Kibbutz – at få “hjemve”

04. juni 2018

Kort efter sin studentereksamen tog Linnea væk fra Danmark. Væk fra svære familieforhold. Væk fra skuffelser. Væk fra kulde og ondt i hjertet. Hun tog til Israel for at bo i et frivilligt kollektivt samfund, en kibbutz, og trimme mandarintræer.

Dette er hendes syvende afsnit i serien, hvor hun bliver rørt over en kop kaffe, fortæller hvide løgne og læser breve.

Illustration af Thit Thyrring

Historien er en fortsættelse på første, andet, tredje, fjerde, femte og sjette afsnit.

Jeg havde været i kibbutzen i 3,5 måned. Jeg kendte spisetiderne og værelsesnumrene. Vidste, hvordan man rensede en motorsav efter brug, og hvordan de forskellige frugttræer skulle trimmes, så grenene ville vokse i rigtige retninger. Jeg havde lært at vænne mig til folk; at have nok tålmodighed til at nå at holde af dem. Jeg vidste, hvilke grænser jeg skulle holde mig fra, og hvilke der rørte noget i mig. Vidste, hvordan gearstangen skulle roteres, når man skulle bakke, og hvordan man byggede sig en ny hverdag. Men jeg havde også været i kibbutzen i 3,5 måned og vidste, det nok var nu, jeg skulle begynde på at pakke mine tegninger og farvede trøjer ned i rygsækken.

Det var en mandag morgen i Hula Valley, 6 dage inden jeg tog derfra. Luften var tung, og skyerne lå tæt sammen og tæt på jorden. Jeg var i gang med at kaste grene op i ladvognen efter udredning i en syg ferskentræssektion, da det begyndte at regne. En lille dråbe. En til. Flere, og så mange. Inden længe stod jeg i øsende regnvejr med en regn, der vaskede alle de støvede blade grønne og mit ansigt rent fra mudder og solstik. Træerne havde været så udtørrede i løbet af efteråret, og vi havde alle fire gået og håbet på lidt regnvejr til at opmuntre den trætte jord, og her var det. 8 timers regn med store tykke dråber.
Jeg kørte langsomt tilbage i alle vandpytterne og satte mig undenfor under taget, så kun mine gummisåle blev våde af det vand, der strømmede under dem. Det duftede helt hjemligt af al den regn. Jeg havde et lavt, skråt vindue på mit gamle værelse. Jeg plejede altid at åbne det, efter at det havde regnet, så duften af fugtige tagsten kunne tage fat om luften indenfor. Så sad jeg på hug på gulvet og stak hovedet ud. Jeg havde gjort det, siden jeg var 8 og gjorde det stadig i en alder af 18. Som 18-årig røg jeg så også cigaretter i smug ud af samme vindue, men der var noget helt nostagisk over den regn, der kunne give mig en bestemt fornemmelse i maven. En virkelig bekvem, men følelsesladet fornemmelse.

Det duftede af kardemomme, og der lå grums i bunden.

Jeg blev vækket fra mine tanker, da en kop blev stillet på plastikbordet ved siden af mig. Jeg kiggede op, som Gabi vendte ryggen til. Jeg så ned i min kop. Det var ikke den normale pulverkaffe fra Nescafé. Det duftede af kardemomme, og der lå grums i bunden. Nej – fandme om det ikke var en kop arabisk kaffe, Gabi havde lavet til mig. Jeg tror, min mund stod lidt åben et øjeblik. Jeg kiggede op på Gabi og skimtede en øjenkontakt, som han gik indenfor med sin egen kop. Vi så på hinanden, og Gabi trak på smilebåndet, inden døren smækkede i bag ham. Jeg er ikke i tvivl om, at det var hans måde at fortælle mig, at jeg efter 3 måneders slid med vandrør, torne og 8 timers arbejde om dagen var god nok og én af dem. Hans måde at anerkende mig, ligesom han anerkendte Daniel og Avi.
Kaffen smagte elendigt, fandt jeg så ud af, og man fik alt for meget af det der grums i munden, når man drak den, men det betød ikke noget som helst. Gabi havde lavet kaffe til mig, og det betød det hele. Da jeg sagde farvel til Gabi om fredagen, fortalte han mig, at han havde lidt svært ved at have os frivillige på farmen. Fordi lige som man nåede at lære os at kende, skulle man tage afsked igen, og det var udmattende og en smule ømt hele tiden at give slip. Tænk, at jeg skulle få hjertet frem i den kyniske, der så måske slet ikke var så kynisk alligevel.

Det var ikke kun Gabi, men generelt en mærkelig ting det med at sige farvel i kibbutzen.
Det var mærkeligt, fordi der ikke var nogen, der sagde det. Det hele var ‘vi mødes jo nok igen’ eller ‘jeg kommer til Danmark på et tidspunkt’ eller ‘du kommer vel tilbage hertil.’ Jeg ved ikke, om de andre løj, da de sagde det. Det føltes i hvert fald som en løgn for mig. Ikke fordi jeg ikke ville se dem igen, tværtimod, men det havde været en anden verden, vi havde været i sammen. En så fin oplevelse, at jeg kunne ikke forstille mig andet, end at den skulle op og pynte i mine tanker.
Det var nok også bare en svær ting generelt, det med at sige farvel, når man ved, at man sagde farvel for evigt. I et usagt forsøg på at lette det pres aftalte nogle af os, at vi ville mødes igen om 40 år, når vi igen trængte til at komme væk fra det omkring os. Vi talte om, hvordan vi hver især ville være til den tid. At Matt altid ville rejse fra det ene land til det andet, fordi han aldrig ville have fast job. At Emil ville være bartender i Københavns natteliv og hive en ny pige hjem hver aften efter vagten. At Nick nok aldrig ville møde op til reunion, fordi han ville fare vild i lufthavnen. At Yoori som ville blæse på Sydkorea med hendes afblegede hår og bosætte sig i en by som Amsterdam eller Berlin. Og mig, man ville ende med at høre om i aviserne. Det var måske en løgn, det hele, men det var en hvid løgn, der gjorde det langt lettere at sige farvel. Hvad også gjorde det lettere, var de breve, mange af de andre havde skrevet til mig. Det var lidt som en måde at sige farvel for evigt på – uden rent faktisk at skulle sige det.

Selvom man måske for det meste har en ide om, hvem man er, var der noget så unikt ved at få det fortalt.

Jeg ankom om aftenen i Tel Aviv, hvor jeg skulle bo en uges tid hos min tantes veninde Chavi og hendes familie. Jeg havde fået lov til at dele værelse med sønnen og fik hurtigt indlogeret alt mit rod på det kliniske gulv. Efter at vi havde spist, hvor Chavi spurgte ind til Bar’am, og jeg fortalte den ene historie efter den anden, sneg jeg mig op på taget med min lille stak breve. Det gav mig en spænding i kroppen, men jeg besluttede mig for at læse dem én efter én.

Det var egentlig kæmpestort at læse om sig selv fra et menneske, der havde mødt én nu. Ikke kendt én siden folkeskolen eller lært én at kende gennem gymnasietiden, men lige nu.
Matt skrev i hans brev, at vi nok skulle ses igen, og det føltes ikke som en løgn. Jeg havde også fået et kærlighedsbrev fra en af de studerende, der over efteråret var i kibbutzen for at plukke æbler. Og en dreng på 14, jeg lavede kaffe til og hjalp med lektier, skrev ‘allerede savner’ i et brev på gebrokkent engelsk. Sonya skrev ‘tak for snakkene’ i sit brev, og jeg ved, hun hentød til én snak, og at hun ville savne mit rod på gulvet, og jeg værdsatte den tydelige løgn. En af de andre frivillige, jeg af og til sad overfor og snakkede med, havde også skrevet et brev til mig. Ét, der gik helt ind under huden på mig. Hun skrev, at hun havde beundret mig for at kunne være alene. At have det så rart med at være alene. At hun havde set mig sidde for mig selv læse, gå rundt og gjort mit, og syntes det var så anderledes og fantastisk sejt. Noget, jeg selv ikke skænkede en tanke, og som måske endda af og til kunne få mig til at se sær ud, havde gjort så stort indtryk på hende, at hun skrev det i et brev til mig. Og jeg blev så glad for, at hun mindede mig om, at det er en ting ved mig, der gjorde godt. Selvom man måske for det meste har en ide om, hvem man er, var der noget så unikt ved at få det fortalt. Især når man stadig fra tid til anden kunne blive i tvivl om det.

Jeg lyttede en hel del til The Careful Ones i perioden, hvor jeg tog fra Kibbutzen til Tel Aviv. Som jeg sidder her får jeg en helt bestemt fornemmelse af sangen Simple Tune, som var en af mine favoritter. Ikke fordi sangen gør mig ked af det, men den tager mig tilbage i bussen med min rygsæk og blandede følelser og til taget med brevene og bare tæer. Vildt høj på livet og lidt sønderknust over at forlade det, der var gået hen og blevet et hjem. Efter et par dage hos Chavi begyndte jeg at få hjemve, for første gang siden jeg tog afsted. Hjemve efter den safranfarvede cement, den sure rødvin og de tornede træer. Efter Daniels lektioner om morgenen, skak med Matt om eftermiddagen og Sonyas snorken om natten.

Hvad tænker du?

  1. Theresa siger:

    Er virkelig vild med hele “Kibbutz”-serien. Så godt skrevet, så relaterbart – på trods af at jeg endnu går i 2.g og sådanne rejser ligger langt ude i fremtiden. Håber du fortsat vil skrive og opleve!

    1. Linnea la Cour Brag siger:

      Mange, mange tak Theresa! Får så meget mod på det hele af kommentarer som din!

  2. Esther siger:

    Jeg har fulgt din serie og er gang på gang blevet blæst væk og revet med af dine nærværende beskrivelser og inspirerende historier. Tak for en fantastisk fortælling!

    1. Linnea la Cour Brag siger:

      Det er virkelig bare mig, der takker! Det går lige i hjertet på mig hver gang, når I lytter med og kommenterer<3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *