Rom: del III

Det er blevet december. Jeg har barrikaderet mig op ad de kolde jerntremmer i enden af sengen – i en nyrenoveret lejlighed i periferien af Rom. Det er natten inden, et vigtigt fly afgår til Kastrup. Lejligheden er tom. Jeg er selv ved at forlade den. Jeg bor ikke længere hos enken på det døde værelse i Monti. Jeg flyttede fra hende. Længere ud af centrum for at ændre dagene, der ikke var mine. Jeg sad bare og observerede dem gå i enkens hjem. Hun krammede mig, da jeg flyttede fra hende. Det var det eneste øjeblik, hvor jeg holdt af hende. 

Varmen fra i sommers er væk. Stengulvet under mig er grundkoldt. Det er fire måneder siden, jeg ankom til Rom. Dengang vidste jeg ikke, hvad der ville komme til at ske. Dengang blev jeg svaret med: Du må ikke glemme os herhjemme. Du finder en mand dernede. Du kommer aldrig hjem. Du er heldig. Nyd det. Dit liv lyder da lykkeligt. Fuck, hvor er jeg misundelig. Du kommer til at lære så meget om dig selv, når jeg fortalte om rejsen. 

Jeg pakker mine ting. Jeg efterlader meget. Imens jeg pakker, tæller jeg de romerske timer, som jeg ikke har overskud til at kalde for mine endnu: 3.912 timer er gået i Rom. Det var ukonkrete timer, inden jeg oplevede dem. Timer, som kun havde datoer, priser og skoletider. Det var surrealistiske timer, der skulle have plads til uforudsigelige muligheder, mænd, frivilligt arbejde og lykke i friheden – der skulle være plads til, hvad end der måtte ske. Der var plads til, at jeg kunne udvikle mig epokegørende, som vise mennesker historisk set har gjort på dannelsesrejser. 

Jeg går ikke en sidste tur om Colosseum dagen inden, jeg rejser. Jeg spiser ikke en sidste portion tagliatelle på et Trattoria. Jeg ved ikke, hvad der kan afrunde min romerske rejse, andet end at skrive. Så jeg bruger mine sidste timer i Rom på at skrive alt ned, jeg foretager mig og tænker i lejligheden. Jeg forlader den ikke. Jeg skriver, at jeg tænker mindre, end jeg havde troet, jeg ville, på min sidste dag i Rom. Jeg skriver om min afgang til Leonardo da Vinci – Fiumicino fire måneder inden. Jeg genafspiller usentimentalt at være i lufthavnen og vente på flyet.

Det var, som om min hjerne prøvede at glemme mine bekendte fra det øjeblik, jeg sagde farvel til dem i Kastrup. Ligesom hjernen fortrænger smerte. Da jeg satte mig i flyet og var alene, blev jeg ensom. Så jeg ville skrive, men jeg blev nervøs for ikke at have noget godt at skrive som indledning til rejsen. Så jeg stoppede og skrev ikke mere under flyveturen. Jeg havde ikke de store ord, som afrejsen krævede af mig. Jeg lyttede til italienerne på deres vej hjem og min vej ud. Jeg blev pludselig lykkelig på flyet af frihed. Jeg planlagde, at jeg ville skrive alle de penge op, som jeg skulle komme til at bruge, indtil jeg havde brugt for mange i Rom. 

De første penge, jeg brugte, da jeg ankom til Rom, var på et pasfoto, som jeg tog af den unge kvinde, som jeg troede ville ændre sig i løbet af det halve år, jeg skulle være afsted. Jeg glædede mig nærmest til, at månederne var overståede, så jeg kunne se en ny mentalitet i hendes ansigt. På billedet er der striber fra øjnene til munden. Når jeg ser på det nu og sammenligner det med mit aktuelle ansigt, er der ingen fysisk forskel. Men jeg havde ikke dengang kunnet forudse, at jeg ville opleve, at de romerske dages begyndelser og slutninger ville komme til at smelte sammen få dage efter min ankomst.

Jeg havde regnet med, at hvert minut i Rom ville være et led i min udvikling mod at blive hærdet. Imens jeg blev hærdet, skulle jeg læse ‘Take Arms Against a Sea of Troubles’, og jeg skulle kunne recitére den. Jeg skulle skrive min debutroman om noget, der ikke handlede om mig. Og jeg skulle glemme mig selv i arbejdet. Jeg havde tid til at leve på luft, tekst og determination. Bekendtskaberne ville komme af sig selv, som de altid havde gjort. Jeg kunne blive mystificeret for alle, der ikke var der. Jeg troede, at jeg ville kunne kuratere hvad af mig, jeg tog med hjem igen. Jeg havde ikke regnet med at blive ensom og mystificeret for mig selv. Jeg endte med at gylpe varme følelser op, som jeg ikke kunne forklare. Jeg kunne ikke skrive om andet end mig selv. Månederne låste mig inde bag min pande. 

Jeg stoppede med at holde noget tilbage på skrift, fordi det ikke var pænt eller poetisk. Jeg skrev uden at opdage sætningernes betydning, og jeg elskede mig, når jeg skrev oprigtigt. Jeg skrev mod min forventning ikke efterfølgeren til ‘Mesteren og Margaritaen’ eller ‘Årene’. Men jeg skrev alt, hvad der skete, og i ordene på papiret blev min oplevelse til en forseglet fortælling med indhold; Det jeg ønskede at kunne skrive. 

Min familie skulle hente mig, da jeg kom tilbage til Danmark. De var forsinkede. Jeg ledte ikke efter dem, men jeg ventede på dem, og det var fint.