SEIN på SPOT: En ny slags festival-frihed

13. maj 2023

I sidste weekend løb SPOT festival af stablen, og SEIN var med på årets første store festival for at se, hvad der sker i vækstlaget på den danske musikscene. Astrid og Beate tager rundt til byens både faste samt midlertidige spillesteder og oplever Aarhus med den helt særlige frihedsfornemmelse på SPOT. 

Vi har aldrig været på SPOT før. Da vi ankommer til Aarhus, lægger vi mærke til, at træerne blomstrer. At vi næsten alle vegne kan høre en sagte bas fra en koncert i nærheden. Og at menneskene her er smukke.

Vi ville ønske, at vi havde taget noget andet tøj med. Mindre praktiske jakker. Måske farvet håret inden vi kom. Alle her ligner raffinerede genbrugsshoppere i deres lækkert slidte læderjakker, affarvede jeans og krøllede mullets, der stikker ud under army caps. Vi diskuterer, hvad vi skal kalde SPOT-stilen. Det er ikke rigtig gorp core, som er lidt for pænt og ordentligt til at beskrive det sexede, uglede hår og elegante mascara-rester, vi ser her. Måske er det det, som Politiken for nylig kaldte poor core. Men det er ikke, fordi folk går i meget hullet tøj. Stilen er mere ‘jeg var ude at feste i går, faldt i søvn i mit tøj, vågnede og tog direkte til koncert’.

Det første musik, vi hører, er i Ungdomskulturhuset, og det sætter gang i festivalstemningen på den helt rigtige måde. Tonerne løber gennem kroppen, lydbølgerne fra bassen går i brystet og kildrer i ørerne. Pludselig smiler man: Vi har glemt, hvordan livemusik er. At det kan få tiden til at gå i stå. 

Vi går rundt i Aarhus. Mellem koncertsteder rundt omkring i byen og festivalpladsen i centrum. Det føles intimt at opleve en ny by gennem dens spillesteder. Som at blive fortalt en god hemmelighed: at komme helt ind og være med der, hvor aarhusianerne får deres kulturoplevelser. Det er ikke noget, man særlig ofte oplever på en weekendtur. Vi prøver at blende ind, tage solbriller på og drikke club mate.

Fordi vi er afsted med SEIN, har vi fået navneskilte og SPOT+ armbånd. Vi aftaler, at der ikke er nogen skam ved at være lidt stolt af sit skilt og have det lidt VIP-agtigt. Alligevel føles det som at være barn og crashe de voksnes fest. For selvom der er et diverst lineup på festivalen, er der klart en særlig type, der arbejder i musikbranchen, som også fylder på festivalen. Vores ven er frivillig der, hvor branchefolkene tjekker ind, og han fortæller os, hvor homogen en gruppe, det er. Hvor mange midaldrende mænd, han har givet skilte og armbånd. Det stemmer godt overens med de undersøgelser af den danske musikbranche, der de sidste par år har tegnet et billede af en meget mandsdomineret industri.

Derfor er det fedt at opleve, at musikprogrammet er sammensat med henblik på mangfoldighed. Særligt forfriskende er eksempelvis de mange og dygtige kvindelige dj’s, der spiller på festivalpladsen mellem koncerterne. Mens vi spiser aftensmad og snakker, kan vi ikke koncentrere os, fordi vi sidder og gynger med på dj Cille Dion og Claudia Smiths remixes. De er fede, fordi de ikke kun fortsætter festen. De starter deres egen. 

Foran dj-pulten står en gruppe og danser. Det gør der faktisk hver gang, vi går forbi; Der er altid gang i festen. Og folk danser virkelig. De smadrer ikke bare igennem, og de står heller ikke og prøver at se godt ud. Det ser ud til, at de danser, fordi de nyder musikken og nyder at være sammen.

Det er skønt at se; Det er noget, vi savner fra dansk festival- og festkultur ellers. At man kan føle sig fri uden at skulle være hverken vildt fuld eller virkelig bekymret for at virke sej. Frihed bliver på festivaler som Roskilde og Distortion ofte lig med hensynsløshed. Og på den måde bliver den enes frihed til den andens utryghed. Men her er friheden mere lig med sameksistens. Og det er nok derfor, det føles så trygt at være på SPOT, på trods af at vi begge to er i en by, vi ikke kender så godt.

Stemningen giver os lyst til at forkaste vores karakteristiske danske generthed. Vi taler med fremmede i køen til toilettet, baren og koncerten. Samtalerne er glade, umiddelbare og nærværende. Måske er det Aarhus-kulturen, eller også er det en særlig SPOT-energi. På vej herhen havde vi snakket om, hvor svært det er at tage initiativ til at snakke med nogen, vi ikke kender. Men pludselig er det let. At opgive den indadvendthed og reserverethed, vi er opdraget med, føles ligesom at tage en tung skoletaske af i slutningen af dagen. Det letter skuldrene.

Om aftenen sniger danseglæden sig ind på os. Til koncert med JJ Paulo og senere FVN er det umuligt ikke at danse med til omkvædene. Når musikken slutter, kigger folk sig rundt omkring med røde kinder. Vi står tæt, men ikke mast. Alle i publikum har passet på hinanden under fællesdansen. Vi går ud fra pladsen og finder en pop-up bar. Bartenderen er fra Thy, og baren har surf-tema. Det har taget ham en uge at stille det op. »Er det ikke fedt?« spørger han. »I må love også at komme forbi i morgen.« Vi nikker og drikker op.

Læs også SEINs anmeldelser fra SPOT her og her


Tekst: Beate Skakkebæk Lindegaard og Astrid Hein Ernst
Visuelt: Josefine Kynne
Redaktør: Martin Bjerg Dahl

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her