Kibbutz – at møde en fremmed

Historien er en fortsættelse på første og andet afsnit.

Et par dage passerede med at læse på en bænk ved foden af bakken, der hurtigt blev til mit “gemmested”. Der, hvor jeg krøb hen, når tiden lige skulle stå lidt stille.
Jeg havde korte samtaler med folk, indtil jeg følte mig træt og overdøvet og prøvede at finde rundt i tilværelsen i Bar’am med vasketøj om mandagen, spisetider, værelsesnumre og tanker, der fra tid til anden gled tilbage på folk derhjemme. På arbejdet havde jeg mødt Daniel, Gabi og Avi. De tre mænd, jeg nu arbejdede med i Hula Valley.
En af de første ting, Daniel sagde til mig, da vi satte os omkring bordet, var “Eat! You don’t eat, you don’t shit. You don’t shit, you die,” hvorefter han grinte og begyndte at fortælle røverhistorier om pis og papir. Det var Daniel. Han ejede stedet, grinte med tungen ude, men spurgte også ind til mit syn på radikalisering, zionismen og ytringsfrihed. Fremover ville vi starte dagen ud kl. 5.30 i Hula Valley med kaffe og lektioner i det periodiske system eller diskussioner om jødedommen kontra islam.
Gabi virkede ekstremt reserveret. Som om jeg bare var endnu en frivillig, og han ikke engang gad bruge sin tid på at lære mig at kende. Han lavede arabisk kaffe de morgener, i en lille gryde, hvor kaffen lægger sig i bunden. Han skænkede op og satte en kop foran alle mand undtagen mig, så jeg måtte stå og snørkle med en fedtet pulverkaffe. Det virkede så passivt aggressivt, og jeg kunne ikke slippe tanken, om jeg på en eller anden måde allerede kunne have trådt ham over tæerne.
Avi smilte bare til mig. Smilte, hver gang jeg talte, hver gang jeg gik forbi, og hver gang jeg ikke forstod Daniels jokes, eller Gabi gjorde mig utilpas. Kurrulul, sagde han, da jeg fortalte ham, at jeg var fra Danmark. Senere fandt jeg ud af, at han prøvede at sige gulerod. De tre var alle fra Israel, men vidt forskellige israelere. Den sarkastiske, den kyniske og den kærlige.

Efter arbejde den uge traskede jeg lille og træt ind på værelset i sko, jeg ikke orkede at binde op. Inde i det afstumpede rum sad en porcelænshvid, mørkhåret, lidt stor pige og foldede noget tøj på en hylde. Hun lyste op og krammede mig i længere tid, end hvad der var behageligt. Det var Sonya. Sonya var fra Australien, og hendes accent var tyk, og sproget akavet formelt. Hendes hænder cirkulerede i runde bevægelser med stive fingre, når hun snakkede, hvilket hun i øvrigt gjorde en del. Jeg smilte og smilte og hilste og hilste og var nærmest udmattet efter et par minutters samtale med hende. Hun troede på, at energier kunne mærkes fysisk og talte babysprog, når hun var i rigtig godt humør. Hun fortalte mig, at hun havde fri dagen efter og ville tage mig rundt i kibbutzen. Jeg smilte høfligt, hvor det er kinderne, der får presset mundvigene opad, og sagde, at det lød dejligt.
Vi sagde godnat til hinanden efter et par korte samtaler den aften, og jeg slyngede et lagen omkring mig på den tynde skummadras. Sonya rejste sig op fra sin seng, gik over til min og kyssede mig på panden, og det var intet mindre end forfærdelig mærkeligt. Det tror jeg også, hun syntes sekundet efter. Hun snorkede og smaskede og lå nøgen og rullede rundt, mens hun sov, så jeg fik ikke lukket et øje den nat. Dér lå jeg og kiggede op i loftet, der blev lysere og lysere af himlen udenfor. Jeg kunne høre én gå fra værelset overfor ud til toilettet gennem den tynde dør. Jeg kiggede over på hende, jeg skulle bo med de næste 4 måneder. Nogle lyde sivede gennem hendes åbne mund, og hun rullede om på siden, så det hele strittede blegt og bart over mod mig. Hvad havde jeg dog rodet mig ud i. Den morgen efter var min ryg øm på grund af madrassen af mit hoved ømt på grund af Sonya.

Efter rundturen den følgende dag lagde jeg mig på græsset udenfor og tænkte på, om Sonya mon kunne sense mine negative energier. Jeg havde brug for to minutters pause, og jeg havde endnu mere brug for en cigaret. Jeg lå med foldede hænder på maven og lukkede øjne. Længere oppe kunne jeg høre klipklapper mod beton, der nærmede sig. Det var fra en dreng, der satte sig på græsset og tilbød mig en cigaret. Jeg var så tæt på at kaste et ja ud efter ham og hive cigaretten til mig, men formåede i stedet at forklare, at jeg faktisk lige var holdt op med at ryge. Han hed Matt, og han tændte sin cigaret og kiggede lige ud over nåletræerne for enden af græsset. Han havde måske også brug for de to minutter. Vi småtalte lidt. Hvad vi hed, hvor vi var fra, hvad vi arbejdede med, men sad mest med blikkene rettede udover bakken, hvor solen var begyndt at takke af for dagen. Jeg fandt ud af, at Matt havde skiftet job en del gange i Kibbutzen af grunde som at falde i søvn i bilen på arbejdet eller kaste med æblerne på æblefabrikken. Fast var dog, at han stod i cafeen hver søndag og lavede kaffe i Kibbutzen. Espressonørden i mig, der allerede var træt af den udsultede pulverkaffe, vågnede med et sæt. Jeg spurgte ind til, hvordan det foregik, og dagen efter, om jeg ikke måtte tage med ham næste søndag.

Den søndag stod jeg med Matt fra Sydafrika i kaffebaren, selvom der ikke var ret mange at lave kaffe til. Det fungerede jo bare som en god undskyldning for selv at sidde og drikke lidt kaffe. Snakken mellem os faldt på mareridt fra fortiden og fremtidsdrømme. Om at han ønskede at rejse ud i verden, og om at jeg ønskede et hjem derhjemme. Han vidste ikke, hvad han ville være, jeg vidste ikke, hvor jeg ville være. En samtale, der trak fra mælkesteaming til gulvmobning, fra gåtur til backgammon. Derfra begyndte vi at spille skak efter arbejde, mens vi drak earl grey te med mælk i varmen. Jeg fortalte om mine rejser, og han fortalte om sit hjem. Vi talte om bøger, om film, om frisurer og om musik. Om regnen og saltvandet i mit hjemland og den tørke, han var rejst fra i sit. Det var sådan en mærkelig ting, det med at møde en fremmed. Endnu mærkeligere, når den fremmede ikke virkede fremmed.

Det var rart med noget bekendt midt i al det ubekendte. I al sproget jeg ikke forstod, reglerne jeg ikke kendte til og de uvante rammer, stod en kaffemaskine foran mig. Matt lavede shottet, og jeg steamede mælken. Det var lidt af et lykketræf for mig, at der var den café og Matt at spille skak med. Hele ugen sejlede jeg lidt rundt i alt det nye omkring mig, men om søndagen var jeg ikke helt på bar bund med ugen bag mig, Matt ved siden af mig og kaffemaskinen foran mig.