Kibbutz – at have en DMC

14. maj 2018

Kort efter sin studentereksamen tog Linnea væk fra Danmark. Væk fra svære familieforhold. Væk fra skuffelser. Væk fra kulde og ondt i hjertet. Hun tog til Israel for at bo i et frivilligt kollektivt samfund, en kibbutz, og trimme mandarintræer.

Her i sjette afsnit fortæller hun om sur rødvin, DMC’er og mavepustere. Om at have trådt ved siden af og at blive trådt på.

Illustration af Thit Thyrring

Historien er en fortsættelse på første, andet, tredje, fjerde og femte afsnit.

Arbejdsugen startede i Israel om søndagen fremfor om mandagen. Man spiste salat til morgenmad, aftensmadsmad til frokost og frokostmad til aftensmad. Jeg tænkte en dag over, hvordan jeg ikke tænkte over det længere. Hverdagen. Om dagen kunne jeg efterhånden passe mig selv på arbejdet, fordi jeg vidste, hvad der skulle ses til og fikses fra dagen forinden. Om aftenen sad vi enten om bålet, hvor en af drengene spillede guitar, og vi andre nynnede med. Eller vi sad på cafeen, hvor der blev rullet cigaretter i lange strømme og spist popcorn, som Matt og jeg smuglede med os ud fra baren inden lukketid.
I dag var det en fredag, og fredage i Bar’am blev, som i Danmark, fejret ved at folk drak, selvom de ikke var tørstige. Der blev serveret vin i spisesalen, men ikke bare en hvilken-som-helst vin, men Bar’am Vin. En vin, der smagte surt, udtørret og af prop. Men på trods af den hovedpine, man fik af bare at sætte næsen til græsset, blev flaskerne tømt, og vinen drukket op. I løbet af middagen, og da vi efterfølgende tog vinen med under armen til courtyard, lagde jeg mærke til, at Sonyas stemme lød mere og mere snørklet – og det samme gjaldt de historier, hun kastede sig ud i at fortælle.

"Du kan ikke lide mig, kan du vel?"

På pubben introducerede jeg de andre til kævle og lærte Matt at danse, hvad der fik os til at ligne Jennifer Grey og Patrick Swayze under diskolampen, der hang skævt i det slidte betonloft. En så lækker fredag. Lige indtil jeg fik øje på Sonya. Pigen lå fuld og møvede sig på græsset og mumlede for sig selv. Jøsses nej, hvorfor nu det her. Jeg gik hen og satte mig på græsset, hvorefter hun stoppede den monolog, hun tydeligvis havde trukket langt ud. Jeg spurgte, om jeg skulle følge hende hjem til værelset, men hun var dybt umulig, og efter et par forsøg rejste jeg mig for at hente Matt.
“Du kan ikke lide mig, kan du vel?” mumlede hun. Det gav et sæt i mig. Jeg vendte mig over mod den pige, jeg så på hver dag. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige.

Nej, jeg kunne ikke lide hende. Hun var ikke min veninde, jeg syntes vores samtaler var anstrengende, og vi havde slet ikke samme humor. Men noget ved at bo og leve med hende havde groet på mig. Jeg blev stødt, når de andre talte dårligt om hende, og jeg forsvarede og forklarede automatisk på hendes vegne. Hun var irriterende, klistrende og havde en frustrerende mangel på situationsfornemmelse, men hun var nok også det mest kærlige menneske, jeg nogensinde havde mødt. Der var ikke en ond knogle i Sonya, og det beundrede jeg hende helt enormt meget for.

Jeg satte mig ned på græsset til hende, helt tæt, som hun plejede at sætte sig. Så tæt, at man ville føle sig skæløjet, hvis man så lige på hinanden. Jeg fortalte hende, at jeg syntes hun var ret fantastisk, og jeg ved ikke, om det var vinen eller timingen, men derfra havde Sonya og jeg vores første gode, lange snak dér midt om natten, midt på græsset. Sonya refererede senere til den samtale som en DMC, hvilket åbenbart stod for ‘deep and meaningful conversation’.
Det irriterede mig jo, at hun lavede en så kikset betegnelse af, hvad jeg syntes, man bare burde kalde en god snak. Men en DMC var måske nok, hvad det var, og den følgende uge gik jeg fra at vende øjne af Sonyas armcirkulationer og små danse til at vende øjne af de andres sladder.

En besked på tre sætninger, der rev op i alle de tråde, jeg havde gået og viklet ud.

På arbejdet havde jeg det sidste stykke tid klippet mandarintræer ned, og Avi havde skaffet mig et sæt gode skindhandsker efter han have set alle tornstikkene i mine håndflader. De dage eller uger, hvor jobbet var ensformigt, slog jeg hjernen fra ved at lytte til lydbøger og podcasts. Jeg havde lyttet til Papmachéreglen, 7 år for PET og Sapiens: A Brief History of Humankind, der virkelig ikke var så ‘brief’ alligevel. Jeg havde taget hul på Harry Potter og var halvvejs i Fangen fra Azkaban, da lyden af en besked afbrød Jesper Christensens dybe fortællerstemme.

Det var fra min far, og beskeden handlede om, at jeg skulle overføre mit mobilabonnement til egen konto. Jeg kunne mærke det som et slag i brystet, og min hals bandt en dobbeltknude. Jeg havde ikke hørt fra ham, siden jeg tog afsted og ikke rigtig set til ham det sidste år, og beskeden var på tre linjer med en vedhæftet regning. Der stod jeg med høretelefoner i ørene under et mandarintræ i Israel og blev på 40 sekunder slynget tilbage til en mavepine, jeg var så bekendt med, at jeg kunne dufte mit gamle værelse. Potteplanterne og regnvejret. Høre skænderierne. Mærke den fornemmelse, jeg sad tilbage med bagefter. Som om stemmerne stadig sitrede i luften. Som gløder på et bål. Rungede i mit hoved. Nej nej nej, det var alt for bekendt og for meget og samtidig for lidt. En besked på tre sætninger, der rev op i alle de tråde, jeg havde gået og viklet ud.

Solen bagte gennem de nyklippede grene. Jeg gik mod garagen med blikket og støvlerne borende i gruset. Da jeg åbnede døren indtil køkkenet, stod Avi i køkkenet og rørte en lang ske i kaffegryden. Han kiggede på mig og smilte, og jeg så på ham og åbnede min mund for at fortælle ham, at jeg bare trængte til lidt skygge. For at lyve og sige, at jeg var træt eller sulten, men min hals kvalte, og jeg begyndte at græde. Jeg følte mig punkteret, da Avi satte sig med mig på sofaen. Sved og tårer gik i ét, mens han holdt mig i hånden og ventede på, at jeg ville blive okay. Jeg havde en lang samtale med Avi den formiddag om det, der er og sker mellem børn og forældre. Når man ikke forstår hinanden, på trods af at man minder om hinanden. Måske netop derfor. Når ting begynder at handle om principsager og småligheder, og man giver op på hinanden, fordi det modsatte virker nyttesløst. Når man myrder det, der rent faktisk giver mening.

Da vi kørte hjem senere den dag, fortalte Avi mig, at han mistede sin søn, der var i hæren under angreb fra Libanon i 2006. Et kort øjeblik kunne jeg se på Avi, at det gjorde ondt på ham at sige højt, og jeg fik en trang til at græde på hans vegne frem for mine egne. Han så på mig og sagde, at han troede på, at min far og jeg ville finde ud af det med hinanden, når jeg kom hjem. Så smilte han igen til mig. Vi hørte Bruce Springsteen hele vejen op ad bjergene langs grænsen, og da jeg en måned senere skulle fra kibbutzen, var Avi nok den sværeste at sige farvel til.

Hvad tænker du?

  1. Olivia Annicka siger:

    Helt fantastisk historie du er så venlig at dele. Måden du skriver på er yderst fængende. Håber på at høre mere.

    1. Anonym siger:

      Tak for al rosen, Olivia Annicka! Er så glad for jer, der lytter med på historierne

  2. Nanna siger:

    Tak for din helt vildt fine måde at fortælle din historie på, Linnea. Smukke og rørende billeder du skaber <3

    1. Anonym siger:

      Tusind mange tak for rosen, Nanna<3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her