fodfæstet i livet. Foråret og den første varme bragte minderne tilbage, og han skrev da om forvirringen, smerten og om sit forsøg på at finde balancepunkter.

Efter at have genfundet balancen, skriver han om sommerferie, tarotkort og at være klar til at springe ud i forelskelse igen. Om at føle sig som et brændende hus i verden, om at åbne sig for kærligheden og kunne lægge heartbreaket bag sig.

Illustration af Thit Thyrring

Jeg har sommerferie. Jeg køber rosakvarts og tarotkort, gudindekort, ametyst, aventurin og selenit. Drikker rabarbersaft og ryger cigaretter i solen. Sommeren har været ulideligt varm. Jeg har set de tørre marker, den dræbende sol. Jeg har set billeder af skove, der står i evighedsbrande, bærer dem med mig rundt som en besættelse. Downloader Tinder. Mødes med en fyr og drikker øl, har rosakvartsen i tasken. Han er sød, dér på baren, ruller sine cigaretter helt nervøst. Senere går vi tur, kysser på en bænk. Endnu senere hos ham sover vi helt tæt. Jeg vågner tidligt næste morgen, det er så varmt i værelset, luften står stille, og man kan ikke åbne vinduet for gadens larm. Jeg føler mig irriterende, føler, at han kan mærke min krops urolighed, at den ødelægger hans søvn. Da han også vågner, smiler han sødt, laver en kande te, og vi sætter os i gården i den tidligste morgen.

Senere fortæller han mig, at det var den morgen, da han vågnede i sengen, at han første gang tænkte: Jeg bliver forelsket i ham her.

Der går ikke længe, før vi bliver kærester. Kort efter tager jeg ud at rejse med min familie. Jeg savner ham om dagen, og om aftenen sætter jeg mig ned på havnen og snakker i telefon med ham i lygtepælenes orange lys. En morgen tager jeg mine tarotkort frem, lægger et simpelt relationship spread. Det er, som om tarotkortene taler direkte til mig den morgen, de vilde, groteske billeder passer til mit temperament. De tre kort i spreadet fortæller en historie om, at vi begge to går ind i forholdet med hver vores bagage, men at vi gennem hinanden og gennem fx kreativitet vil kunne bearbejde det sammen.

Illustration af Thit Thyrring

Jeg kan med det samme se mig selv i det kort, der ligger på positionen You. Det er dramatisk og forestiller et øje med øjenvipper af knive, med ild i midten af iris og to vulkaner på hver side, der græder tårer ned over et hus, der står i brand.

Jeg har været et brændende hus i verden. På mange måder er jeg det stadig. Jeg brænder og insisterer på at brænde, uslukkeligt, hensynsløst, ukonstruktivt. Det er sådan, jeg kan udtrykke mig: bryde i brand. Eller som jeg fortæller ham en aften på en bænk ved Søerne: ”Jeg er et springvand, der flyder hurtigt over, når jeg først er begyndt at strømme”. Der er noget sindssygt barnligt over det, ikke at kunne holde igen.

Det brændende hus betyder mange forskellige ting for mig. Det betyder at komme ud af forholdet med min ekskæreste, at holde mig selv fast i smerten, at dele den med verden. Det betyder at eksplodere i spontan brand af vrede. Måske også glæde, passion. Det ved jeg ikke helt. Det betyder, at verden har gjort skade på mig, at jeg har så meget smerte, som jeg bliver nødt til at dele, forbundet med min seksualitet, med min måde at have et køn på, ikke at passe ind i verden, at blive hånliggjort, at have gjort skade på mig selv ved at hade mig selv så længe. Folk skal se, hvad det betyder, de skal se mig: Huset, der brænder, men ikke vil lade sig æde af ilden.

At elske kan føles som at skulle bære en anden, med de tyndeste, skælvende arme.

Dagene forsvinder. Vi tager på stranden, kysser i vandet. Alt omkring os er blåt, jeg glider let gennem vandet, dykker under. Forstår ikke, hvordan det kan føles så let at give efter, at forsvinde ind i hans omfavnelse. Kærlighed, forelskelse har føltes umuligt. Pludselig er det det nemmeste, jeg skal bare give slip og flyde væk. Når vi ikke er sammen, dukker hans øjne op i mit hoved, og jeg kan ikke lade være med at smile. Når vi er sammen, forsvinder alle forpligtelser, verden smelter, er kun hvide lagener og salig søvn. At vågne op til et andet menneske, fingrene gennem hans hår. Varmen fra den andens hud i sengen, drømmene, der flyder ind i morgenen.

Træernes blade er blevet efterårsfarvede før tid. Jeg går en tur ved Søerne, tænker på, hvor hurtigt alting er gået. At kærligheden er et arbejde. At lukke hinanden ind, at kunne rumme det nye. Kraftige solstråler overalt, tynde gardiner og den uendelige varme. At elske kan føles som at skulle bære en anden, med de tyndeste, skælvende arme. Noget rammer mig, da Robyns nye sang kommer ud, og hun synger: ”I’ve turned all my sorrows into glass / They don’t leave no shadow”. Jeg ved ikke, om det er dér, at det går op for mig, at hvad der har føltes som en æra i mit liv, noget jeg har defineret mig ud fra, siden det skete, er slut. Jeg er ikke heart broken længere, jeg er klar til at forelske mig forfra.

Tilbage hvor jeg altid besøgte min ekskæreste: Overalt i byen hænger minder som hjemsøgelser. Jeg har ikke været her siden. Det er som at komme hjem til en rodet lejlighed efter en lang rejse. Jeg går gennem byen, rydder op i de sidste rester af kærligheden, er nervøs for at møde hans familie eller venner. Det er hårdt at stå ansigt til ansigt med bruddet på den her måde, så lang tid efter. At være her uden ham. Da vi kører hjem igen, føles det som en sejr.

Jeg troede aldrig, at jeg ville få det sådan her. At jeg ville kunne give slip på heart breaket. Alt, jeg har følt, al sorgen, er ikke forsvundet ud af mig, men blevet hårdt og klart. Det er blevet fjernt som en betydningsfuld mindegenstand, der kun fremkalder erindringen af en følelse. Det er blevet håndgribeligt og gennemsigtigt. Og jeg bærer alle mine små glasfigurer ind i det nye, tomme rum.

Hvad tænker du?

  1. Nanna siger:

    Noget af det fineste på sådan en grå onsdag som i dag. Elsker dit sprog, Oskar ❤️

    1. Anonym siger:

      Tusind tak, sødeste Nanna! <3

  2. Marie siger:

    Tror der er nogle, der stikker sværd i mit øje lige nu, tak for at skrive det her!

    1. Anonym siger:

      Kommer og hjælper dig med at trække dem ud <3

  3. Mathilde siger:

    en så virkelig fin og nænsom og harmonisk tekst. dit talent for at skrive rør mig helt ind til knoglerne. det her gav mig virkelig gåsehud, tak oskar. <'3

    1. Anonym siger:

      Åh! Virkelig tak for en dejlig kommentar, hvor betyder det meget!

  4. Anna siger:

    Jeg er fuldstændigt, helt og aldeles betaget af dine ord og de billeder, der dukker op hos mig, når jeg læser dem. Tak.

    1. Anonym siger:

      TAK!!!! virkelig!! <3

  5. Johanne siger:

    De her linjer giver mig håb. For kærligheden og for det ukendte og for mine egne fejl og fortrudte bekendtskaber. (Tak)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *