Rørende djævelskab på Det Kongelige Teater
På Skuespilhusets Store Scene udspiller sig i øjeblikket en betagende form for magi. Det historisk baserede værk HEX er et velorkestreret sammensurium af besværgelser, hekseri, tragedie, musik og virkelige hændelser. Astrid har set stykket, der formidler de danske trolddoms-processer – et mørkt kapitel i danmarkshistorien – med overlegen musikalitet, humor og respekt for ofrene.
Djævlen byder os velkommen
På det røde fortæppe i skuespilhuset står ordene: ”Baseret på kilder fra de trolddomsprocesser, der udspillede sig i Nakkebølle, Fyn og i Aalborg, Nordjylland i årene 1596-1621.” Jeg kender byerne og stederne, men der er en lille uendelighed mellem min nutid på fløjlsstolen i teatersalen og de trolddoms-processer, teaterstykket HEX er baseret på. Så nært og samtidig så fjernt.
En djævel med højt hår, bukkeben og horn er iført en sort teknotop, der lige såvel kunne sidde på en gæst på Baggen i Kødbyen, byder os velkommen. Den siger: ”Når mange kvinder samles, er det for at gøre djævelskab!” og slår grinende ud med armene. En tåget dis letter og afslører en forsamling af kvinder. Christenze Kruckow heriblandt. Hun er forestillingens hovedperson, men også en historisk adelskvinde, der blev anklaget, dømt og brændt for trolddoms-udøvelse i 1621. Forestillingen tager udgangspunkt Christenzes historie og de kvinder omkring hende, der lider samme skæbne. Den er iscenesat af Liv Helm og skrevet af Olga Ravn, hvis forfatterskab og kunstneriske virke mere og mere beskæftiger sig med de danske hekseforfølgelser.
Klik her og Støt SEIN
Retsdokumenter, besværgelser og musik
I Nakkebølle, Fyn leder én kvindes mange mistede graviditeter til mistanke om ond magi på egnen. Christenze bliver anklaget for denne ”djævelskab” og prøver at undslippe sit rygte ved at flytte til Aalborg. Her møder hun andre kvinder, der som hende nyder at drikke vin, feste, udøve ritualer og være mænds opsyn foruden. På scenen samler kvinderne sig i et feminint fællesskab af enker, enøjede og queers. Jeg istemmer mig Christenze og de andre hekses kor, når de melodisk maner vrede til stilhed ved hjælp af en svales hjerte og tunge, eller når de syngende håner præstekonen Elisabeths voldelige mand.
Jeanette Albeck har lavet musik til de magiske remser og instrukser, Olga Ravn har fundet i teologiske skrifter og oversat til nutidigt dansk. I HEX føles replikker og sange som lige dele lyrik, historiske kilder og dramatik. Replikkerne formulerer organisk retsdokumenter, breve og kilder fra troldoms-arkiver, der stammer fra tiden under Christian 4.’s sindelags-kontrollerende love. Disse love skulle gøre det af med alle katolske og hedenske ritualer og ensspore den danske befolkning under det nye protestantiske styre. Her var der ikke plads til afvigelser; Al magi – god som ond – var djævelsk og skulle udryddes.
”Hvor der er mange kvinder, er der mange hekse,” siger Christian 4. på scenen, og rigtig nok anklages de syngende kvinder for trolddoms-udøvelse. De er klædt i moderne, vatterede veste, Adidas-trøjer, netstrømper, t-shirts med print. Forestillingens kostumer indbefatter også datidens præstekjoler, adelsjakker og flettede frisurer. På den måde rekonstruerer HEX ikke datiden, men lader nutiden forme formidlingen af historien og giver dermed plads til det kunstneriske, det lyriske og det musikalske.
Det farligste fællesskab
Djævlen lister nu og da rundt på scenen og hvisker kvinderne og Christian 4. i øret, mens den kigger indforstået og indsmigrende på publikum. Er djævlen god eller ond? Den er Christian 4.’s største frygt og samtidig den, han i forestillingen mere eller mindre kontrolleres af. Djævelen er en ambivalent skikkelse, jeg hverken holder med eller er imod. Den er lyst, liderlighed, vrede, styrke og magt(-syge). Da lyset tænder i salen, og der er pause, kigger jeg ned på mine høje, behårede Bumperstøvler, der til forveksling ligner djævlens klove og bukkeben.
Jeg er revet med af kvindernes fortælling, og forblændet af det stærke, feminine fællesskab håber jeg på, at kvinderne undslipper lensmændene og kongen. Jeg håber og håber, men kender også historien, og den løber ingen fra – heller ikke i HEX. ”Snart kommer bålene,” lyder den sidste replik i første akt. Anklagen mod Christenze og de andre kvinder var typisk for hekseforfølgelserne: De anklagede kvinder havde forvoldt skade i nærområdet ved brug af magi og havde handlet kollektivt. De var kvinder, der ikke nødvendigvis føjede de kristne dyder eller praktiserede hierarkiet: Gud først, så mennesket, så naturen. Kvinderne samledes og var derfor en trussel for protestantismen. For der er styrke i fællesskab.
Jeg forlader teatret med en opløftende følelse af, at her har kvinder virkelig samlet sig og gjort den mest kløgtige og rørende djævelskab! En følelse, man kan styrke sig på. Olga Ravn, Liv Helm, Jeanett Albeck og scenograf Freya Sif Hestnes har i fællesskab skabt et værk, hvor historien og nuet mødes i en betagende og relevant forening. Og på cyklen hjem nynner jeg: ”Tag en svale, tag dens tunge, tag dens hjerte og steg det på en pind!”
Olga Ravn har tidligere beskæftiget sig med lignende trolddoms-processer i Køge, der udmundede i udstillingen ‘ET HENFØRT ÅR’ på KØS Museum. Læs Astrids artikel om udstillingen her.
For mere hekseri kan du også læse Albertes artikel ‘Den moderne heks i Vesten er feminist – i Nigeria er den moderne heks et barn‘.
Tekst: Astrid Hein Ernst
Visuelt: Josefine Kynne
Redaktør: Martin Bjerg Dahl
Hvad tænker du?